Skriv en kommentar
I åbningsscenen rammesættes nyhedsbladets redaktion i den fiktive franske by Ennui-sur-Blasé (’ennui’ betyder kedsomhed og ’blasé’ betyder udmattet). Filmens berømte kunsthistoriker og kunstkritiker J.K.L. Berensen (spillet af Tilda Swinton og delvis inspireret af journalist og kunsthistoriker, Rosamond Bernier) præsenterer som voice-over i filmens åbningsscene bladet ”The French Dispatch’s” tilblivelse: ”A factual weekly report on the subjects of politics, the arts – high and low – and diverse stories of human interest”.
Bladets redaktion består af de ypperste og mest talentfulde skribenter inden for journalistikken og kunstkritikken og for bordenden; grundlægger og redaktør af bladet ”The French Dispatch”, Arthur Howitzer (spillet af Bill Murray og inspireret af grundlæggeren af ”The New Yorker magazine”, Harold Ross og redaktør, William Shawn). Arthur ’forkæler’ og ’plejer’ sine talentfulde skribenter med individuelle hensyn f.eks. betaler han for et hotelværelse for Berensen, så hun kan mindes en tidligere elsker i netop dette hotelværelse. Hver skribent har sit eget kontor i redaktionens bygning ’the french dispatch’ og som bærer skiltet med en advarsel om arbejdsro ”Silence! Writers writing”. Arthur værner om sine skribenter, så de kan få de bedste betingelser for at skrive ’great stories’ og ugentlige nyheder med en skæv og ny vinkel, som ikke før er set. Voice-over fortæller ærligt, at Arthur er ligeglad med resten af medarbejderne (sekretærerne, pedellen, tjenerne, piccolo). Dem snyder han i løn og anser dem for at være vandbærerne, mens skribenterne er stjernerne.
Filmen er struktureret efter aktuelle temaer i bladet ”The French Dispatch” og inddelt i denne rækkefølge: Nekrolog (ikke prolog), tre historier med aktuelt tema og afslutningsvis en epilog. Den alvidende fortæller er skuespiller Anjelica Huston, som også i nogle scener fungerer som voice-over.
Den første og længste historie fortælles af kunstkritikeren/journalisten Berensen, som står på et podium foran et stort publikum. Hun fortæller på detektivagtig vis, hvordan kunsthandler Julien Cadazio (spillet af Adrien Brody og inspireret af den britiske, kontroversielle kunsthandler/baron Joseph Duveen) fandt frem til den dømte og fængslede kunstner, Moses Rosenthaler (spillet af Benicio Del Toro), som laver freskomaling på fængslets vægge og inspireres af hans nøgne muse, Simone (spillet af Léa Seydoux), som også er fængselsvagt. De abstrakte nøgenmalerier vækker stor opsigt i kunstverdenen. Den anden historie omhandler en politisk rapport fra journalist Lucinda Krementz (spillet af Frances McDormand og inspireret af den berømte journalist og novelleforfatter, Mavis Gallant), som har fulgt et studenteroprør på tæt hold. Krementz har for en periode delt seng med studenterbevægelsens leder og skakspiller, Zeffirelli B. (spillet af Timothée Chalamet). Den tredje og sidste historie fortælles af mad/social kritiker, Roebuck Wright (spillet af Jeffrey Wright og bl.a. inspireret af amr. forfatter og borgerrettighedsaktivist, James Baldwin), som bliver inviteret på middag hos politichef og enkemand (spillet af Mathieu Amalric) for at lave et interview, som aldrig bliver til noget, da politichefens unge søn pludselig bliver kidnappet og jagten på kidnapperne sætter ind.
Fra at den amr. filminstruktør Wes Anderson brugte lokationer fra virkelige byer, steder, bygninger er han med filmene ”Grand Budapest Hotel” fra 2014 og den seneste ”The French Dispatch” fra 2021 gået over til at ’locations’ og ’setting’ hele filmen igennem er kunstigt skabt med kulisser. ”The French Dispatch” fremstilles visuelt som et slags dukkehus, som vi ser ind i og kan se, at en masse aktivitet foregår på hver etage. Anderson bruger også mindre visuelle og teatralske greb med fuldt overlæg f.eks. i sceneskiftet, hvor kunstneren Moses Rosenthaler er ung, ser vi, at den unge udgave af Moses overlader en stol til den ældre udgave af Moses lige foran vores øjne. Et andet teatralsk og visuelt greb er en kulisseudskiftning, hvor vi ser den gule væg med studentercaféen og spillemaskinen blive rullet til side. I stedet for ruller kameraet ind og filmer et slags ’flash-forward’, hvor en mandlige studerende sendes i hæren. Herefter gengives via en slags performance i caféen, hvordan et skuespil vil blive skrevet om denne unge mandlige studerende som en helt.
Wes Anderson bruger visuelle og æstetiske virkemidler som sort-hvid fotografier og tegninger/animationer af f.eks. jagten på kidnapperne. Selvom filmens rollebesætning er stjernespækket med kendte skuespillere er det deres karakter, som Anderson formår med perfektion at sætte centrum i de korte scener. Undertegnede anmelder glemmer og ’ser’ ikke skuespilleren, men karakteren. Det er en bedrift i vores digitale virkelighed. Wes Andersons forstår med små fortællegreb og sin impressionistiske fortællestil (fransk; impression betyder indtryk og gengivelse af et flygtigt øjeblik), at vi lever os ind i karakterernes følelsesregister og personligheder. Der er en del close-ups af karaktererne, som nærmest ’fastfryser’ dem og de bliver til en slags stilleben billeder for et kort øjeblik. Lige præcis disse ’ansigtsportrætter’ af karaktererne sætter sig på vores indre skærm og vi husker dem. For eksempel scenen med the showgirl (spillet af Saoirse Ronan) som filer negle og holder øje med den indespærrede kidnappede dreng. Han får hende til at synge en fransk børnesang, som han selv kan synge med på. Scenen viser skrøbelighed og vi ser et dybere lag i the showgirl, at hun ikke blot er det, som hun ser ud til at være, fordi hun netop viser følelser ved at synge sangen.
”The French Dispatch” er skåret efter det gamle TV-format 4:3 og det viser netop nostalgien kombineret med telefonerne, som repræsenterer den analoge verden. Med ’The French Dispatch” er der en længsel efter en verden, som ikke længere findes. Wes Anderson vil gerne vise med ”The French Dispatch” en tid med storhed, kunstnerisk ’grandeur’, kompromisløshed og autenticitet, som er gået tabt i vores digitale verden. Allermest er filmen en hyldest til forfattere/skribenter, og Wes Anderson har selv udtalt sin passion for sprog og han om nogen mestre (film)sproget til fulde.
”The French Dispatch” når ikke helt det samme ’legende’ og ’humoristiske’ fortælleniveau på indholdssiden som i de tidligere film ”The Royal Tanenbaums” fra 2011 og ”Rushmore” 1998. Karaktererne i ”The French Dispatch” er også for iscenesat. Filmen er for lang (1 time, 48 min.) og den når sin punchline længe inden de 108 minutter, som filmen varer.
