Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det er ikke første gang at Robert De Niro stiller sig bag kameraet, men det er jo primært foran linsen at vi kender ham bedst. En af vor tids mest bemærkelsesværdige skuespillere, som har sat sig et eftertrykkeligt memoir i manges hjerner. Som psykopat i Taxi Driver, som Godfather-søn i den klassiske film-trilogi af samme navn, som fuldblods-bokseren Jake La Motta i Raging Bull, som Vietnam-veteran i The Deer Hunter, som selveste Al Capone i De Uovervindelige, som selve vanskabningen i Frankenstein – og naturligvis et hav af gangsterroller i film som Casino og Goodfellas... Sådan kunne man blive ved, for De Niro har været en markant skikkelse i samtlige årtier fra 70'erne og frem til dags dato.
Med The Good Shepherd kunne man foranlediges til at tro at den sofistikerede stil, skulle være indgangsbønnen til at gøre Clint Eastwood følge, men der er ikke nogle fremtidige planer i De Niros skema på instruktørsiden. Men hans kalender for skuespiller-virksomheden tillader det næsten heller ikke... De Niro har her skabt en utrolig smuk film, som kredser som CIAs opståen. Den er forholdsvis grundig, hvad også de rundt regnet 2 ½ time værner om. Men hvor er det dog meget lidt spændingsmættet! Står du med coveret i hånden og tænker at Matt Damon helt sikkert skal bruge den afbilledede lyddæmpende pistol til et eller andet, ja så tager du grueligt fejl. At kalde filmen en thriller er nok en sandhed med modifikationer, for det kræver vel at en film indeholder nogle højdepunkter i form af f.eks. nogle action-mæssige dilemmaer eller små gys eller dramatiske begivenheder. De er ganske enkelt ikke-eksisterende, og det er i længden kedsommeligt at se Matt Damon rende rundt og hviske noget i øret på mænd med habit og sort hat. Det er i hvert fald synd at kalde filmen for en regulær spion-film af den velkendte type, selvom det faktisk er vores hovedpersons profession.
Den er ganske troværdig og garanteret oprigtig i forhold til sit omdrejningspunkt – men man skal nok være amerikaner for at synes at den stillestående CIA-udvikling er fantastisk interessant. Tror heller ikke amerikanerne ville gide at se en film om eks. Maersk's tilbliven...
Vi følger den unge Edward Wilson (Matt Damon – Bourne-filmene, The Departed, Saving Private Ryan) som i en ung alder bliver optaget i efterretningstjenesten (som senere udvikler sig til CIA). Han er knald-dygtig til sit job, og det varer ikke længe før han kommer helt til tops i systemet. Det kræver dog også et service-niveau overfor organisationen som betyder at han stort set er på arbejde 24 timer i døgnet. Det er ikke let at kombinere det med familie-livet og den mangelfulde far-rolle over for sin søn. Specielt Edwards kone, med kælenavnet Clover (Angelina Jolie – Mr. & Mrs. Smith, Tomb Raider, The Bone Collector), er den store taber i det spil. Der går meget lang tid mellem hun ser ham og han er yderst hemmelighedsfuld omkring hvad hans job består i. Deres forhold er derfor komplet overfladisk, hvilket giver en del ridser i lakken. Men Edwards energi er og bliver hos CIA, hvor en afgørende faktor bliver at nogle inden for egne rækker har leveret en række oplysninger til oppositionen. Det bliver ikke lettere for Edward at hans søn, som tiden går, selv bliver fascineret af det hemmelighedsfulde job som spion, og selv ønsker at gå i sin fars fodspor.
Edwards karriere betyder i øvrigt konfrontationer og sammenføringer med en lang række magtfulde mænd. Og til de hverv, har De Niro i den grad fået samlet et sandt stjernecast. Du kan opleve Alec Baldwin (Jagten På Røde Oktober, The Cooler, The Departed), William Hurt (A History Of Violence, Syriana og bio-aktuel i Mr. Brooks), Billy Crudup (The Hi-Lo Country, Big Fish, Mission: Impossible III), Michael Gambon (The Life Aquatic, Open Range og nok bedst kendt som Dumbledore fra Harry Potter), John Turturro (Transformers, The Big Lebowski, Fear X), Timothy Hutton (Kinsey, Secret Window og den netop ON-Z-anmeldte The Kovak Box) og så den lille spirrevip Joe Pesci som er De Niros gamle makker fra såvel Goodfellas som Casino, men naturligvis også kendt som speed-snakkeren Leo Getz fra Dødbringende Våben-filmene. Uha, hvor ser den aldrende Pesci gammel ud efterhånden, men det er så også 8 år siden at han sidst har vist sig i dette medie. Ja, og så som nævnt en lille bi-rolle til De Niro selv, som en lille strække ben-pause fra instruktørstolen...
The Good Shepherd var Oscar-nomineret tilbage i februar – og vist er det en flot film som man kan rose for ikke at søle rundt i blod og likvideringer. Men at den omend ikke byder på nogle scener med bare lidt koldsved, biden i sofapuden eller blot udelukkelsen af en tissepause, ja det er for trægt. Her er nærmere tale om et opbygnings-drama end den føromtalte thriller som filmen skal sælge sig på. Filmen lander lige omkring middel-karakteren og indeholder desuden intet ekstra materiale.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
