Det går knap så godt for Kathy MacFarlane. Hendes mand, Jeremy (Tim Roth), har været voldelig og alkoholisk. Han kører galt og dør. Kathy efterlades med 3 børn, som hun må tage vare om selv. Det er svært, når der ikke er beboere i gæsteboligen og når man ikke har noget job. Banken presser på for at få betalinger. Heldigvis vender det, da Kathy får et job igen og da den nye indflytter i gæsteboligen, Marc, viser sig at være en galant person og glad for børn. Desværre synes fortiden hele tiden at dykke op til overfladen, da telefonen ringer på underlige tidspunkter. Traumet for den bedrøvede enkemor er først lige begyndt og billederne fra fortiden synes ingen ende at tage.
Det er Andie McDowell der spiller Kathy Macfarlane. Hun passer som fod i hose med sit lidt bedrøvelige udseende i rollen. Hun er god til at eskalere med en tilspidset situation. Andie McDowell er hverken over eller underspillet, men går ind i rollen med dybsindighed og stor indlevelse. Det er rart, at se Andie McDowell vende tilbage og vise, at hun er en skuespiller af format. Desværre opleves Tim Roth's format ikke. Hans rolle er ikke ubetydelig, men når aldrig at slå igennem, da hans minutter på skærmen er minimale.
Alt i alt har vi at gøre med en gyserfilm, der virkelig ikke skiller sig særligt meget ud fra den uanede mængde af film på videohylden. Det eneste vidunder ved filmen er skuespillerne, som til gengæld alle er gode til at håndtere situationerne som de opstår. Der er virkelig heller ikke mere at sige, da historien synes så ligegyldig. Det er ny vin på gamle flasker. Der kan kun være en årsag til at Tim Roth og Andie McDowell tog disse roller, for totalt ukendte skuespillere ville med en smule indlevelsesevne have kunnet præstere noget lignende. Årsagen skal naturligvis ses i økonomi.
Filmen har fod i gyser-genren, men om den formår at sætte en skræk i livet, er stærkt tvivlsomt. ”Hoppe-i-sofa”-momenterne er der få af. Det kommer aldrig rigtigt i gang. Forfølgelsesscenerne er ufatteligt kortfattede. Det er som at tage en bid af et æble og så får man ikke lov til at spise mere. Filmen er lavet direkte til video, så det var godt den ikke kom i biogfrafen. De fleste biografgængere ville have efterladt salen i løbet af 10 minutter.
DVD ekstra materiale
Kun en enkelt trailer udgør ekstra-materialet og dette er ikke tilfredsstillende! 1 stjerne!
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Sandrew Metronome.