Skriv en kommentar
”Til månen og tilbage” er den seneste Netflix-produktion, der står overfor glemslen i Netflix’ indholds-Marianergrav. Filmen er resultatet af et samarbejde mellem kinesiske Pearl Studio, Netflix Animation og Sony Pictures Imageworks. Som sidste års ”White Snake” er der tale om et kulturmøde, hvor kinesisk mytologi kobles med amerikansk CGI-æstetik og narrative formularer. Således kan man forvente døde mødre, enerverende sidekicks og et soundtrack af Broadway-opkog a la Alan Menken og K-pop-parafraser.
Manden bag er den hæderkronede Disney-alumni, Glen Keane, en vaskeægte legende inden for sit felt. Herhjemme er han formodentligt mest kendt for sit Oscar-vindende samarbejde med Kobe Bryant, ”Dear Basketball”, men som karakteranimator har alle børn og de fleste voksne set hans arbejde, der bl.a. tæller Disneys Tarzan, Udyret i ”Skønheden og Udyret” og Ariel fra ”Den lille havfrue”. Han har dermed sat et umiskendeligt aftryk på industrien, som også ”Til månen og tilbage” er mærket af.
Vi følger pigen Fei Fei, der dybt opslugt af både videnskab og legenden om månegudinden Chang’e og hendes udkårne, der på jorden er adskilt fra hende. Da Fei Feis mor dør, og faren nogle år senere står til at gifte sig på ny, bygger Fei Fei en måneraket for at bevise månegudinden Chang’es eksistens, og på den måde overtale faren til at droppe sin nye flamme. Med sig på turen har hun sit obligatoriske tavse dyresidekick og en blind passager i form af en kommende stedbror, hvis entusiasme og ukuelige energi nok skal lære hende en ting og to om livet – især efter tab.
Ved deres ankomst møder de en farverig verden af generiske karakterer, heriblandt en neongrøn månehund kaldet Gobi, spillet af Ken Jeong. Et skridt frem, to tilbage. Selvom man må give point for forsøget i at distingvere mellem en naturalistisk jord og en mere eventyrlig og abstrakt måneverden, ændrer dette desværre ikke ved, at måneboerne, Chang’es tårer vækket til live, er håbløst kedeligt realiserede. De ligner mest af alt en horde af vingummier. For øjnene er det tomme kalorier, en visuel sukkerbane, hvis nu børnene skulle begynde at miste interessen og overveje, om man ikke skulle sadle om og se den der anden nye, der lige er kommet på.
Det er en skam, da udgangspunktet og forankringen i kinesisk mytologi kunne have resulteret i et værk med en stærk selvstændig identitet. Desværre tynges ”Til månen og tilbage” af velkendte klicheer fra de seneste ti års børnefilm, der på samme måde nænsomt behandler tunge og alvorlige emner. Gode budskaber og intentioner gør ikke film gode, blot tilforladelige.
