Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
”Den ædleste kunst er at underholde andre”. Sådan cirka noget i den stil er det tilbageværende citat fra P. T. Barnum, en amerikansk entertainer og senere cirkusdirektør, som kom fra fattige kår, men fik skabt et unikt show med adskillige mærkværdige artister. Vi skal tilbage til starten af 1800-tallet, hvor vi møder en meget ung og fattig Barnum, som oplever sin fars ydmygelse af overklassen. Faren lever ikke længe, og det er op til den unge knægt at forsøge at skabe sig en anden tilværelse end den han kom fra. Han forelsker sig hovedkulds i den skønne og fornemme Charity (Michelle Williams – Manchester By The Sea, Brokeback Mountain) og de to ender med at danne et ikke særligt velset par, grundet deres klasseforskel. Barnum (Hugh Jackman – X-Men, Australia) er dog fast besluttet på at vise at han kan blive til noget, trods hans ringe opvækst. Han får startet et museum i New York, men kunderne udebliver og pengene udebliver – lige indtil at han hår stablet lidt af et freakshow på benene med alt fra skæggede damer til dværge. Herfra tager det fart for Barnum og folk strømmer til hans forestillinger. Dog topper han karrieremæssigt, da han får lokket den svenske sangfugl Jenny Lind til at optræde i hans variete. Hun har en helt fortryllende stemme og hun forblænder Barnum i uhørt grad. Her tændes en ild i Barnum, som efterlader tøjlerne til sit show til sin assistent Phillip Carlyle (Zac Efron – High School Musical, Baywatch). Nu har Barnum nemlig frihed til at agere manager for Jenny Lind på hendes amerikanske turne, hvilket ville kunne gøre han særdeles økonomisk velhavende. Det er dog her at Barnum må sande at jagten på altoverskyggende berømmelse giver bagslag i forhold til den position han egentlig havde opnået.
The Greatest Showman tager udgangspunkt i den sande historie om P. T. Barnum, som er en sød og rørende historie om at alle mennesker fortjener at blive set og hørt i en samtid, hvor perfektion, social stand og gode manerer overskyggede alt andet. Det er en prisværdig ting Barnum gjorde for at iscenesætte de ”umennesker” som lå nederst i hierarkiet, og som vel egentlig også dannede præcedens for selve showbusiness. Michael Graceys værk er pakket ind i musicalgenren, hvilket normalt er forbundet med en komplet ufarlig cocktail, hvor al dramatik kan løftes (læs:ødelægges) af en fællessang. Det er imidlertid ikke nogen overraskelse at der er puttet en sang eller en dans ind her hvert 10. minut, for netop sang og dans er vel unægtelig forbundet med show og entertainment. Gengivelsen af Barnums meritter er som før nævnt meget sød og charmerende, men genrens karakteristika udgør en trussel mod sig selv. Eksempelvis tager det kun 10 minutter (og en sang) at vise Barnums triste barndom, som derved aldrig bliver trist, for knægten går jo og synger selv om han må stjæle mad for at klare sig. Det bliver også lige lovligt suppe, steg og is-agtigt, når Barnums døtre forgæves må spejde efter deres travle far, når de selv har noget de gerne vil vise ham. Det er lidt for poleret at der skal vises en tom stol i strengt taget hver montage. Jeg tror altså at vi har fattet pointen! Den helt store fornedrelse går på sangene. Det er ikke skuespillernes sangevner der fejler noget (hvor det eksempelvis var tæt på uudholdeligt at overvære Streep og Brosnan i Mamma Mia), men til gengæld harmonerer de R&B-inspirerede 1990’er-dansable tunes slet ikke med tidsbilledet. Barnum levede altså fra 1810 til 1891!
Jeg ville have givet min højre hånd for at få en langt mere nuanceret beretning om Barnum og hans fantastiske cirkus-emperium, men det hele bliver til tider for glat og hurtigt afviklet, hvilket musicaldelen må bebrejdes. Den skæggede dames sang ”This Is Me” blev dog fundet god nok til en Oscar-nominering i indeværende år, men måtte se sig slået af Coco. For kort spilletid, for mange sange og ligegyldig fælles-koreografi dræber en topkarakter. For denne signatur er det mere realistisk at leve sig ind i hobbitlandskaber, dinosaur-temaparker eller planeter med blå væsner end at se et ensemble spontant bryde ud i en sang, som alle lige pludselig kender og kender samtlige dansetrin til. Suk! Ikke desto mindre er skuespillet og handlingen ikke til at sætte en finger på, og derfor kommer vi karaktermæssigt også på den sjove side af middel. 4 stjerner tildeles til Hugh Jackman og co.
Bonusmaterialet består af et kvarters kig bag scenerne, hvor flere af skaberne og skuespillerne udtaler sig om tilblivelsen. Du kan også gense alle sangene og slå en såkaldt sing-a-long funktion til. Du kan også være specifik og dykke ned i flere områder og nørde. Vælg mellem karakterne, produktionsdesignet, sangene, koreografien og cinematografien. Du kan også slå kommentarspor til fra Michael Gracey og se filmens to trailers foruden en stak fotos fra The Greatest Showman.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Fox-Paramount
