Skriv en kommentar
Nu kan man invitere tøserne over eller lade kæresten komme forbi for at lade sig inspirere, om hvordan spillet om kærligheden foregår. Det der den debuterende instruktør, Mark Brown, der også har skrevet manuskript, der sætter en lille uskyl-dig romantisk komedie i gang med temaet : “Hvordan får du din mand til at komme kravlende tilbage, når han har dummet sig”.
Det er Shante, spillet af Vivian A. Fox, der har en stor karriere og en god kæreste. Han er ligeså højt på strå, men en aften dummer han sig, og bliver opdaget på dansegulvet på kærestens favoritrestaurant med en rigtig dum møgtøs (That bitch is a ho, siges det). Dumt, tænker man. Shante dropper ham, velvidende at hun nok skal få sine fingre i ham igen...men det er måden, det sker på, der er det bærende i filmen.
Filmen spiller på en semidokumentarisk genre, hvor Shante halvdelen af tiden hen-vender sig direkte til kameraet, altså os, og forklarer handlingsforløbet og ikke mindst de regler, der gælder i kærlighed. Men når alt kommer til alt, findes der ingen regler - kun kærligheden. Filmen er spækket med sjove scener, som afspejler den afroamerikanske kultur på en oprigtig måde. Man kan dog godt blive lidt træt af den anstrengte jargon og den for en bleg dansker noget affekterede spillestil - men den er reel nok.
Begge hovedroller er underskønne. Vivian A. Fox er en Fox, for nu at bruge et citat fra “Something about Mary”. Hun er en spydig satan og minder i sine bedste øje-blikke om en anden cool sister, Pam Grier. Fox er snart 40 år gammel, men tro mig, når jeg siger, at hun holder sig godt. Kæresten Keith er noget afdæmpet. Han spilles af Morris Chestnut, der var fremragende i den foruroligende gode “Bozy N the Hood” fra 1991.
Den semidokumentariske stil med den direkte henvendelse til publikum virker ind i mellem anmassende, og man opnår ikke meget spil mellem aktørerne i filmen. Det hele ender som det skal og man har grinet uden at falde på gulvet. Dette er jo kun den lyse side af den afroamerikanske kultur - jeg kan bedre lide film, der viser os den mere rystende sandhed. Men er man i pjattet humør og skal have en let fordø-jelig forret til aftenens anden film, så er “Two Can Play that Game” en aldeles ud-mærket indledning.
