Skriv en kommentar
Film, der agerer holdeplads for klichefyldte floskler og lutter mainstream action, er ikke nogen mangelvare på det audiovisuelle udlejningsmarked. Og af samme grund kan det godt synes omsonst at se U-Boat til ende – i hvert fald efter at have været vidne til de første par minutter. For hvorom alting er, ligner den noget, der er set alt for ofte før. Rendyrket metervareproduktion på dåse. Klicheerne står i kø for at komme til.
Men efter det første kvarters spilletid ændrer filmen sig da også radikalt til det bedre. Selvom det aldrig bliver en større kunstnerisk oplevelse, er U-Boat spændingsmættet og intensiverende action, der tilmed, ind imellem, kan byde på både skæve og ophøjende indfald.
Udgangspunktet er nok en gang anden verdenskrig og tyskernes indædte forsøg på at skabe deres tredje rige. Således gik det, som historiebøgerne kan bevidne, gudskelov ikke, men her befinder vi os altså stadig midt i det infame krigshelvede, hvor nazisterne til dels havde held med at gøre indhug i den amerikanske flåde ved hjælp af deres u-boats.
I U-Boat, der for i øvrigt er en mildest talt hult klingende titel i forhold til den væsentligt mere rammende originaltitel In Enemy Hands, er vi skiftevis ombord på den tyske U-429 og den amerikanske U.S.S. Swordfish. Begge undervandsbåde mødes i det amerikanske farvand, hvor U.S.S. Swordfish eliminerer én af fjendens ubåde for dernæst selv at blive offer for samme kranke skæbne. De overlevende amerikanere tages som krigsfanger på den tyske u-båd U-429, hvor ikke alle tyske kombattanter synes at være lige villige til at følge kaptajnens ordrer. Det bliver endnu mere evident, da det viser sig, at en dødelig meningitis virus er i udbrud på båden samtidig med, at den er ved at løbe tør for brændstof.
Dermed er spiren sået til et spændingsmættende og nervepirrende set up, hvor de to besætninger i samarbejde og som følge af hinandens påtvungne afhængighed må slås mod tiden, den dødeligt smitsomme virus og manglen på brændstof for at overleve. Og et langt stykke af vejen fungerer det da også efter bedste beskub og skaber de rammer, der normalt forventes af en underholdende krigsfilm. Men det er kun ind til kæden for alvor ryger af. Det gør den i filmens sidste tredjedel, hvor instruktør Tony Giglio åbenbart føler, at han brugt nok tid på at underholde og bare vil have overstået seancen i en fart. Det betyder bl.a., at den forgængelige meningitis, der sekunder tidligere fik folk til at falde om som fluer med et trylleslag er forsvundet som dug for solen – og det uden nærmere forklaring?
Lige så problematisk er det nyslåede venskab mellem de to fjender – amerikanerne og tyskerne. For helt ærligt. Er man i krig er det vel flintrende ligegyldigt, på hvilken måde man kommer af dage. Det synes i hvert fald besynderligt at samarbejde med fjenden for at overleve, når man har til opgave at slå den ihjel? Men måske skal den overraskende forbrødring ses i lyset af, at U-Boat blev udgivet efter Tysklands og USA's omtalte kollisionskurs i forbindelse med Irak-krigen sidste år?
U-Boat er et langt stykke af vejen solid og veritabel action. Men der er både glasklare huller som de ovenstående og kvalmende patriotisme i metermål. Og dermed ligner det i sidste ende en noget halvhjertet affære.
Sidste sætning kan uden de store armbevægelser også tilpasses ekstramaterialet, der består af fem trailers for de respektive Kill Bill: Volume 2, Open Range, Wonderland, Underworld og In Enemy Hands.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
