The walking dead er oprindeligt en tegneserie skabt af Robert Kirkman og Tony Moore. Tv-serien følger i store træk tegneseriens hovedplot, og der er dømt zombiesmæk for alle pengene!
The Walking Dead er hverken nyskabende eller original og den bringer for så vidt intet nyt til genren, men for pokker, hvor er det god underholdning.
Vi følger politibetjenten Rick Grimes, der under en biljagt bliver hårdt såret, og ender i koma. Her vågner han op lang tid senere på et forladt og ødelagt hospital. Fortumlet vakler han ud for at opdage, at mens han har ligget i sin sygeseng, er verden blevet ramt af en zombieepidemi. De døde vandrer i gaderne og vil hellere end gerne sætte tænderne i den unge betjent. Rick har dog kun én tanke; han vil finde sin kone og søn, der måske stadig er i live.
Rejsen bringer ham til Atlanta, der er et veritabelt helvede overrendt af blodtørstige zombier. Men det lykkedes ham dog at finde en lille gruppe mennesker, der forsøger at overleve i udkanten af byen.
Visuelt er the Walking Dead en rendyrket fornøjelse. Den er ekstremt velproduceret, med flotte billeder af det apokalyptiske landskab og adrenalinpumpende kampscener mellem de levende og de døde. Blu Ray formatet leverer optimal gengivelse af en zombiefest, hvor der er kræset for detaljerne.
Karakterudviklingen er flot skrevet, og virker ikke kunstig. Man kommer lige så stille tættere og tættere på de få overlevende, og især Rick grimes, der spilles af Andrew Lincoln er en vidunderlig karakter.
The Walking Dead er både fantastisk underholdning og en serie med næsten filmisk udtryk. Serien holder et utroligt flot tempo, og man har i den grad brug for de små pusterum, der er i de få stille scener. Spændingskurven rammer maksimum flere gange i løbet af et afsnit, og selv om zombiegenren efterhånden er blevet brugt og genbrugt i filmens historie, så er der åbenbart noget ved tanken om genopstandne døde med en umættelig sult efter de levendes kød, der konstant bliver ved med at fascinere.
Serien består af i alt seks afsnit af omkring en times varighed, og efter et lille pusterum, skal man bare se hvad der videre sker med Rick Grimes. Serien holder en på kanten af stolen denne anmelder sad oppe til den tidlige morgen for at se samtlige afsnit i træk, da the Walking Dead simpelthen er umulig at slippe igen.
Serien har fået rigtig god modtagelse og det er da bestemt også velfortjent, ligesom den er blevet forlænget med en anden sæson – noget der bestemt ikke er alle serier forundt.
Udgaven til hjemmebiografen indeholder desuden et festfyrværkeri af ekstramaterialer, der giver et grundigt indblik i folkene bag serien og produktionsholdet.
The Walking Dead kommer i en periode hvor alle de øvrige store serier sidder på udgivelserne, for at time det med den næste sæsonpremiere. Derfor er der ingen undskyldning for ikke at hive rullegardinerne ned for den irriterende sol, og så ellers kaste sig ud i et zombiemaraton – det er godt, det er grumt og det er ikke mindst blodigt.
SF/Fox