Skriv en kommentar
Film for de forelskede
Den romantiske komedie er en af de gode gamle hæderkronede genrer fra den klassiske Hollywood-tradition, hvor ægteskabet og tosomheden var noget af det højeste et menneske kunne opnå. Efter den kvindelige frigørelse døde genren næsten ud i 1970’erne, men så skete der noget fra slutningen af 1980’erne, der fik genren til at rejse sig fra asken. Jeg nævner i flæng de amerikanske: When Harry Met Sally, Pretty Woman, Sleepless in Seattle og The Wedding Singer og det britiske pendanter: Four Weddings and a Funeral, Notting Hill og Brigdet Jones (de er dog alle Hollywood-produktioner, der foregår i England). The Wedding Date er snedig, fordi den foregår med hovedsageligt amerikanere i det romantiske England.
Den romantiske komedie
Man må endelig ikke vurdere en romantisk komedie efter dens forhold til virkeligheden. Det er eventyret om den umulige kærlighed, der enten delvist spoleres af det kommende par neuroser eller deres sociale forskelligheder. I The Wedding Date er begge ting på spil. Historien er ret simpel om end overvældende på mange måder. Kat skal til sin søsters bryllup i London, hvor hendes tidligere forlovede, Jeffrey, skal være forlover for gommen. For at Jeffrey skal føle sig virkelig fjollet til mode hyrer Kat en date, Nick, der i bedste stil skal gøre det ud for en perfekt mand, hvilket han i skikkelse af Dermot Mulroney, naturligvis også er. Således begynder en fysisk rejse, der selvfølgelig også er en psykisk omvæltning, der forandrer Kats og Nicks liv. De to kunne ikke være mere forskellige og det er som sådan lige efter bogen. Undervejs præsenteres man for alverdens forviklinger, der inkluderer de sædvanlige comic sidekicks og kærlighedsmæssige krummelurer, der er fast inventar i genren.
En ny Meg Ryan
En anden konvention i genren er, at den kvindelig hovedrolle ikke skal være supersmuk, men blot lidt pussenusset, nabodatteragtig. Det har Meg Ryan scoret adskillige millioner på. Debra Messing kunne med sin uskyldige sødme være en nye Meg Ryan, som branchen har sukket så lang tid efter. Det udfylder alle kraver i sit naive spil, og opfylder alle genrens konventioner om at være lidt kikset i stil med Bridget Jones. Mulroney er til gengæld en cool guy, der mere ligner Humphrey Bogart splejset med Jean Pierre Belmondo fra de franske 60’ere end han minder om Tom Hanks eller Billy Crystals udødelige karakterer fra genren. Han forvandles fra en kropslig Adonis til en følsom og betænksom metroseksuel.. Særligt Debra Messing står stærkt i sin rolle, hvis altså man accepterer eventyret om The Girls Next Door.
Den engelske geografi og den filmiske medicin
Four Weddings and a Funeral beviste om noget, at England er mere romantisk geografimæssigt end fx Lower Manhattan. Derfor virker det måske også en kende konstrueret at historien partout skal foregå i England inklusiv de britiske sidekicks, der nu måtte komme. Skeptikere ville mene, at der går lige lovligt meget Miss Marple-romantik i geografien og at hele lydsporets blanding af 70’er ballader og Disney-soundtrack kan være kvalmende. Omvendt kan man, hvis man overgiver sig fuldstædigt til genrens konventioner, få en ganske fin oplevelse, og der er ingen grund til, hvorfor to nyforelskede danske biografgængere ikke skulle lade sig forblinde af en gedigen gang romantik en stille sommeraften. Der er intet nyt under solen ud over Debra Messing, men til gengæld vil man med den rigtige indstilling kunne få et feel good-kick, der varer hele natten. Er man i forelskelsens første fjollede fase, vil The Wedding Date kunne udvide følelsen adskillige dage – og det kan biograffilm jo sagtens dreje sig om. Det er filmisk medicin til de forelskede. Set fra denne vinkel kan filmen godt tåle at blive med stjernedrys, men vi nøjes nu med tre gode gennemsnitlige stjerner.
