Skriv en kommentar
Tyskland er et fedt land. Om man kan lide dem eller ej, så må man bare sige, at de har en historie og kultur (bare inden for de sidste 20-30 år), der skriger på at blive gengivet. Og i øvrigt en syret kiksethed, der på en eller anden måde alligevel oser coolness. De er sig selv. Hvem andre end tyskerne kan bære frisurer med business in the front – party in the back? Eller have helt stramme lårkorte cowboyshorts til mænd? Og i øvrigt have ord som ”schlagsahne” og ”geil”. Historien om en gruppe unge skateres opvækst i DDR kombinerer alt det bedste i tysk stil og historie fra 80erne.
Coming of age
Der er et væld af personer i This Ain’t California, men i centrum står tre barndomsvenner fra Østtyskland med gruppens enfant terrible ”Panik” i spidsen, der med sine uregerlige, umiddelbare og altid uforudseende handlinger gør op med konformiteten. Der er ikke noget ondt i nogen af drengene. De er ikke rebeller eller utilpassede, det er samfundet omkring dem, der bagudskuende og paranoidt undertrykker de ting, de står for. De gode mod de onde-billedet bliver hurtigt etableret og man kan som seer sagtens engagere sig i det. For drengene handler det ikke om et manifest, de vil gerne bare vokse op og dyrke deres interesse for skateboard og senere piger, venner, pigevenner og at se verden uden for deres egen navle.
Det giver en rørende historie, der ikke bare var vedkommende dengang, men også i dag. Det personlige bliver fælles og Marten Persiel har en klar intention om at ville noget med filmen. Det gør som sådan ikke noget, men det er klart i filmens varme, humoristiske tidsbillede, den gør sig bedst. Modsætningerne i filmen giver anledning til sjove krydsklip og flere gange tænker man: wow, er det ikke mere end 30 år siden? Som f.eks. et tidspunkt i filmen, hvor de viser en DDR-reklame ”The Germina Speeder”, der er et mildest talt lamt forsøg på endnu engang at strømline og indordne det, der gør sig bedst som et udtryk for frihed – skateboardet.
Tricks
I det hele taget præsenterer This Ain’t California mange fornemme og forskellige tekniske kneb. Filmen bygger grundlæggende på en lang række optagelser fra personerne selv. ”Panik” og nok især de andre filmede en lang række oplevelser selv med deres intuitive super-8 kameraer og uden dem var filmen intet. Billederne er simpelthen så lækre at se på, når de grynet og farvekoloreret viser en lækker ollie i slow motion eller en BZer-fest i 1986 Berlin. Krydret med nutidige, dokumentaristiske interviews og historiske arkivklip udgør det filmen. Men derudover genskaber This Ain't California centrale begivenheder i flot (og altid populær anno 2013) 3D-animation. F.eks en af de afsluttende sekvenser, hvor ”Panik” er soldat i Afghanistan. Uden at afsløre for meget kan man roligt sige, at det at være rodløs og udenfor i en verden, der ikke forstå én, har konsekvenser for alle personerne i filmen. De bærer rundt på deres skelsættende opvækst i brydnings-Tyskland for livet.
Jesus
Der forekommer en intellektualisering af filmen. Den er delt op i syv kapitler som i en roman med indledning og epilog. Der er allegorier af eksempelvis skateboard som et symbol på frihed og samtidig underkuelse i et land, der ikke var tidssvarende med ånden. ”Panik” kan ses som en frelser, der bliver ofret på trivialiteternes alter. Han blev ikke forstået i sin egen tid udover i en gruppe loyale disciple. Tyskland bliver både sat kritisk under lup, men også retmæssigt glorificeret for dets anarkistiske ukuelighed. Fire stjerner er måske i underkanten, men det er ikke en film, der bliver siddende så længe i kroppen. Det er sådan set også okay, og hvis man ikke interesserer sig synderligt for hverken ungdomsoprør eller kickflips, så se den for i det mindste som den fedeste halvandentimes musikvideo ever made og køb soundtracket. Det er spitze.
