Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Hvis du var vild med Matt Dillon i dine unge dage, så er du det ganske givet ikke efter at have set The House That Jack Build. Dillon var mange pigers drøm i de galde 80’ere – ikke mindst på grund af hans præstationer og idolisering i film som Outsideren og Motorcykeldrengen. Siden fulgte mere modne roller, og nu leverer han så karrierens mest vovede og kontroversielle. Seriemorder, med stor passion for arkitektur, er lige præcis hvad Dillon har sagt ja til, og så endda under kyndig vejledning af hele Danmarks filmartist, nemlig Lars von Trier.
Filmen stiller skarpt på 12 år i Jacks liv, hvor han begår det ene mord efter det andet. Simpelthen i form af en skabertrang, da han ser hver mord som et kunstværk og som små brikker i et større projekt. Allerede i det første af i alt 5 afsnit, hvor Jack tager en irriterende kvinde (Uma Thurman – Kill Bill) op at køre og ender med at kvase hendes kranie med en donkraft, fornemmer man hans passion for bygningers linjer og buer. Pudsigt nok dvæles der ved selveste Notre Dame, som desværre får trist opmærksomhed i real life for tiden. Man kan dog argumentere for at kvinden næsten selv beder om at køreturen bliver hendes sidste. Hun bliver ved med at prikke til Jack og fordomsfuldt driller ham med at han ligner prototypen på en forbryder. Hun ender med at få langt mere ret end hun havde forestillet sig, og dermed er Jack i gang med et soloridt, hvor han skal bruge en række lig til at skabe et hus af kroppe. Politiet er dog lige i hælene på Jack, og spørgsmålet er om han bliver færdig med sin ”bygning” inden lovens lange arm får fingre i ham.
En anden der desværre måtte lade livet var Bruno Ganz. For et par måneder siden døde han i en alder af 77 år. Der Untergang-stjernen leverer en herlig præstation i filmen her, hvor han er en slags sparringspartner for Jack, der primært som voice-over samtaler med Verge, som Ganz’ rolle hedder, omkring de mord Jack begår. The House That Jack Build blev således en af de sidste film i en flot karriere, som også tæller optrædener i The Party, The Manchurian Candidate og Remember. Ganz er dog ikke ene om at gøre et godt stykke arbejde blandt de medvirkende i filmen her. Vores egen Sofie Gråbøl kan skam også overbevise seeren om sine evner. Det er ganske vist kortvarigt, men hendes ansigt og mimik glemmer man ikke lige foreløbig.
Efter at have set Triers fyldige værk på godt 5 halve timer forlod jeg hverken sofaen undervejs og havde ej heller så dårlig mave at jeg var nødsaget til at gå ud og brække mig (som det forlyder at flere publikummer og anmeldere gjorde under visningen på Cannes Filmfestivalen). Tilmed kan jeg heller ikke se at filmen i sin form og indhold ringeagter kvinder eller decideret negligerer dem, sådan som påstandene også lyder fra kritisk hold. Det mine øjne ser er en brutal og eksperimenterende film, som på modig vis prøver at analysere forskellige aspekter ved vores rædsel og afsky. Ved at komme så tæt på karakteren Jack, som i sine ugerninger ikke trækker mange sympatikort, så oplever vi alligevel en overraskende samhørighed med hans væsen, hans liv og hans projekt. Det er sådan set lige dele skræmmende og fascinerende. Ondskaben ligger nemlig besynderligt nok ikke dybt i Jack, for sagen er den at han lider af OCD (dog aftagende med tiden), og derfor gør en dyd ud af at udføre sin udyd med stil. Der skal eksempelvis ryddes pænt op efterfølgende. Selvom The House That Jack Build er en meget lang film, så er der ingen overflødige scener puttet ind, og tilskuerens sind og blik fraviger ikke skærmen noget sekund.
Hele Danmarks enfant terrible har gjort det igen. Efter mesterværker som Melancholia, Dancer In The Dark, Antichrist, Nymphomaniac, Dogville og Manderlay er Lars von Trier ikke faldet af på den. Frygten hos denne signatur er at dette måske var Triers sidste film (han har selv åbnet for muligheden). Ikke mindst også på grund af den homage Trier giver til sig selv i afrundingen af filmens fjerde afsnit, hvor symbolikken kædes sammen med hans tidligere film. Det er mig umuligt at se hvem der skal tage stafetten op og udfylde de huller i dansk og international film, som Trier selv mener hans produktionen udfylder. Der er stadig brug for en modig filmskaber, som tør gå egne veje og ikke lefler for nogen. Det er slet ikke for sjov at internationale stjerner som Nicole Kidman, Willem Dafoe, Shia LaBoeuf, Danny Glover, Charlotte Gainsbourg, Kirsten Dunst, John Hurt, Paul Bettany, Christian Slater, David Morse, Kiefer Sutherland, Jean-Marc Barr og James Caan har sagt ja tak til at indgå i Trier-land. At blive en del af noget særdeles anti-mainstream har på flere måder klædt dem. Man kan kun hylde dansk films skæveste type, og bøje sig i støvet for at han atter har fået hele verdens opmærksomhed på godt og ondt. Og af åbenlyse årsager kvitterer jeg med ”fuldt hus”!
Bonusmaterialet består udelukkende af et interview med Lars von Trier forestået af filmlektor Peter Schepelern, som selv tidligere har skrevet værker om Trier. 9 spørgsmål når de to igennem i løbet af en god halv times tid, hvor Trier bliver spurgt til sin vision om seriemorderen Jack. Det kobles sammen med filmens visuelle udtryk, Triers påståede negative kvindesyn og ender sågar også ud i et besyv omkring #metoo-bølgen. De to har tydeligvis et indgående kendskab til hinanden, og derfor er der ingen tvivl om at Schepelern er den helt rette til at få lokket så mange ord som muligt ud af Trier selv.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
