Skriv en kommentar
De sidste års 3D-indtog i biograferne har efterhånden ført til diskussioner om hvor udviklingen nu er på vej hen. Undertegnede krydser sine forfryste fingre for at der ikke tilføjes endnu en dimension, da The Grey i så fald var blevet en ulidelig kold omgang. Dermed ikke sagt at man forlader biografen varm og smilende – snarere tværtimod.
En broget samling oliearbejdere på orlov styrter ned med deres fly i Alaskas snedækkede vildmark. Blandt dem er John Ottway (Liam Neeson) hvis job det er at beskytte arbejderne fra glubske ulve, et job han udfører effektivt med sin riffel. Nu står han uden hjælpemidler og må sammen med seks andre overlevende kæmpe for sit liv, imod kulden og Lassies ondskabsfulde grandfætre.
The Grey er effektivt fortalt. Alle de overlevende, minus Neeson, er ærketyper i genren (den hovmodige latinamerikaner, den obligatoriske sorte fyr, osv.), men Carnahan giver dem ansigter og solide karaktertræk, og selvom Neeson er trækplastret fylder han ikke hele billedet. Især den brovtende Diaz (Frank Grillo) giver et ekstra lag til gruppens interne dynamik.
Enkelte dialogscener kan umiddelbart virke en smule sentimentale, som når gruppen taler om delebørn og følelseskolde fædre ved bålet, men de får hurtigt etableret de enkelte personer med den minimumsdybde som det kræver for publikum at ville investere i dem, uden at trække noget i langdrag.
Den flig af sentimentalitet der måtte dukke op internt, bliver til gengæld flået i småstykker af gruppens omgivelser. Dette er ikke en reklamekampagne for Alaska og da slet ikke for Dyrenes Beskyttelse. Naturen er ubarmhjertig, manifesteret i rovdyr der ville få X-Mens Wolverine til at trække kløerne til sig.
Carnahan er ikke bange for at gøre ulvene til skurke, hvilket er overraskende befriende i en filmisk sammenhæng. Vi ser dem udelukkende i blodtørstig tilstand og sådan skal det også være her. Se i stedet BBC’s flotte Frozen Planet dokumentarserie, hvis du vil have den mere nuancerede udgave (og få samtidig bekræftet at The Grey ikke er ren Hollywoodpladder).
Ulvene er skabt i en blanding af CGI, dukker og levende trænede dyr. Det er man i det store hele sluppet rigtig godt fra, og kun i meget få tilfælde er der en smule kunstighed at spore.
Der er generelt masser af effektive action- og spændingssekvenser spredt udover hele filmen, og kun en sjælden gang forfalder Carnahan til lette løsninger.
Denne signatur talte mindst tre gange hvor han var sikker på at have forudset hvad der kom og hvornår, for blot at blive snydt. En Spielberg i topform kunne eksempelvis ikke have konstrueret en sekvens på en klippeafsats bedre end tilfældet er her.
I princippet er det hele set før: Strandet i vildmarken, kæmpende for overlevelse, aflivet én efter én. The Grey gør det bare smukkere, og med en større kompromisløshed og effektivitet end de fleste.
