Skriv en kommentar
Den canadisk /armenske instruktør Atom Egoyan er en mesterlig instruktør. Film som “Family Viewing” (1987), ”Exotica” (1994), ”The Sweet Hereafter” (1997) og ”Felicia´s Journey” (1999) beviser det.
”The Sweet Hereafter”, på dansk ”Tiden Efter” er en original gendigtning af det klassiske tyske middelaldersagn ”Rottefængeren fra Hameln”. Rottefængeren fører alle landsbyens børn ind i bjerget som hævn for, at man ikke vil belønne ham for at rydde byen for rotter. Egoyans gendigtning fortæller om hvad der skete, da en hel canadisk landsbys børn blev dræbt da skolebussen i snevejr skred ud på en sø og gik gennem isen. Ligesom i sagnet overlever kun et enkelt, handicappet barn. Egoyan lader en advokat, Mitchell Stevens (Ian Holm) opsøge de sørgende familier. Nogen skal bøde for tabet; forældrenes sorg og vrede skal gøres til retssag, mener advokaten. I løbet af filmen fastholdes sagn-analogien gennem oplæsning fra Robert Brownings engelske gendigtning fra 1888, "The Pied Piper of Hamelin”.
Egoyans film har ofte tematisk omdrejningspunkt i forholdet mellem børn og forældre. Særligt far-datter forholdet interesserer ham. Her lægger han ikke fingrene imellem; grænsen mellem kærlighed og incest er hårfin. Det smukke forhold kammer umærkeligt over i sin modsætning. Det sker også i ”Tiden Efter”, hvor den overlevende, handicappede piges handicap måske netop består i den prægning forholdet til faderen har givet hende.
Egoyans skildring af de voksnes prægning af børnene er eminent, det samme er hans skildring af den smerte og vrede forældrene konfronteres med ved tabet af børnene, tydeligst og mest hjerteskærende i Ian Holms intense fremstilling af advokaten Mitchell Stevens. Hans projekt er ikke uegennyttigt; den store interesse i landbyboernes sorg bunder i, at han selv har ”mistet” sin datter pga. hendes stofmisbrug. Men hans projekt fremstår derfor netop ikke som umoralsk, tværtimod bliver han eksponent for den dybeste eksistentielle smerte og er på sin vis renfærdig i forhold til de forældre der kun lugter penge og forbrug som erstatning for de mistede børn. Han siger det sådan: "I'm telling you this because... we've all lost our children, Mr. Ansel. They're dead to us. They kill each other in the streets. They wander comatose in shopping malls. They're paralyzed in front of televisions. Something terrible has happened that's taken our children away. It's too late. They're gone."
Som man kan forstå er Egoyans gendigtning af det klassiske sagn nuanceret og med mange flere lag end i originalen. Med forlægget tilføjer instruktøren et eksistentielt, mytisk lag til den lokale historie om dengang skolebussen kørte i søen i en lille canadisk landsby og alle børnene døde. Det er i billederne. Og Egoyan er først og fremmest en mesterlig billedmager. Realistiske hverdagsrum fra landbyen til flykabinen præges umærkeligt med noget andet; mystik og myte. Tydeligst selvfølgelig når det enorme bjerg bag søen (sagnets bjerg) tårner sig op. Men også når advokaten sidder i sin bil, imens den triller igennem bilvasken, eller når forkomne sjæle mødes på motellet, eller når bussen langsomt fyldes med børn på den skæbnesvangre tur. Eller når incesten fuldbyrdes. Eller…
Det er lang tid siden at en film af Atom Egoyan har nået danske biografer. Det er derfor mere end velkomment, at et af hans mesterværker nu udgives på DVD.
Der er desværre intet ekstramateriale på DVD-en.
PAN Vision.
