Skriv en kommentar
Et sted i skyerne bor der en dæmon. Hvor han opholder sig, ved ingen. Dæmonen har én opgave: at begrænse menneskets flugt gennem himmelen. Til dette formål han har ladet en mur bygge. Denne mur går blandt mennesker under navnet lydmuren.
Philip Kaufmans tre timer lange eventyrfilm åbner i 1940’erne, hvor amerikanske testpiloter forsøger at slå hul i himlen, at bryde gennem lydmuren. Den famøse hastighed hedder Mach 1 og da den opnås, hedder det næste skrift Mach 2. Således flyttes grænsen, og den amerikanske frontier rykker så småt ikke længere vestpå med opad mod stjernerne.
De amerikanske bestræbelser får ekstra opmærksomhed, da det bliver klart, at russerne har fået et mægtigt forspring med deres succefulde raketopsendelser på det sigende sted Star City i Rusland. Med opsendelsen af Sputnik i 1957 får amerikanerne for alvor travlt. Rumkapløbet bliver et væsentligt element i den kolde krig.
I Philip Kaufmans filmatisering af Tom Wolfe roman ”The Right Stuff” er det dog ikke kapløbet mellem russer og amerikaner, der fylder mest. Det er de interne stridigheder, der vægtes. Mellem videnskabsmændene og astronautaspiranterne. Videnskabsmændene mener, at en abe vil gøre jobbet ligeså godt som et menneske, og det at være astronaut er derfor hverken heltemodigt eller specielt men blot et lettere overflødigt element placeret i en teknisk kapsel. Så er der stridighederne mellem mænd og koner. Astronauternes koner placeres i huse ved Edwards Air Base. Herfra kan de følge deres mænds færd på himlen, men ikke selv havde noget at stræbe efter. Her lever de med nervøsiteten over, at hver gang et brag høres fra himlen kan det være deres mand som er forvandlet til en ildkugle. Det eneste de kan se frem til er en mulig, kort samtale med præsidentfruen, såfremt netop deres mand kommer i rummet. Selvsagt er der kamp for pladserne, men de syv mænd i Mercury 7-programmet holder alligevel sammen og forstår at udnytte pressens hunger efter at konstruere disse mænd som helte, selvom de blot foretager sig en abes arbejde.
Filmen er lang. Meget lang. Uanende mængder af tid går med at se fly på himlen, at se raketter antændes, styrte eller lette. Megen tid går med astronauttræningen, de underlige test og den mærkværdige oversygeplejerske. Ind i mellem står filmen lidt for stille og henimod slutningen har den det med at falde en smule sammen. Handlingen går her nærmest i selvsving og der bliver lagt op til en kulmination, som udebliver. Filmen standser på et tidspunkt, hvor man er klar over at amerikanerne taber rumkapløbet og først får førertrøjen igen ved månelandingen. Derfor er det svært at kapere den lidt for optimistiske slutning.
Men bortset fra den sidste halve time er filmen langt hen af vejen rigtig god. Kaufman formår at komme langt ind i de overvejelser, mændene gør sig i rumalderens pionerdage. Og så har filmen humor, på en god måde, som gør, at de 193 minutter føles knap så lange. Hvis man kan kapere en lidt unødvendig dvælen, har filmen faktisk rigtig meget at byde på.
Video: Widescreen 1.85:1 Color
Audio: Engelsk i Dolby Digital 5.1, Fransk i Dolby Digital Stereo
Filmen er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.
