Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
For femte gang er der dømt ren og skær ”Bayhem” (ordspil linket til Mayhem), som er det prædikat Michael Bay har fået i form af hans hang til at jævne alt med jorden. Michael Bay er berømt og berygtet for hans visuelle film, hvor eksplosioner og masseødelæggelse ofte præger billedet. Helt vanvittige stunts, hvor alt nærmest ligner dommedag i et inferno af brag og kaskadespyende ild er blevet et vartegn, og egentlig også et minus med årene. Hvad der var et hit i 90’erne er det ikke rigtig længere. Action og suspence var i højsædet i film som The Rock, Bad Boys og Armageddon, og det var for så vidt også okay, da han gav mange mænd julelys i øjnene ved i 2007 at vække Hasbros legetøjsfigurer til live.
Transformers er disse bøjelige dukkelignende individer, som umiddelbart ligner transportmidler, men med et par klik a la rubiksterningen kan forvandles til dødbringende robotter med avancerede våben. Delt i to grupper – de gode Autobots med Optimus Prime i spidsen mod de onde Decepticons med Megatron som leder – kæmper de en universel kamp. Fra planeten Cybertron får de kontakt med planeten Jorden, hvor Autobots beskytter menneskeheden mod den griske og altopslugende opposition. Dette var rammen, og nu var det op til drenge i de glade 80’ere at udvide denne horisont til deres egen fantasi. I alle landets legetøjsbutikker gjorde Transformers deres indtog, mens vi kunne følge deres tegnede eventyr på Sky Channel via satellit-tv.
Da Bay satte sig for at give spillefilmsliv til disse mægtige robotter, havde han i første omgang held til at skabe en platform hvor man sad med åben mund og polypper, da Optimus Prime og co. gjorde sit indtog på Jorden sammen med Shia Laboeuf og Megan Fox. Nu er der gået 10 år siden da, og vi er fremme ved film nummer 5. Desværre skal der lyde et stort suk herfra, for med tiden er produktet blevet mere og mere udvandet og har taget alt for mange forfærdelige afstikker i retning af et historisk præg på de gode og onde robotter. Film 4 Age of Extinction var ganske slem i form af at inddrage adskille dinosaurrobotter, og afleverede franchisen uhjælpelig ringe stillet, hvor man i sit stille sind nåede at tænke at den skulle have været afsluttet som en trilogi. Nu er vi som sagt ved film nummer 5, og her går der både nazisme og Kong Arthur, Merlin og Lancelot i den. Det er bare komplet uværdigt og en kommerciel fis i en hornlygte. Med denne indledning vil jeg anbefale at Bay træder tilbage og putter proppen i. Det gør han på sin vis også, for han fjerner sig i hvert fald fra pladsen bag kameraet. Om det så holder med de annoncerede spin-offs og fortæsttelser med Bay som producer vil vise sig, for det lader til at vi skal helt op på film otte og eksempelvis en Bumblebee stand-alone-film med Bay i den rolle.
The Last Knight har sin charme, men så sandelig også sine huller. Jeg er helt blank på hvordan man kan tillade sig at lade Optimus Prime blive en skurk. Et af de største legetøjsidoler bliver pludselig ond, da han halvvejs hypnotiseres af sin skaber og jagter en stav og en talisman på jorden, som Cade Yeager (Mark Wahlberg – Ted, The Fighter, Lone Survivor) besidder. Det svarer i min optik til at man lader Batman røve en bank! Alt dette står og falder med om Cybertron kan overleve, og det endda på trods af Jorden som konsekvens. Derfor må Yeager, og i særdeleshed Bumblebee, samle alle mobile kræfter på en lille skrotplads for Transformers, hvor også Decepticons og børn og voksne blander sig i et brag af et battle. På rollelisten vender stjerner som Josh Duhamel og John Turturro tilbage, mens Oscar-vinder Anthony Hopkins også synes at hygge sig i rollen som borgherre Sir Burton. De mange Transformers har også celebre stemmer til at give sig liv og karakter. Steve Buscemi, John Goodman, Omar Sy er heriblandt, mens Peter Cullen for Gud ved hvilken gang atter er stemmen bag Optimus Prime.
The Last Knight er et bulder af en film, men mangler ganske enkelt substans. Tranformers som vi kender dem fra 80’erne er blevet Crackstreet Gangsters og leverer et sprogbrug som bandemedlemmer i Harlem får svært ved at overgå. Tilmed gælder det også modsat i historien, hvis vi kigger tilbage på Stanley Tuccis Merlin (ja, troldmanden), som interesserer sig for både kvinder, penge og sprut. Det er hverken sjovt eller passende – men til gengæld bare kikset. Jeg er heller ikke vild med de mange platte Transformers med ring i næsen eller med hanekam, og de fungerer for mig bare som endnu et bevis på at Bay har malket produktet endnu engang. Jeg kan ikke svinge mig selv op på mere end 2 stjerner, og selvom det stikker i mit hjerte at sylte et af mine kæreste barndomsminder, så handler denne karakter om at man har forsøgt at modernisere noget som ville have bedst af at blive i sine velkendte rammer.
Udgivelsen rummer en del ekstramateriale som praktisk er samlet på en separat disc for sig selv. Her er nok at dykke ombord i, men hvor man får tudet ørene fulde omkring Bays tanker og visuelle stil, så efterlader det stadig ingen retfærdiggørelse omkring hvorfor han har ladet Transformers blegne som en konsekvens af at Tranformers i Bays verden skal være et nutidigt brand.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Paramount
