Skriv en kommentar
Zak (Zack Gottsagen) er 22 år og bor på et forsorgshjem for ældre mennesker, vel nok hvad man i Danmark kalder et plejehjem. Han er havnet der, fordi han har Down’s syndrom og man ikke ved, hvor man ellers skal placere ham henne, familie har han tilsyneladende ikke noget af. Han er ikke glad for at leve et reguleret og overvåget liv der, især ikke fordi han drømmer om at leve det frie liv og blive wrestler ligesom sit store forbillede, Salt Water Redneck, hvis gamle kampe han ser igen og igen på et videobånd.
Carl (Bruce Dern), en af de tilsyneladende gamle beboere og Zaks gode ven, hjælper ham med at stikke af og forfølge sin drøm, men inden længe sendes den smukke frivillige handikaphjælper Eleanor (Dakota Johnson) ud for at lede efter ham.
Zak er imidlertid smart, og det lykkes ham at knytte venskab med Tyler (Shia LaBeouf), en out-cast fisker, som også har nogen efter sig og leder efter en ny mening i sit liv.
Synes du det hele lyder noget syret og urealistisk, så har du ret. The Peanut Butter Falcon er en feel-good roadmovie, som kræver, at man sluger en del omfangsrige kameler. Skuespilleren Gottsagen, som spiller Zak, har selv Down’s syndrom, men virker alligevel ikke helt troværdig. Tyler er en bums, men pludselig med mere velplejet hår og skæg, da han fatter interesse for en kvinde, på trods af, at han har vandret hjemløs rundt i naturen i dagevis. De onde dukker pludselig op og forsvinder igen, og plottet er i det hele taget mange steder noget usammenhængende og usandsynligt.
Hvad vil denne film os? Fortælle om livet med Down’s syndrom? At man skal leve sine drømme ud? Det fremstår ikke klart. Det er dog trods alt venskabet mellem Zak og Tyler, der fungerer bedst, og vi accepterer mange usandsynligheder for at følge med dem på deres sære rejse for at Zak kan realisere sin drøm om at blive wrestler. Gode skuespillere kan som bekendt ikke redde et dårligt plot, karaktererne virker flade og uforløste og prøver samtidig at foregive lidt eftertanke fra tid til anden.
På den gode side står tilbage, at det er rart at se en film, hvor en handikappet person spiller handikappet frem for en ikke-handikappet skuespiller. Men sjovt nok koster det lidt på troværdighedskontoen. Det er også et prisværdigt engagement, de to debuterende instruktører har lagt i at få historien omsat til film.
Det mest autentiske ved The Peanut Butter Falcon er dog absolut miljøet, naturen og fotografen Nigel Blucks virkelig flotte optagelser, både på land og i supertotal ned over en majsmark og floden, hvor Tyler skal redde Zak over, som ikke kan svømme. Vi befinder os i et landskab, hvor der er langt mellem mennesker, og vi føler os til stede i denne ro, hvor vi ind imellem møder mærkelige, overraskende karakterer og miljøer. Og så kan vi nyde den brede autentiske sydstatsaccent og musikken, som bragte os lige direkte til Savannah og South Carolina. Det tror vi på.
