Skriv en kommentar
The Producers er en genindspilning af den Oscarbelønnede Mel Brooks film fra 1968. I marts 2001 tilpassede Mel Brooks filmen til et Broadway stykke, og stykket fik ikke mindre end 12 Tony priser. Nu udgives filmen på ny, hvor Susan Stroman har overtaget instruktørstolen og Mel Brooks er producer. Nathan Lane og Matthew Broderick er gengangere fra Broadway succesen. Stykket er pt. også sat op i Danmark, på Det Ny Teater med bl.a. Preben Kristensen.
Som med andre film af Mel Brooks (Spaceballs, Robin Hood; Men in Tights, etc.) må man ikke forvente andet end underholdning. Ofte af den meget eksplicitte slags. Jeg har ikke set den oprindelige film og har heller ikke set stykket i teatret, så jeg har ikke noget sammenligningsgrundlag, men mine forventninger var skruet lidt i vejret på grund af de mange priser, filmen og stykket har vundet gennem tiderne.
Max Bialystock (Nathan Lane) var tidligere the ’king of Broadway’, men han er nu ved at gå i hundene. For eksempel opnås finansieringen til sine stykker ved at lægge an på ældre damer og fravriste dem penge. Et besøg af en revisor, Leo Bloom, (Matthew Broderick) ændrer hans skæbne. Bloom omtaler, at en sikker Broadway fiasko vil være indbringende for Bialystock. Fidusen er at opnå større finansiering, end han har brug for, skabe en fiasko som ingen gider se og lukke showet med det samme og score de overskydende penge selv. De finder det ubrugelige manuskript ”Springtime for Hitler” hos den nazibegejstrede Franz Liebkind (Will Ferrell), og de overtaler den homoseksuelle og skandalevante Roger Debris (Gary Beach) til at sætte sig i instruktørstolen. Hovedrollen besættes af den brystfagre blonde svenske Ulla (Uma Thurmann). Tilsammen udgør de opskriften på en sikker fiasko, da stykket debuterer på Broadway.
The Producers er en musical, og bibringer genren nye dimensioner. Udover at man sjældent ser en ren komedie inden for musicalgenren, så jeg slet ikke kendskab til én, hvis komik er så sort som denne. Denne nytænkning gør, at stykket og filmen skiller sig ud fra mængden, for det kan næppe være på grund af sangene og koreografien, at filmen/stykket har opnået sin popularitet. Enkelte af sangene har dog gjort dialog til tostemmig sang og koreografien er ind i mellem opfindsomt handlingspræget. Dog anes den underliggende humoristisk undertone hele tiden, og koreografien er fx ikke mere højtidelig, at en klappescene er gjort lettere asynkront.
Filmens rygrad er komikken, og ens holdning til filmen er således afhængig af forholdet til komikken. For at tydeliggøre komikken vil jeg komme med lidt eksempler på den eksplicitte humor, hvor man skal kunne grine af en kæmpe bule i et par herrebukser/tights (hvem sagde reference til Men in Tights?). I en anden scene/sang dukker endnu et menneske op i lokalet ud af ingenting og forsvinder ligeså hurtigt igen. Man skal også kunne se det morsomme i, at en kvinde sætter sit præg på en lejlighed ved at male alt (også inventaret) hvidt. Jeg vil sige det sådan, kan du le af, at stykket hedder ”Springtime for Hitler”, så er filmen givetvis noget for dig. Jeg er ellers normalt begejstret for Mel Brooks film, men har det svært denne musical. Bevares jeg har momentvise træk på smilebåndet og griner højtlydt hist og her, men jeg oplever alt for mange ’døde perioder’ i filmen. Og jeg tror, min aversion bunder i, at filmen er en musical. Jeg ler ikke af dansestykkerne og sangene. Jeg ler af Nathan Lanes karakter, men Matthew Brodericks karakter er mig en anelse for infantil. Filmen skal ikke andet end at underholde, men selv det har den til tider svært ved set med mine briller. Og jeg tror, den eksplicitte humor og de overspillede roller gør sig bedre ud på en teaterscene.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.
