Skriv en kommentar
Da Freya (Emily Blunt) får sit hjerte knust, forvandles hun til en stærk isdronning og trækker sig tilbage i nord, hvor hun skaber et rige af is og vinter, som hun regerer med hård hånd og kulde. Hun samler en hær af børn, som hun opdrager og træner til effektive jægere, med den simple regel at al kærlighed er forbudt. De to dygtigste jægere, Sara (Jessica Chastain) og Eric (Chris Hemsworth), forelsker sig dog alligevel og bryder reglen. Som straf bliver de skilt ad.
Syv år senere bliver Freyas søster, den onde dronning Ravennas (Charlize Theron) magiske spejl stjålet. Ad omveje ender det hos Freya, og Eric må nu ud i sit livs kamp for at redde verden fra evig vinter. I sin kamp får han hjælp fra uventet side.
Det er Cedric Nicolas-Troyan der har instrueret The Huntsman: Winter’s War. Han var ansvarlig for specialeffects i den foregående Snow White and the Hunstman (2012), og dette er hans debut som instruktør. Man mærker tydeligt begejstringen for specialeffects, som er både rigelige, flotte og storslåede. Faktisk er de så rigelige, at det er svært at finde hoved og hale i blandingen af action og effekter, der tilsyneladende ikke kan beslutte sig for, om de helst skal læne sig op af Ringenes Herre, Frozen eller Willow.
Plottet er rodet, og det er svært at se en klar sammenhæng med den første film. Handlingen i The Huntsman: Winter’s War foregår både før Snow White and the Hunstman og 7 år efter. Det starter lovende med en fængende eventyrspeaker, der giver os historien fra før begge film. Men da vi hopper frem i tid, falder det fra hinanden og skaber flere spørgsmål end der besvares. Hvis ikke man er tro mod plottet fra den første film, kan man undre sig over behovet for en fortsættelse.
Rollelisten fejler dog ikke noget, og med et imponerende cast af dygtige skuespiller som Charlize Theron, Emily Blunt, Jessica Chastain og Chris Hemsworth er skuespillet som man kan forvente særdeles godt, selvom de ikke har meget at arbejde med i en tynd historie med til tider tvivlsom dialog.
Kan man se bort fra et rodet plot og et overvæld af effekter uden klart mål, er der dog både charme og godt samspil karaktererne imellem, der gør, at selvom historien aldrig rigtig fænger, bliver det heller ikke kedeligt.
