





Skriv en kommentar
Pixar har efterhånden domineret animationsgenren i årtier, og det hele startede med Toy Story tilbage i 1995. Siden er det blevet til moderne klassikere som Monsters, Inc., Ratatouille, Coco og Inside Out.
Derfor føles det næsten forkert, når en Pixar-film ikke er blandt favoritterne ved prisuddelingerne. Mange troede sandsynligvis, at Toy Story-serien var afsluttet, men legetøjet finder altid nye børn – og nye historier at fortælle.
Den lille pige Bolette har svært ved at finde venner. Hendes forældre håber, at den nye teknologiske Lily-Pad kan hjælpe hende på vej. Jessie og de andre legetøj ser dog hurtigt den nye gadget som en trussel, da Bolette tilbringer mere og mere tid foran skærmen. Da en legeaftale går galt, beslutter Jessie sig for at hjælpe Bolette med at finde glæden ved leg og venskab igen, men verden omkring dem er under forandring.
Der er ingen tvivl om, at dette er en vaskeægte Pixar-film. Tempoet er højt, farverne sprudler, og filmen introducerer både nye karakterer og nye udfordringer. Denne gang er det dog ikke Woody og Buzz Lightyear, der står i centrum. I stedet får Jessie lov til at træde frem som hovedperson, hvilket fungerer overraskende godt og giver plads til at udforske hendes rolle som legetøj i en verden, der ændrer sig.
Filmens centrale konflikt handler om teknologiens plads i børns liv. Mange børn bruger i dag mere tid foran en skærm end med deres legetøj, og ”Toy Story 5” tager fat på denne udvikling. Heldigvis gør filmen det uden at pege fingre eller fordømme teknologien. Budskabet er snarere, at verden forandrer sig, og at der stadig skal være plads til fantasi, kreativitet og leg. Samtidig understreger filmen, hvor vigtigt det er at finde venner, der accepterer én, som man er – en lærdom, der kan være svær for børn at tilegne sig.
Humoren fungerer godt gennem hele filmen, både for børn og voksne. Der er masser af grin, mens de ældre biografgængere samtidig kan glæde sig over gensynet med figurer og legetøj, der vækker minder om deres egen barndom. Toy Story 5 mangler den følelsesmæssige tyngde, som gjorde især Toy Story 2 og Toy Story 3 til moderne klassikere, men den er stadig både charmerende og underholdende.
”Toy Story 5” er en sød, farverig og tankevækkende familiefilm, som finder en fin balance mellem humor og alvor. Selvom den ikke når seriens tidligere højder, formår den at fortælle en relevant historie om børn, venskab og teknologi i en moderne verden. Jessie får endelig lov til at stå i centrum, og resultatet er en hyggelig og vellykket Pixar-film, som både børn og voksne kan få glæde af.

