Skriv en kommentar
Lige fra filmens begyndelse bliver vi revet med i naturens kræfter med den lokale colombianske klan, Wayuu-folket, på grænsen til Venezuela, og vi bliver portrætteret i den antropologiske skildring af Cristina Gallego og Ciro Guerra usædvanlige og smukke intense film Trækfugle, hvor vi gennem græshoppen, geden og guden kommer tæt ind i mange lukkede verdener – og hvad gør de alligevel ikke for penge?
Handlingen
Vi følger den unge Rapayet, spillet koldt og ærligt af José Acosta, fra slutningen af 1960´erne, som vil gøre kur til den meget smukke og drømmende Zaida, en gave til alle seere – men Rapayet har forregnet sig: 30 geder, 20 køer, to æsler og fem halskæder er ikke nok som medgift til familien- så han må gå den ”sikre” og hurtigste vej gennem hurtige penge via amerikanske fredskorpshippier og narkoen, og filmen slutter omkring 1980 – og så har vi været gennem alle livets skærmydsler og overtrådte skikke med: ”at man kommer ikke uanmeldt på besøg hos os i Wayuu-stammen.”
Det var også helt nyt for mig, at det er kvinderne, som er styrende i Wayuu´ernes traditionelle kultur med at holde hævd i egnens love, og jeg kunne ikke lade være med at lytte til moderen, Ursula spillet myndigt af Carmiña Martinez, når hun i slutningen af filmen siger: ”Vi har nu mistet sjælen, der er ingen, der beskytter os.”
Vi bliver ført hele grusvejen gennem urskoves planterige med fødder af store fugle, insekter som er tegn på ondskab, lysets kræfter, og jeg kunne ikke undgå at blive angrebet, da flokke af stammefolk kommer vandrende i takt til Leonardo Heiblums lydunivers, bygget på colombiansk folkemusik, mod publikum for i slutningen af filmen at ende i først sorte skyer, og så et helt sort billede - regnen og torden vælter ud over hele menneskeheden. Vi fornemmer et lands fortabelse og de enkelte familiers triste skæbne, da gyldne penge bliver matte.
Selv rejste jeg i Latinamerika i efteråret 1972 hurtigst igennem Colombia – det er først med denne films klienteller, jeg har fået forståelsen af: hvorfor ingen ophold….
Det latinamerikanske epos
Filmen fik mig også til at tænke på de mange brasilianske film i slutningen af 60´erne, hvor Glauber Rocha med film som Gud og djævelen i solens land, Land i Trance og den mest kendte Antonio-das-Mortes, som alle omhandlede undertrykkelsen, konflikten og djævelens magt. Der kom en bølge af fremmede kulturer – så vi kunne blive åbnet ved at se totalbilleder af gårde som kontrast til de meget urolige billeder af ørken, regnskov og manifester.
Det sker også med filmen Trækfugle – hvor der i titlen også hentydes til de svævende fly med narko og penge - og vi fik for et par år siden endnu et bevis på nyt filmsprog fra Latinamerika og Colombia, da vi blev præsenteret for samme filminstruktør Ciro Guerras smukke skildring fra Amazonas` mennesker i regnskoven i Slangens favntag. Nu møder vi igen den magiske realisme smukkeste skildring af menneskelivet, men også narkoen og dens bagmænds syge drømme og begær. Og vi får en realistisk skildring af de metoder, som stammefolket og gangstere bruger, de er ikke langt fra hinanden. Nogle fugle-film kan virke uundværlige.
