Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
En socialrådgiver, som nu er enke (Linda Cardellini), arbejder med børnesikkerhed og kæmper med at balancere arbejdslivet med privatlivet, hvor hun alene skal opfostre sin søn og datter. Men alt det får naturligvis ingen betydning, i det øjeblik hvor La Llorona – eller den grædende kvinde, som hun bliver kaldt – kommer ind i deres liv: et spøgelse som druknede sine børn og som nu er ude efter friskt blod.
Det er muligt, at fans af gysere og ”Conjuring”-universet havde glædet sig til at se ”The Curse of La Llorona”, men filmens forbindelse til det univers er meget løs – kun en kort reference til Annabelle-dukken er det eneste, vi får. Hvad endnu værre er, at hvis du havde håbet på at se noget, der var skræmmende, så er det nok ikke her, du finder det. Hele setuppet med den grædende kvinde er mere uhyggeligt end selve filmen, og det er slemt, når man har lyst til at grine, desto længere frem i filmen, man når.
Filmen virker til at have det udgangspunkt, at gysere er mere skræmmende, når børn er i fare. Men det er ikke en tanke, som filmen udnytter eller udforsker på en frisk eller medrivende måde. Der er øjeblikke, hvor et bilvindue ruller ned af sig selv, eller en skikkelse dukker op i et vindue, og det er efterhånden så forudsigeligt, at det næsten ender med at blive komisk. Og selvom der er nogle interessante aspekter ved filmen – eks. at den foregår i 70’erne, at der er en latinamerikansk baggrund – men mange kulturelle temaer bliver aldrig fulgt til dørs, som kun medfører, at ”The Curse of La Llorona” er en hul og ofte kedelig oplevelse. Man må dog tage hatten af for kameramanden, Michael Burgess (som har arbejdet på bl.a. ”The Avengers” og ”Logan”), som tydeligvis har studeret de klassiske værker og arbejdet videre med den form for visuelle stil. Men filmen er så skridt-for-skridt forudsigelig, at du ikke er interesseret i, hvordan det hele vil ende.
Ingen af skuespilpræstationerne er særligt prangende, selv Linda Cardellini eller Raymond Cruz (hvis rolle som en præst er sjov på en helt igennem bevidst måde) kæmper med deres roller. Patricia Velasquez (kendt fra bl.a. ”The Mummy Returns”) er måske den eneste, der forsøger at gøre noget bemærkelsesværdigt. Men generelt set er der to overordnede fejl, som er med til at undergrave filmen. Det første er spøgelset selv: hun bliver afsløret for hurtigt og er egentlig ikke særligt skræmmende. For det andet sker det for tit, at filmen forsøger at skræmme sit publikum med høje lyde og pludselige effekter. Når man regner med, at det sker, hver gang musikken forsvinder og hver gang skuespillerne kigger mystificeret ud i mørket, så mister uhyggen hele sin effekt.
På den anden side er ”The Curse of La Llorona” så dårlig, at den godt kan være underholdende. Den forsøger ikke at være sjov, men det bliver den. På et tidspunkt, sådan cirka halvvejs, mister den sit publikum og det virker, som om den godt ved det, men er bare ligeglad.
Blu-Ray: En skarp udgivelse, men dog er den filmet en anelse til den mørke side, når vi befinder os i de scener, som har mange skygger eller foregår om aftenen. Det kan godt se lidt for sløret ud på blu-ray-udgivelsen.
Ekstramateriale: ”The Myth of La Llorona” (2 min. 29 sek. – filmholdet snakker om myten bag filmen). “Behind the curse” (9 min. 43 sek. – filmholdet snakker om universet, historien mm). “The Making of a Movie Monster” (5 min. 53 sek. – hvordan spøgelset blev lavet og hvordan karakteren skulle spilles). “Deleted scenes” (11:10). “Storyboards” (17:32).
2 stjerner for dette ekstramateriale.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Paramount.
