Skriv en kommentar
50 procent af verdens befolkning bor i byområder. Dette tal forventes at stige til 80 procent i 2050. Milliarder af mennesker over hele verden færdes på kryds og tværs i gigantiske urbane områder, der fungerer som både hjem, arbejdsplads og ramme for socialt liv. Men tager klodens megabyer egentlig hensyn til menneskets behov?
Asfaltjungleloven
Dokumentarfilmen The Human Scale sætter fokus på det fremmedgjorte byrum, der er et resultat af især vestens kapitalistiske og snæversynede byplanlægning. Især siden 1960ernes økonomiske opsving har arkitekter og byplanlæggere kreeret det moderne byrum med bilen som den primære målestok. Det har medført en lang række storbyer, hvor byrum og pladser til social interaktion er gennempløjet af motorveje. Et urbant miljø, hvor asfaltjungleloven regerer.
Noget er gået grueligt galt
Det illustrerer The Human Scale tydeligt med et eksempel fra New Yorks berømte Times Square: 90 procent af pladsen udgøres af vejbaner til biler, mens kun ti procent udgøres af fodgængerområder. Men det ironiske er, at 90 procent af trafikken på Times Square udgøres af fodgængere, mens kun 10 procent passerer pladsen i køretøjer. Et eller andet sted i byplanlægningens store regnestykke er en vigtig mellemregning gået grueligt galt.
Filmen, der er instrueret af Andreas M. Dalsgaard (Afghan Muscles (2008)), tager udgangspunkt i den kendte danske arkitekt Jan Gehls visioner om en mere humanistisk tilgang til byer og byplanlægning.
Fejl gentages i Asien
Gennem æstetisk smukke billeder af storbyens kaos og interviews med byplanlæggere, arkitekter og aktivister erfarer vi, hvordan storbyer i Asien er i gang med at kopiere de samme fejl, Vesten lavede for et halvt århundrede siden. Med udgangspunkt i Bangladeshs hovedstad Dhaka og Chongqing (Kinas hurtigst voksende storby) ser vi, hvordan lokalt gadeliv, torve med plads til brætspil og morgengymnastik og pedaldrevne rickshaws må rydde pladsen for afspærrede veje, motorvejsbroer og biler. Biler, der kun er forbeholdt en minoritet af befolkningen.
Men vi ser også, hvordan lokal aktivisme og arkitekter og borgmestre med radikale ideer kan gøre en forskel. Eksempelvis i Christchurch, hvis centrum blev ødelagt af et jordskælv i . Her har man gennem pres fra befolkningen fået indført et juridisk forbud mod at bygge højere end syv etager i fremtiden. Menneskets færden skal ned på jorden igen. Og i mellemtiden er en stor del af Times Square nu lavet om, så den er forbeholdt fodgængere og cyklister.
Bjergtagende billedside
Billedsiden i The Human Scale er umanerligt flot. Fra New Yorks skov af skyskrabere til Dhakas affaldsjungle bombarderes vi med visuelt dekadente sanseindtryk, der både fascinerer og skræmmer. Med en gammelkendt floskel er det er svært at overskue, hvor der er system i rodet, og hvor der er rod i systemet. Den antropologiske tilgang til stoffet er både berigende og belærende.
Ensidig fremstilling
Filmens altoverskyggende problem er dog, at vi stort set kun hører én side af sagen. Fra arkitekter til aktivister hører vi konstant om, hvordan gågaden, cykelstien og den menneskelige nærhed skal tilbage i byrummet. Det er svært at være uenig – men det kunne være forfriskende at høre arkitekter og aktivister med det modsatte synspunkt. Også for at få en bredere forståelse af, hvorfor storbyerne har udviklet sig, som de har gjort, med endeløse asfaltbaner og adskilte lejligheder.
Derfor får The Human Scale nærmest karakter af at være et reklame-fremstød for Gehl-arkitekterne, og det er ærgerligt, uanset hvor unikke deres visioner er, og hvor enige man måtte være i dem. Den dokumentariske (eller journalistiske, om man vil) balance i filmen lider slagside, og derfor kommer en visionær og visuelt nydelig film desværre kun halvt i mål.
