Skriv en kommentar
Navnet Steven Spielberg kendes overalt i verden., både af store og små. Man kan nærmest sige, at der er garanti for topunderholdning i verdensklasse, næsten hver gang hans signatur er på en filmplakat.
Men hvad ligger under navnet, og hvad har en mand som Spielberg været igennem for at komme dértil hvor han er nu. Har det hele været lutter lagkage, nej selvfølgelig ikke.
Denne semi-biografiske film fra Spielberg starter i januar 1952, hvor familien Fabelman, ledet af Michelle Williams og Paul Dano tager sønnen Sammy til hans første biograftur. Sammy er lidt speciel og lider af angst og er ikke helt som andre drenge på hans alder. Hvad forældrene ikke ved er at, denne begivenhed skal være med til at forme ham som menneske.
Vi følger Sammy blive stærkt påvirket af filmen, og vise stor interesse for filmmediet og hvordan tingene bliver formet og lavet, helt på amatør niveau.
The Fabelmans er en helt almindelig jødisk familie, der ikke mangler noget i livet, da far Burt er en lovende computer mand der står til at blive forfremmet når som helst.
Men der er noget der ulmer i baggrunden og familien kan bare ikke smide en tung skygge af sig selvom alt virker til at være i fineste orden.
Sammy udøver stadig sin passion i fritiden, og bliver endnu mere ivrig da en gammel mærkelig onkel, spillet fabelagtigt af Judd Hirsch, en dag pludselig dukker op og fortæller om hans fortid i filmbranchen.
De to filmtosser klikker, og unge Sammy bliver beordret til at forfølge drømmen, lige meget hvad andre bilder ham ind i og hvilke stopklodser han må rende ind i.
Og stopklodser, dem er der nok af, især én familiehemmelighed kommer til dagens lys for Sammy, der ikke ved hvordan han skal tackle det, samtidig med at familien begynder at leve et nomadeliv, hvor de flytter fra by til by hver gang far Burt klarer sig godt i jobbet.
Er interessen for film en velsignelse eller en forbandelse, og kan han virkelig blive til noget i deres nye destination i Californien?
Tja resten er historie, eller semi-historie.
Man skal ikke være den største Spielberg fan for at kunne genkende nogle familiære ting, der går igennem hans opvækst og hans amatør film, samtidig med henvisninger til forskellige ting der kommer til at være i hans fremtidige værker, og det hele er så charmerende at man ikke kan lade være med at blive påvirket.
Filmen er som helhed ret godt skruet sammen, og jonglerer mellem flere følelser.
Man når hele følelsesregisteret igennem fra sorg til latter og glæde, og det er med bravur fra Spielbergs side.
Eneste kritik kan være at den til tider godt kan falde ned i tempo, og enkelte seancer kan føles kedelige, men det varer i så kort tid at det ikke er noget man skal dvæle ved.
Lille Sammys første biografoplevelse åbner en helt ny verden op og berør både hans liv og mange andres, uden at hans lille hjerne ved det, for lige dér bliver han lært at; ”Film er drømme, som man aldrig glemmer”.
Det kunne ikke siges bedre af mesteren.
Han bliver nemlig ved med at give os filmelskere uforglemmelige drømme øhmm film.
Nå men, Tilbage til Fremtiden, hvor kunstig intelligens, rumvæsner, hajer, dinosaurer, arkæologer og verdens krige fylder i vores lille verden.
Fik i den?
Blink blink.
