Der er gået nogle år imellem filmatiseringen af Stieg Larrsons anerkendte romaner om hackeren Lisbeth Salander og journalisten Mikael Blomkvist. Nu er det så kommet til fjerde del i Millennium- serien med et helt nyt cast og instruktør. Den er ikke så skarp som den første amerikanske filmatisering af ”The Girl with the Dragon tattoo”, men der er stadig fart over feltet.
Den infamøse heltinde
Lisbeth Salander ( Claire Foy) siger ja til at hacke og stjæle et ambitiøst computerprogram fra NSA., men der går ikke længe før programmet bliver stjålet fra hende. Programmet er designet af Frans Balder ( Stephen Merchant), som bliver brutalt myrdet af ukendte gerningsmænd som samtidig kidnapper hans søn. Nu skal Salander sammen med sin gamle ven Mikael Blomkvist ( Sverrir Gudnason) finde ud af, hvem der står bag dette og redde Balders søn. Men Salander bevæger sig ind i edderkoppens spin, og trækkes længere ind i sin voldsomme fortid.
Den uforglemmelige fortid
Instruktøren Fede Alverez ligger i dette kapitel al fokus på Salander karakteren og hendes fortid. Samarbejdet med Blomkvist virker derfor lidt forspildt, da deres unikke samarbejde ikke bliver yderligere undersøgt. Til gengæld stifter vi bekendtskab med Salanders søster, som er blevet en gentagelse af deres voldelige far. Dette forhold synes at være ganske interessant, men bliver ikke udforsket nok. I rollen som Salander ses ”The Crown” stjernen Claire Foy. Salander kan anses som en meget utilgivelig karakter at skulle spille, da svenske Noomi Rapace satte standarden utrolig højt. Foy gør det dog så godt, som hun nu kan, og har vist gentagende gange, at hun bestemt er en dygtig skuespiller. Hun mangler dog lidt hårdhed for at spille Salander fuldt ud, men derfor er det stadig en god præstation. Til gengæld virker den islandske skuespiller Sverrir Gudnason fejlcastet i rollen som journalisten Blomkvist, da han er alt for ung, og ikke kan give Salander et fornuftigt modspil. Det er undrende at valget ikke er faldet på Mikael Persbrandt, som også medvirker i filmen som Salanders far, da han både har alderen og talentet til at tackle rollen.
Et underholdende værk
Man sidder bestemt ikke og keder sig igennem filmen. Ligesom de forrige film er Salander altid foran sine fjender, og det er imponerende at være vidne til. Der er skruet godt op for action sekvenserne, hvor vi bl.a ser Salander fare afsted på sin motorcykel henover isen, og det ser visuelt rigtig flot ud. Man kunne måske ønske sig flere fugleperspektivbilleder af den smukke svenske natur. Historien i denne film er ikke så stærk som
”The Girl with the Dragon Tattoo”, men man føler sig stadig godt underholdt.
”The Girl in the Spiders Web” er visuelt ambitiøs og meget underholdende. Salander er en skarp karakter og Claire Foy formår at sætte sit personlige præg på hende. Man kan være lidt skuffet over Salanders personlige interaktion med de andre karakterer, men til gengæld er der action scener for alle pengene.