Skriv en kommentar
Matthew(Michael Pitt) er en amerikansk studerende og film-entusiast i Paris i 1968, der ynder at gå til filmvisninger på Cinematheque Francais. Dette er tiden omkring Cahirs du Cinema og Den Franske Nybølge-filmene, der, modsat de mange formel-film, baserede sig på instruktørens synspunkt som den kreative kraft. I foråret af 1968 bliver medstifteren af Cnematheque Francais fyret og de unge filmentusiaster protesterer højlydt. Dette bliver startskuddet til en voldsom kulturrevolution. Matthew møder tvillingeparret Isabelle(Eva Green) og Theo(Louis Garrel). De to parisianere i inviterer Matthew til at bo hos sig mens deres forældre er taget til stranden i en måneds tid. De tre unge nærmest forskanser sig i lejligheden, hvor de dyrker hinanden og diskuterer alt fra film og politik til musik og sex. Lidt efter lidt går det op for Matthew, at det ikke er helt sundt, det de har gang i …
Vi kan hurtigt blive enige om at denne film er Bernardo Bertoluccis bedste i lang tid – måske hans bedste film siden kunstfilmen The Sheltering Sky fra 1990. Blandt hans store film kan man nævne Sidste Tango I Paris(1972), 1900(1976) og Den Sidste Kejser fra 1882, som han modtog hele ni Oscars for.
Det er godt ramt, når man ser den naive og idealistiske Matthew blive oprørt over Theo og Isabelles frigjorthed og dekadens. De unges menage a trois virker fint i en stor del af filmen, men der mangler et eller andet. Mens krydsklipningen mellem vores film og flere store klassikere(også franske nybølge-film) virker flot og overrumplende, så mangler deres diskussioner om musik og politik lidt substans. Det er en flot, flot film, men dialogen rører ofte kun på overfladen af de store emner, som de diskuterer. Trioens filmsnak og deres sandhed eller konsekvens-leg om film virker rigtig godt og bidrager til dynamikken i den en anelse langsommelige historie.
Titlen, The Dreamers, kan man tolke således, at de lever i en psykologisk drømmeverden indtil de bliver vækket af den voksende revolution på gaden. De er stort set ikke udenfor lejligheden, hvor de nyder hinanden, udforsker hinanden og lever i deres helt egen verden. Først da en brosten bliver kastet ind af vinduet, bliver de klar over at der er ved at ske ting og sager nedenfor på gaden. Det, de har diskuteret, de store tanker om vold versus bøger og idéer osv., udfolder sig nu i levende live i Paris’ gader. Filmen lægger op til netop dette spørgsmål. Matthew ser meget nøgternt på det, mens de flammende følelser truer med at overtage Theo og Isabelle.
Skuespillerne gør det storartet. Det er specielt flot, da de tre jo skal bære hele filmen alene. Soundtracket er også udmærket – der er 60er-klassikere, som f.eks. Janis Joplin og Jimi Hendrix, til den store guldmedalje. The Dreamer har et dokumentarisk og autentisk præg i scenerne omkring oprøret – både omkring fyringen af biografens stifter i starten og også omkring det efterfølgende oprør mod politiet. Denne seer mangler lidt substans i dele af dialogen, mens filmnørden i seeren virkelig bliver belært og udfordret af The Dreamers’ referencer til film og filmhistorie. Denne anmelder giver filmen 4 stjerner ud af 6.
