Skriv en kommentar
Vi kender alle historien om Lance Armstrong. Den store amerikaner, der vandt Tour de France hele syv gange i træk, efter han som en klassisk eventyr havde besejret kræftsygdommen. Det eneste problem var bare, at det hele var en løgn. Historien slutter dog ikke der, for Armstrong var en værre skiderik, der var berygtet for at sætter skruebrækkere på plads, og så skulle de vise sig, at han stod bag den mest sofistikerede brug af doping i cyklesportens historie.
Det er rent guf til filmfolk, der elsker biografiske dramaer, fordi historien skriver sig selv, og det er da også næsten umuligt ikke at få noget interessant ud af en dramatisering. Hvis man få skaffet
Det bedste ved filmen er uden tvivl Ben Foster som Lance Armstrong. Han bærer til tider en uhyggelig lighed med sportsikonet, og efterhånden som filmen skrider frem glemmer man helt, at han bare efterligner ham. Det er takket være ham, at filmen er værd at se. For på trods af den gode historie er der blevet truffet nogle mærkelige valg i forhold til, hvordan den fortælles
Hvor er mennesket henne?
En af de første ting, der slår en efter man har set filmen er, at den udspiller sig som en række highlights i Armstrongs liv. Vi møde ham i hans spæde begyndelse, og så springer vi frem til næste mindeværdige nedslag i hans liv. De hverdagsbegivenheder, der er med til at tegne et komplet portræt af et menneske bliver fuldstændig udeladt til fordel for det sensationelle. Det tydeligste eksempel på dette er, at hans ægteskab fylder ca. 45 sekunder i en meget kort montage, hvor man ser, at han bliver gift, hvorefter vi ud af det blå finder ud af, at han har hele tre børn. Det er vovet, at filmskaberne tør holde sig fra det overdrevne melodrama, men det havde været rart at komme Armstrong lidt nærmere, så man har en større forståelse for, hvordan han efterrationaliserer det hele. I stedet bliver vi fodret med en, paradoksalt nok, overfladisk skildring af Armstrong som et overfladisk menneske.
Det andet store problem er alle de andre karaktere i filmen. Sideløbende med Armstrongs overgang fra uskyldig cykelentusiast til magtgal gangsterboss, følger vi sportsjournalisten David Walsh, der er overbevist om at Armstrong er dopet, også selvom ingen andre tør røre ved sagen med en ildtang. Det lægger ud med at være en klassisk David mod Goliat kamp, hvor Armstrong bliver mere og mere utålmodige frustreret over Walshs spørgsmål, men af en eller anden grund forsvinder Walsh fuldstændig ud af historien til slut, hvilket får en til at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor han egentlig var så fremtrædende til at begynde med?
The Program er definitionen på et helt acceptabelt biografisk drama, og fungerer som en god introduktion til dem, der aldrig rigtig har fundet ud af, hvem ham Armstrong egentlig var. Ben Foster giver den hele armen, og bejler da også til prisuddelingerne, men filmen gør ham ingen tjenester, og derfor ender den nok med at blive glemt, og siden genopdaget en sen lørdag aften på DR1.
