Skriv en kommentar
”The Departed” er noget så sjældent fra Scoseses hånd som en nærved remake, nemlig af Hong Kong krimi-thrilleren ”Infernal Affairs”, som jeg i øvrigt selv anmeldte, da den havde DVD-premiere tilbage i september 2004 (anmeldelsen kan findes andet sted på dette site, læs i øvrigt også biograf anmeldelsen af Michael Panduro). Men den gode gamle Scorsese er tilbage. Ikke siden han brillerede med gangster-flicken ”Casino” i 1996, har vi set ham så tilbagelænet skarp, så vidunderligt fabulerende moralsk og kompromisløs.
Også denne gang befinder vi os i, det for Scorsese så velkendte landskab, blandt hårdtslående gangstere, rapkæftede politimænd og stærke kvinder. Dog er vi hverken i Las Vegas' neonlys-badede boulevarder eller Little Italys beskidte gyder. Vi er derimod i South Bostons kriminelle underverden. Et Boston styret af den irske dynamik og rytme i klipningen mafia under den hensynsløse, alfaderlige ledelse af gangsterbossen Frank Costello (Jack Nicholson). Men han har fået kampen til stregen af Statspolitiets Special Investigations enhed, der har erklæret krig mod organiseret kriminalitet. Den unge, nyuddannede betjent Billy Costigan (Leonardo DiCaprio) får på grund af blakkede familierelationer valget mellem nul karriere i korpset eller arbejde som undercover-betjent, og så er valget ikke svært, når man som ilter irer er ved at sprænge over med ambitioner om at befri sig selv fra sit eget sociale åg. Samtidig med at Costigan infiltrerer gangster-syndikatet ved at vinde Costellos tillid, er den unge betjent Colin Sullivan (Matt Damon) ved at stige i graderne i samme special korps – han er også undercover, men på vegne Costello. Både Costigan og Sullivan bliver mere og mere opslugt af deres dobbeltliv, samtidig med at de opsnapper informationer til deres respektive chefer, me efterhånden går det op for både Statspolitiet og Costello, at der en muldvarp i blandt dem.
Altså en Scorsese, der så sandelig er tilbage ved fordums styrke. Martin Scorsese har selv udtalt at det ikke er en remake, han har lavet, men snarere en film inspireret af historien og karakterene i Hong Kong-filmen, og det er da også synd at kalde en film, der må siges at overgå originalen, for en remake. Og en diskussion af om det er en fuldblodig remake eller ej ville da også være en fuldstændig ligegyldig dans om den varme kartoffel, for det er uomtvivteligt en fremragende thriller Scorsese her har kreeret, ikke mindst med sin faste klipper Thelma Schoonmaker og et væld af stjerner, der henholdsvis er med til at give en dynamik og rytme i klipningen og give liv til de kompromisløse karakterer, der gennemgående præger dette brag af en film.
Jack Nicholson er fremragende i rollen som den slebne gangsterboss Costello. Det er tydeligt, at han befinder sig godt tilpas i rollen, hvor han virkelig kan udnytte sin uforlignelige evne til skarp replikbehandling og flashe sit djævelske, tvetydige grin. Nogle vil måske ligefrem mene, at han her er for lidt ”in-character” og for meget ”Jack Nicholson”. Men det er netop hvad der gør ham som god i denne rolle, idet netop i Costello- figuren ligger der en dobbelthed eller tvetydighed, som der i filmen flere gange hentydes til (men som ikke skal uddybes mere her), hvor der kræves en hvis skuespil af såvel Costello-figuren og skuespilleren Nicholson. Altså en form for dobbelt skuespil, der egentlig kan sammenlignes med noget så fjernt fra dette som Kim Novaks svært balancerende spil i 'dobbelt'-rollen som Madelyn/Judy i Hitchcocks mesterværk ”Vertigo”, og som i ”The Departed”'s tilfælde måske eller måske ikke gemmer en nøgle til filmen.
Det udprægede testosteron pumpende galleri af skuespillere gør det gennemgående upåklageligt. Selv Mark Wahlberg gør det her glimrende i rollen som den møgirriterende, men uden tvivl ubestikkelige, benhårde politidetektiv Dignam – og Wahlberg har jeg personligt ellers ikke haft et godt øje til siden han ”spillede sig selv” i rollen som den blåøjede og selvoptagede unge knøs Dirk Diggler i PT Anderssons ”Boogie Nights”. Men her får han altså frembruset en så både irriterende og sympatisk person at man nærmest føler at der henvises direkte til os tilskuere, da Quenan i en undskyldende vending siger noget i retningen ”we have all taken some time to get used to officer Dignam”, og man derefter nogle scener senere føler sig ganske godt tilpas, ja ligefrem føler med møgsvinet Dignam. Det skal dog så siges, at langt de fleste af de bedste og mest hårdtslående oneliners ligges i munden på den tidligere Marky Mark, så han har også noget at arbejde med. I rollen som Ellerby, den energiske chef for politiets undercover-enhed, der må se sig en smule overtrumfet i netop Wahlbergs bidske bulldog af en politimand, gør Alec Baldwin det også virkelig stærkt og må siges at få et lille comeback efter nogle halvforkølede rollerdesidste par år. Flere gange tyvstjæler han faktisk scenerne fra megastjernerne, selvom også disse, Leonardo DiCaprio og Matt Damon, gør det fremragende. Specielt Leo er sønderknusende intens som en mand på randen af et sammnebrud. Damon viser endnu engang, som han også gjorde med ”Bourne”-serien, at det
Scorsese har med ”The Departed” skabt såvel en stilren 'man-on-the-run' film og politithriller som en moralsk fabel om kompromisløse karakterer i en kompromisløs tid. Uden dog, på ægte Scorsese maner, at moralen på noget tidspunkt etablerer sig som en pegefinger. En opdatering af 40'ernes film noir. Det er en film om hvordan disse personer formes af de omstændigheder som de sætttes i. Et centralt tema for Scosese, og som han tidligere har omkredset i film som ”Taxi Driver” og ”Goodfellas”. Tydeligvis ser han dette aspekt som et projekt dømt til at mislykkes, og som sådan en stadfættelse af budskabet i hans tidligere værker.
