Lad det være sagt med det samme, Michael Bay er en elendig filminstruktør! Mandens sparsomme talent ligger i at skabe storladne actionscener med masser af bulder og brag, uden noget dramaturgisk indhold udover et par enkelte kække one-liners fra hovedrolleindehaveren. Min skepsis var derfor enorm, da jeg i sin tid satte mig tilrette i biografen for at se ”Transformers”. Men heldigvis blev min tvivl hurtigt gjort til skamme efter det første kvarter af filmen var rullet over lærredet. Nu er filmen så udkommet på DVD og fornøjelsen er bestemt ikke blevet mindre.
Filmen handler om de gode Autobots og de onde Decepticons, der i tusindvis af år har kæmpet om en kubelignende tingest kaldet urgnisten, der danner grundlaget for deres eksistens. De gode robotter med Optimus Prime (Peter Cullen) som deres leder, vil destruere urgnisten og leve i fred og fordragelighed, mens de onde, ledet af robotten Megatron (Hugo Weaving), i stedet vil bruge urgnistens enorme kræfter til at skabe en hær af maskiner og overtage universet. Da det viser sig at urgnisten, efter at have svævet rundt i det ydre rum, er havnet på jorden, drager de to robotracer af sted til den grønne planet for at finde den. Det udvikler sig hurtigt til en krig imellem de gode og de onde superrobotter, der vil gøre alt for at få fat i den kraftfulde kube. På jorden bliver teenagerne Sam (Shia LaBeouf) og Mikaela (Megan Fox) fanget i krigen mellem robotterne, og inden længe er de to på flugt fra de onde robotter samt den amerikanske regering, der også har skumle planer med kuben.
Michael Bay’s ”Transformers” er vaskeægte drengerøvs-action i bedste stil. Forskellen mellem ”Transformers” og Bay’s tidligere projekter som eksempelvis ”The Rock” (1996), ”Armageddon” (1998) og de to ”Bad Boys” film (1995/2003) er, at der denne gang er blevet plads til en mere karakterdrevet historie, der ikke kun handler om bulder og brag, noget der uden tvivl skyldes, at Steven Spielberg har været producer på filmen. Spielberg har, modsat Michael Bay, bevist at man sagtens kan lave flot action, der samtidig har en dybere historie at fortælle. Det klæder filmen, at Bay har valgt at skrue ned for den våben- og voldsfascination, der ellers har kendetegnet hans tidligere film, og i stedet givet plads til de menneskelige karakterer i historien. Spielbergs indflydelse ses også i filmens tematik omkring det normale menneskes møde med det ukendte, et tema som Spielberg især brugte i sine tidlige film som eksempelvis ”Nærkontakt af tredje grad” (1977) og E.T. (1982).
Shia LaBeouf levere en overbevisende præstation i rollen som den lidt nørdede Sam, der pludselig står ansigt til ansigt med superintelligente dræberrobotter fra det ydre rum. Da ”Transformers” i sin tid udkom i biograferne verden over, var LaBeouf stadig et relativt ukendt ansigt, men efter samarbejdet med Bay og Spielberg er han efterhånden blevet et yderst velkendt ansigt i Hollywood. Det samme kan man sige om filmens kvindelige hovedrolle, Mikaela, spillet af Megan Fox. De to skuespillere er perfekte i rollerne som henholdsvis den kejtede Sam og den supersmarte Mikaela, der bliver kastet hovedkulds ud i deres livs eventyr.
Effekterne er naturligvis i en klasse for sig selv, og kampscenerne mellem robotterne hører til noget af det flotteste jeg længe har set. Det samme kan man sige om filmens lydside, der blæser én helt tilbage i sofaen. Generelt er ”Transformers” en film for sanserne, der fortjener at blive set på et stort fjernsyn med volumen skruet op på max. Eneste minus ved ”Transformers” er dens længde, som desværre er på den forkerte side af 2 timer. Især kampscenerne kunne godt have været klippet lidt strammere, da det bliver en anelse trættende i længden at se to kæmperobotter tæske løs på hinanden uden at det egentlig bidrager til den videre handling i filmen.
”Transformers” er et af de bedste actioneventyr i meget lang tid, og vælger man at acceptere den lidt fjollede historie og hoppe med på legen, er filmen helt fantastisk og yderst underholdende.
Billede & Lyd
“Transformers” er, som forventet af en stor Hollywood produktion anno 2007, perfekt overført til dvd. Billedet står knivskarpt uden den mindste antydning af støv eller udtværinger. Lyden er ligeledes helt i topklasse og serveres i klokkeklar Dolby Digital 5.1, der for alvor bringer eksplosionerne helt ind i stuen.
Ekstramateriale
Det er ret sparsomt med bonusmaterialet på et-disk udgaven af ”Transformers” som denne anmeldelse bygger på. Et enkelt halvkedeligt kommentatorspor med Michael Bay, var hvad det kunne blive til. Kommentatorsporet er ikke specielt spændende, da Michael Bay stort set kun snakker om filmens tekniske detaljer og look. Er man fan af filmen, burde man nok vælge at investere sine penge i dobbelt-disk udgaven af ”Transformers”, hvor der er meget mere ekstramateriale at hygge sig med. Til de mest fanatiske fans er filmen endvidere udkommet i en ”Exclusive Optimus Prime Transforming Package” der nok bedst kan betegnes som verdens første transformerende DVD-cover, der kan foldes ud til en Optimus Prime figur!
Michael Bays kommentatorspor får 3 små on-z stjerner herfra.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Paramount Home Entertainment I/S.