Denne udgivelse består af de fire afsnit Homer's Night Out, The Mansion Family, Sunday, Cruddy Sunday og Homer The Moe.
Det første afsnit, hvor Homer er på stripbar, hvilket naturligvis ikke falder i god jord hos Marge, er af ældre dato (fra 1990) og er klart det svageste blandt de fire. Homer virker her i denne tidlige start stadig alt for grovkornet. Næsten helt uden den unikke, usandsynlige charme han tilegnede sig i de senere episoder. Og som der også er nogle 3 stykker af på denne skive.
Efterhånden bliver udgivelsen således bedre og bedre. I de sidste 3 på skiven er han på banen som vi kender ham. Som det største mandchauvinistiske white-trash madsvin af et forrygende dårligt forbillede for sine børn og hele menneskeheden, sådan som vi elsker ham for, og som vi bare ikke kan undgå at sidde og klukke elskeligt af glæde over.
Hvad enten han excentrisk fører sig frem med Mr. Burns' rigdomme, da denne er på ferie (hvilket mr. Burns selvfølgelig ikke er helt god til), hensynsløst sniger sig ulovligt ind til Superbowl eller er ved totalt at køre Moe's elskede bar i sænk!
Det er herligt underholdende, forrygende provokerende og bidende satirisk. En ægte Simpsons.
Ekstramateriale:
Der er ikke den store ekstramateriale pakke, hvilket man dog heller ikke rigtig forventer af en Simpson-udgivelse. Der er dog en lille Krusty The Clown featurette , som er ganske sjov, og en trailer.
Svagt, men okay.
Filmen er venligst stillet til rådighed af SF/Fox.