Skriv en kommentar
I 70’erne slog instruktører som Morten Arnfred og Søren Kragh Jacobsen igennem med socialrealistiske film, der ville mere end at underholde. Senere kommer Erik Clausen til med sine film, der søger at forene det komiske med det socialrealistiske. Ud af den tradition træder Lotte Svendsen. Med ”Tid til forandring” forsøger hun at lave et kollektivportræt, der vil berette om en række menneskeskæbner i 2900 Hellerup. Per Fly har om nogen formået at opdatere den socialrealistiske film, udgangspunktet er rigtignok klassisk socialistisk med de menneskelige værdier i centrum, men det fungerer, og Fly må regnes blandt de instruktører, der i en tid af stagnation skabte en stærkt tiltrængt forandring indenfor dansk film. Svendsen forsøger nu at bidrage med sin forandring, men filmen fremstår desværre ikke så fornyende og befriende, som man kunne håbe. Den materielle livsstil er under beskydning i filmen, der hovedsageligt kredser om mellemklasse-Hellerup. Gruppeportrættet kredser om otte personer, der hver for sig repræsenterer elementer af stagnation. Efterhånden som vi introduceres til dem, finder vi ud af, at det så sandelig er tid til forandring. Menneskerne i Hellerup er enten overfladiske og selviske, eller ynkelige og passive. Undervejs flettes de otte skæbner ind i hinanden, som det hører sig til i tidens kantede fortællinger. Det stiltræk er desværre set bedre og mere finurligt andetsteds. Det er som sådan interessant nok at blande puslespilselementer ind i den socialrealistiske beretning, men når brikkerne ikke skaber et foranderligt farverigt billede, skuffes man lidt.
Lotte Svendsen er kendt for sine humoristiske tidsanalyser, og det er da også formålet med denne beretning, der er skrevet i samarbejde med Nulle, kendt for sin finurlighed fra hullet i jorden og ”I sandhedens tjeneste”. Persongalleriet tæller gode skuespillere, der generelt trækker fortællingen op. Der er således gjort meget ud af at caste både stereotypt og overraskende. Claus Ryskjær er en gammelkommunistisk drømmer med et ur, der spiller den socialistiske melodi internationale. Waage Sandø er alkoholisk psykolog, der brækker sig udover designersofaen. Kirsten Lehfeldt agerer hans Bo Bedre-blære-hustru, der pga. overfladiskhed dræber kommunisten med en Robert Jacobsen-skulptur. Interessant er det også at se Peter Belli, Jens Andersen og Frank Hvam i fine roller.
De humoristiske elementer får en til at trække på smilebåndet, men smilebåndet bliver efterhånden en anelse anstrengt. Filmens ultrasocialistiske udgangspunkt kan nemlig ikke sluges igennem små finurligheder og overkarikatur. Som det er med mange nyere danske film, tematiseres danskheden. Det kan gøres såvel gennem mono- som multikulturelle markører. Her er begge på spil. Filmen kan således ses som et indlæg i debatten om dagens Danmark. Venstres valgslogan ”Tid til forandring” fordrejes derfor humoristisk over i et socialistisk standpunkt. De fremmede bliver bestandigt syndebukke i system Danmark, det vil filmen på helligste vis forandre og lægger derfor sit entydige udsagn ”sammen er vi stærkest” i forlængelse af indvandrernes barmhjertighed. Er man rød som en i H…, er filmen derfor en dejlig og underholdende bekræftelse af ens synspunkter, er man mere moderat eller venstremand til fingerspidserne, bliver filmen derimod til en bekræftelse af ens forudgående mening om socialismen. Nogen egentlig øjenåbende effekt i forhold til, hvordan vi skal opfatte vores samfund, fremkalder filmen ikke. Dertil er den for reaktionær, ja, Svendsen, det er i sandhed tid til forandring, og vi gider ikke høre internationale spille fra gravens kiste. Filmen spørger: ”hvad skal vi med den danske kultur”. Og jeg svarer, at vi skal udvikle den videre fra Kim Larsen og Erik Clausen over mod den forandring, som tiden altid kalder på.
