Skriv en kommentar
”Hvis man ikke er venstreorienteret når man er under 30, så har man ikke levet. Hvis man stadig er venstreorienteret når man er over 30, så er man dum.” Et klichefyldt udsagn der straks bliver forkastet af den unge idealist Jan (Daniel Brühl kendt fra ”Goodbye, Lenin”). For Jan har hørt det før. Han har hørt det fra sine forældre, fra skolen og værst af alt fra fjernsynet. Sammen med sin kammerat Peter (Stipe Erceg) er han derfor skredet til handling. Med hovedet fyldt af politiske slagord, der ville gøre enhver såkaldt aktivist fra det københavnske ungdomshus stolt, og kroppen modig med idealismens brændstof er de to under navnet ”Opdragerne” begyndt at begå en stribe af kalkulerede indbrud i Berlins mondæne kvarterer. De stjæler ikke noget, men de ommøblerer hele villaer og efterlader altid en lille hilsen: ”Du har for mange penge” eller ”De fede tider er forbi”. Det er ikke griskhed der motiverer disse forbrydelser, men mere den usikkerhed og frygt det sætter i de udsatte. ”Når der har været nogen i ens hus, men ikke stjålet noget, så skubbes verdensopfattelsen og man kan pludselig hører en hvisken alle steder: Du har for mange penge.” Ordene er igen den veltalende og melankolsk sympatiske Jans.
”The Edukators”, der er 35-årige Hans Weingartners anden reelle spillefilm, er delt op i to meget forskellige dele. For efter lidt sjov og harmløs ballade i starten bliver alting pludselig alvor for de unge revolutionærer. Peters kæreste Jule (Julia Jentsch) bliver præsenteret som et eksempel på hvorledes en petitesse for en kan betyde en ødelagt liv for en anden. På grund af en ulykke skylder hun nu en masse penge til en velhavende mand (Burghart Klaussner). Et greb i lommen for direktøren har betydet 8 års helvede for den unge pige.
Da Jule hører om Jan og Peters natlige aktiviteter foreslår hun prompte at de besøger hendes plageånd og så bryder helvede løs. Manden kommer hjem og i desperation kidnapper de ham. Så begynder filmens anden og mere overvejende del. De tykke bymure erstattes af landlig rolighed og direktøren og hans tre kidnappere lærer langsomt hinanden at kende. Det bliver til en filmisk overvejelse over ung idealisme kontra gammel konservatisme. De unge lærer at den gamle engang var som dem, og det går op for publikum at de nok en dag ender som ham.
Weingartners film er ikke en fortale for noget politisk synspunkt og den er ikke noget opråb til revolution. Filmen er blot en overvejelse over unge menneskers nutidige fremmedgjorthed og deres søgen efter standpunkter og tilholdssteder. De fleste personer i filmen får deres overbevisninger ødelagt eller i hvert fald justeret, men her er ikke tale om at alle i sidste ende bliver enige. Filmen moraliserer ikke, den belærer ikke og den konkluderer ikke noget, hvilket er godt. Således fungerer den endnu mere tankevækkende end hvis den var endt i en eller anden form for søgt konklusion.
I midten af filmen tager karaktererne over for pointen og pludselig går der lidt romantisk spænding i det hele, hvilket måske, ligesom musikvalget til tider kan virke lidt overflødigt eller malplaceret, i sær på grund af filmens noget lange spilletid. I sidste ende kommer filmen dog på rette spor igen og får leveret sin pointe. Det mest overraskende er nok at instruktøren ikke er ældre end 35 år, da man kunne forestille sig at dette var en film lavet af en ældre herre med masser af livserfaring.
”The Edukators” er en god film, der ikke byder på nogle ideer der ikke er set før, men som heller gør sig til mere end den er. Det stærke spil fra de fire hovedpersoner og filmens umoraliserende tilgang til sit emne gør at den ikke gør sig til mere end den er, og den tankevækkende pointe kan måske sætte gang i nogen dialog både hos den ældre og yngre generation.
