Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Absurditeten og excentriciteten fosser nærmest ustyrligt ud af "The Square". Det må der ikke herske nogen tvivl om. Östlunds fandenivoldske opråb til det nutidige samfund er både voldsomt provokerende, originalt og genialt. Den blev hæderkronet ved adskillige festivaler sidste år, og senest blev den også Oscar - og Golden Globe nomineret. I en tid hvor vi overser hinanden mere og mere, giver Östlund med "The Square" os en kulturel rusketur, der tvinger os til at vågne op og se realiteterne i øjnene. Claes Bang, der af en eller anden årsag er kriminelt undervurderet herhjemme, var afgjort filmens bærekraft, og tænk sig, at man som 50-årig fynbo måske kan få et reelt gennembrud i Hollywood.
Tricktyveri og medmenneskelighed
Christian (Claes Bang) er kunstnerisk leder af et museum i Stockholm. Her skal han forsøge at organisere og præsentere museets nye udstilling, The Square, en firkant markeret på nogle brusten, der skal symbolisere medmenneskelighed, omsorg og tillid. Men da Christian får stjålet sin tegnebog og sin mobil i et tricktyveri, begynder hans høflige facade langsomt at krakelere. Hvad der efterfølgende sker for den hårdtprøvede Christian, er en overordentlig og voldsom deroute, som starter med et "uskyldigt" trusselsbrev, en meget uheldig PR-video for The Square, en kort affære med den skarpsindige journalist, Anne (Elisabeth Moss) og en lidt for grænseoverskridende performance artist, Oleg (Terry Notary).
Lang spilletid og overdreven symbolik
En lang spilletid er naturligvis ikke lig med, at man automatisk skal kede sig undervejs. Der er masser af glimrende eksempler på film, hvor længden er en force, frem for en hæmsko. I "The Square" er det desværre lidt for ofte en hæmsko. For selvom filmen er en genistreg i sig selv, alene bare ved dens geniale brug af Östlunds sorte samfundssatiriske humor, så er den også lidt ude af balance. Men som de mest berømte kunstværker, så er "The Square" også dømt til at være en polariserende og omdiskuteret film. For mit vedkommende synes jeg, at symbolikken i nogle scener bliver en tand for overdrevet. Specielt hvor Christian og Anne har sex for første gang, og der lige pludselig vandrer en abe iført læbestift ind i Annes lejlighed. Scenen bliver mere ufrivillig komisk og er en anelse for klodset udført, frem for at være en cool og velovervejet metafor. Således er der adskillige scener, der også virker malplacerede eller blot unødvendigt langtrukne.
En talentfuld provokatør
Men Ruben Östlund er absolut en talentfuld provokatør. Og derfor er det også befriende, når han, som en sulten løve kaster sig over vores samfunds udvikling, som er illustreret igennem Christians evindelige snak om humanisme og nedbrydninger af fordomme, alt imens han selv er med til at forstærke dem yderligere. Specielt vores behov for konstant at have diverse elektroniske goder i hånden, kommer en tur i Östlunds kompromisløse kritikmaskine. Han har et fascinerende blik på det hykleri, der lever i bedste velgående i visse befolkningsklasser, og hans satire er nærmest så indlysende i "The Square", at den fungerer som en stor løftet langefinger i retningen mod overklassen. Alt i "The Square" er nærmest en stikpille til samfundet, og man veksler imellem at trække kraftigt på smilebåndet, og bryde ud i højlydt latter af Ruben Östlunds velskrevne dialog, som bliver bragt fantastisk til live af bl.a. den uforlignelige Claes Bang.
En samfundskritisk perle
"The Square" er måske ikke betagende filmkunst, og personligt finder jeg den en anelse overvurderet, men den rammer afgjort sømmet på hovedet i forhold til samfundskritikken, og så må jeg være ærlig og indrømme, at det er en film, som jeg meget sent vil glemme.
Filmen blev set online, så det var derfor ikke muligt at bedømme eventuelt ekstramateriale.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
www.scanbox.com
