Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Da rulleteksterne fremkommer på skærmen er det til lyden af David Bowies klassiske ”Heroes” indeholdende sangteksten: "I, I wish you could swim
Like the dolphins, like dolphins can swim".
Ledsaget af herlige billeder af dette fantastiske dyr, som mange mener er langt klogere end os opretgående figurer. Meget rammende afslutning på en heftig dokumentar, som havde den ære at blive Oscar-belønnet i forrige ombæring.
Bedst som jeg er i gang med at sluge efterdønningerne af en anden aktuel dokumentar (Armadillo – find den anmeldt her på siden), er næste opgave at kaste sig ud i endnu en brutal omgang ”virkelige billeder”. Dvd-coveret afslører da også en advarsel om at filmen indeholder stærke scener, og det må siges at holde stik. The Cove er nemlig et direkte modsvar til de myndigheder som forsøger at skrinlægge at etik og moral er skyllet ud i toilettet og i stedet erstattet af politik, bestikkelse, magt, prestige og et æreskodeks som er hullet som en si.
Vi følger den berømte delfin-træner Ric O'Barrys (manden der trænede delfinerne i tv-serien Flipper) kamp mod ”overmagten” i den japanske by Taiji. Først og fremmest er det lige vigtigt at få på plads at Ric O'Barry ikke selv betragter sig som en helgen. Han har bittert fortrudt at han selv i sin tid var med til at starte indfangningen af delfiner til tv og siden til ocean-shows til betalende publikums begejstring. Den klassiske tanke om at fjerne dyr fra sit rette element giver sjældent et positivt resultat. Ric fortæller faktisk selv at Kathy (delfinen som var Flipper) til sidst endte som et trist væsen, der simpelthen begik selvmord i sit fangenskab ved bogstavelig talt at holde vejret og nægtede at tage en ny indånding. Siden da har Ric O'Barry og hans team haft travlt med at befri delfiner fra deres afgrænsede fangenskab. En kamp som langtfra er slut og som ufortrødent fortsætter, på trods af utallige anholdelser undervejs – og ikke mindst to mord på aktivister fra Rics hold. To koldblodige forbrydelser som er afstedkommet af at Ric og co. ofte er kommet meget tæt på skjulte sandheder!
Derfor er et også med en slags livet som indsats at Ric og hans folk tager turen til Taiji. En kystby, hvor der hvert år indfanges masser af delfiner til oceanarier – og ja, de delfiner som ikke indfanges, de dræbes på en ret uskånsom måde. Kødet fra delfinerne er obligatorisk for skolebørnene i Taiji, selvom det er fyldt med kviksølv der giver børnene deformiteter og ødelægger kroppen så man til sidst dør. De høje herrer vil ikke lytte til advarslerne, og indoktrinerer byens borgere til at se delfinen som et skadedyr. Og tilmed er delfin-slagtningerne ikke meget mere end en Rasmus Modsat-effekt fra japanerne, som ikke vil lade vestens indflydelse og advarsler præge deres stolte nation. Hvor må man gå i små sko, tænker man så. Selvom japanerne jo ikke er kendte for specielt store fødder, men alligevel.
Den første halvdel af filmen, går med at problematisere de japanske myndigheders adfærd. Og der er sådan set nok at tage fat på. Det fremstår tydeligt at solens rige ikke er det sted hvor der bliver lyttet mest til løftede pegefingre, og Ric og hans team er også så godt som jaget vild, da deres påstande (som er sande) helst skal gemmes af vejen. Derfor er det også med en ukuelig vilje og ufatteligt mod at Rics folk om natten sniger sig ind på absolut lukket område og får monteret mikrofoner og kameraer i den afspærrede bugt, der dagen efter skal bruges til massedrab på delfiner. Vi får derfor som tilskuer at se hvor kynisk og voldsomt det foregår. At se delfinernes ulige dødskamp, og ikke mindst varigheden af den, akkompagneret af de paniske lyde de udsender, er næsten ikke til at bære. Ric og hans folk er også lamslåede, men de har fået det i kassen de skulle bruge.
Hvis de førnævnte voldsomme billeder, er The Coves klimaks i blodsudgydelse, så er konfrontationen klimaks i tilfredsstillelse. Til en stor konference med IWO-lande og deres delegerede, er det helt tydeligt at mindre nationer bakker Taiji og Japan op, alene for ussel mammon. En række interviews følger, hvor ”opbakkerne” uden tvivl har fået lagt ord i munden fra japanerne, og ej heller simple spørgsmål desangående delfin-problematikken kan de svare på. Så sender man lige trumfen i spil. Ric O'Barry træder ind i mødesalen, påspændt på maven har han en fladskærm som viser de ”ulovlige”, men sande optagelser fra Taiji-bugten og det er et stort rødt inferno der venter de delegerede fra IWO der stivner fuldstændigt. Jep, Ric har nosser...
The Cove har vundet mange priser foruden den vigtige Oscar. Den er tankevækkende og direkte, den har en fin vekselvirkning mellem dokumentation og arkiv-billeder, og et nærmest uhyggeligt Blair Witch-scenarie med det håndholdte kamera der i bedste night-vision filmer ud i natten, hvor patruljer fra politiet jagter Ric og co. under den ulovlige indtrængning omkring bugten. Man sidder vitterligt og håber på det bedste, for her er da en sandhed som bare må frem.
Filmen slutter med en række portrætter af nogle af de folk der medvirker mest i The Cove. Nogle er blevet helte, andre er blevet fyret. Ganske som fortjent! Men det ændrer ikke på at der fortsat sker drab på delfiner i Taiji (og andre steder) og derfor en klassisk opsang til sidst om at vi alle må gøre noget, helt ned i du-form.
Bonus materialet består af et kommentator-spor samt en 3 kvarters bag om kameraet, hvor vi følger tilblivelsen af denne dokumentar-film.
Måske du allerede har set The Cove (har været vist på DR2), men ellers er chancen her nu i dvd-form. En absolut essentiel dokumentar som er vigtig at få ud til verdens skue. Måske der er lige rigeligt med information i første halvdel, hvilket ikke nødvendigvis er så publikumsvenligt. Men det hele svarer sig til sidst. God fornøjelse.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
PAN Vision.
