Skriv en kommentar
Coen-brødrene, som er den oftest benævnte titel for de to filmskabende koryfæer, kender filmhistorien fra yderst til inderst. Det ses meget tydeligt i deres nyeste epos The Man Who Wasn’t There, som er et overflødighedshorn af intertekstuelle referencer.
Ethan & Joel Coen debuterede i 1984 med undergrundsthrilleren Blood Simple, der hurtigt markerede sig med et synligt publikum. Til næste film - slapstick komedien Raising Arizona ( 1987 ) var Hollywood tilsyneladende også begyndt at få øjnene op for brødrenes store talent. Det sås ikke mindst af rollelisten, der bød på solide trækplastre som Nicolas Cage, Holly Hunter, John Goodman og Frances McDormand. Sidstnævnte var også med i brødrenes første film og har været med i flere – deriblandt The Man Who Wasn’t There. Miller’s Crossing ( 1990 ) var filmen der synliggjorde Coen-brødrenes store talent og solide håndværk for det brede publikum. Filmen er en gangster-pastiche af den bedste skole og leverer roller stærkt spillet af bl. a. Gabriel Byrne og John Turturro. Efter Barton Fink ( 1991 ) fulgte den suveræne krimithriller Fargo ( 1996 ) om en anderledes mordgåde i det nordlige Dakota. Filmen inkasserede fortjent en oscar for bedste filmmanuskript. Efterfølgende er Verden blevet beriget med de to lige-ud-af-landevejen komedier The Big Lebowski ( 1998 ) og O Brother Where Art Thou ( 2000 ), som begge absolut er et kig værd. O Brother Where Art Thou var tillige oscarnomineret for bedste manuskript og bedste cinematografi. Sidstnævnte nominering er også tilfældet for brødrenes nyeste skud på stammen (en stamme der giver forventninger om mange skud endnu) The Man Who Wasn’t There.
Den kæderygende frisør Ed Crane ( Billy Bob Thornton ) er en mand af få ord. Meget få ord. Og følelser er der ingen af. Ikke engang for sin egen kone Doris ( Frances McDormand ). Ed har stille og roligt lullet sig ind i en dvale af ligegyldighed og ser passivt til fra tilskuerrækkerne mens tingene sker for næsen af ham – Deriblandt konens åbenlyse utroskab med Big Dave ( James Gandolfini ), der er leder af Nirdlingers – et stormagasin hvor Doris håber på at blive bestyrerinde.
Ved en tilfældighed ser Ed sin chance for at blive til noget i tilværelsen, da han klipper hår på den forbipasserende handelsrejsende Creighton Tolliver ( Jon Polito ), der har ideen til et nyt koncept : kemisk tøj-rens. Han mangler bare en startkapital på 10.000 $ til at søsætte projektet. 10.000 $, som Ed ser en mulighed for at skaffe ved at afpresse Big Dave med hans viden om utroskaben. En handling der får uanede og uoverskuelige konsekvenser både for Ed Crane, hans kone Doris, den handelsrejsende, Big Dave, den unge og melankolske femme fatale Birdy ( Scarlett Johansson ) og mange andre i den lille amerikanske soveby Santa Rosa i Californien i 1949.
The Man Who Wasn’t There Er det endegyldige og utvetydige bevis på at Coen-brødrene kan deres fag og kender dets forhistorie. Det her er verdensklasse. En hyldest til den klassiske film noir, som den så ud i 1950’ernes Hollywood. Ikke mindst visualiseret ved utallige intertekstuelle referencer.
Visuelt spiller filmen på samtlige tangenter inden for film noir. Den er sort / hvid, mørk og dyster. Gør evigt brug af skyggens mange muligheder og kunne på mange måder minde om værker fra den tyske ekspressionisme. Det er kunst. Det er symbolik og konnotationer på samlebånd. Det er fantastisk når en film i den grad fungerer på alle niveauer. Men som det er typisk for Coen-brødrene, er det ikke nok bare at gengive en desværre alt for glemt genre. Den har været en tur i vridemaskinen og afleveres på munter vis lige omvendt af hvad man kunne forvente. Herligt.
Musikken er blændende underbyggende og binder den overordnede handling sammen med Ed Cranes relationer til filmens tilsyneladende uskyldigt klaverspillende femme fatale – Birdy. Relationer der damper af seksuelle undertoner. Undertoner, der hvis de kommer op til overfladen, vil få fatale og skæbnessvangre følger.
Handlingen er fundamental og fremragende knyttet sammen i et spindelvæv af forviklinger, der ingen ende synes at kende for den forsagte Ed Crane. Manuskriptet er genialt skruet sammen, fungerer ned til mindste detalje og bæres fremragende oppe af imponerende skuespil på alle fronter. Billy Bob Thornton, som frisøren og antihelten Ed Crane, er et studie i melankoli og ligegyldighed over for omverdenen. Han er barber som diametral modsætning til den sande detektiv helt fra 50’ernes film noir. Han er fåmælt, spagfærdig og indadvendt og formår ud fra disse snævre rammer at levere en fabelagtig optræden. Han er aldrig set bedre. Frances McDormand, der denne gang spiller den levende Doris, har efterhånden været med i 4 af brødrenes film og leverer endnu en gang en upåklagelig præstation. De samme roser må gå til James Gandolfini og Tony Shalhoub. Scarlett Johansson der også er set i Ghost World og Hestehviskeren spiller Birdy, med en uskyldig, ungdommelig sensualitet, der får nakkehårene til at bevæge sig i takt til hendes klaverspil.
Brødrene Coen har præsteret deres, uden sammenligning, stærkeste og smukkeste film til dato. En film hvor tårerne presser sig på over hvor smukt og eventyrligt en film kan laves. Film bliver aldrig det samme igen efter at have set denne milepæl i filmhistorien.
Hvis dette værk falder i god jord, bør man ulejlige sig et par timer i selskab med forfatteren Douglas Lindsays ”The Long Midnight Of Barney Thomson”, der på mange måder minder om filmens handling. Om der er en sammenhæng eller det blot er en tilfældighed kan kun Coen-brødrene svare på.
Ekstramaterialet er lidt af en rodekasse af godterier. Ikke for meget og ikke for lidt. Udgivelsen leveres på to dvd-skiver. På den ene er en farveudgave af filmen, der ellers skal ses i sort / hvid. Men som det fremgår af interviews med cinematografen Roger Deakins, kunne det kvalitetsmæssigt bedst betale sig at filme i farver og derefter konvertere til sort / hvid. Derfor denne farve-version, hvor farverne dog er nedtonede og dystre.
På den anden dvd er der ud over filmen, valgfrie kommentarspor til hele filmen af brødrene Joel & Ethan Coen samt hovedrolleindehaveren Billy Bob Thornton. En god måde at komme tæt på tankerne bag de enkelte scener.
Lidt reklamer er der også blevet plads til. To meget amerikanske tv-spots for filmen, der bevæger sig på grænsen af det kvalmende og noget der til gengæld er yderst velfungerende - nemlig : en biograftrailer for filmen. Har man ikke haft lyst til at se filmen før, får man det nu.
Der er filmografier for de fleste af hovedaktørerne på projektet. På den måde kan man se hvad de ellers har på deres generalieblad. Altså en slags blå bog. Godt tænkt.
Det efterhånden, i DVD-sammenhæng, så klassiske ”slettede scener” er her blevet ramt af brødrene Coens’ undertiden aparte humor. Der er en slettet scene med advokat Riedenschneiders åbningstale. Resten af de såkaldt slettede scener er closeup shots af alternative hårfrisurer. Oplev bl. a. anderumpen!
”The Making Of” er et kvarters sammenklipning af småinterviews med instruktører, skuespillere og cinematograf samt billeder fra indspilningerne. Det virker ikke særligt velovervejet og organiseret. Der mangler ganske enkelt en rød tråd. Det er ærgeligt, for materialet som sådan fejler ikke noget.
Sidst men ikke mindst er der et større interview med cinematograf Roger Deakins, hvilket er ganske interessant. Han får i tilbagelænet stil givet et farverigt billede af sit liv som cinematograf, sine forbilleder og arbejdet med The Man Who Wasn’t There. Dog kan det i den grad undre, at man har valgt at sætte næsten 50 minutter af til dette interview, der for det meste har en ret teknisk karakter og dermed er irrelevant for flertallet af publikum. Mere interessant havde det været med et dybdeborende interview med ophavsmændene bag filmen – d’herrer Ethan & Joel Coen. En anderledes vægtning havde i hvert fald været at foretrække. Derfor må ekstramaterialet nøjes med at indhente 3 stjerner.
Filmen er venligst stillet til rådighed af scanbox
