Skriv en kommentar
Filmens to handlingstråde lægges ud i begyndelsen af filmen. Den ene tråd begynder med hovedpersonen Laura (Agathe Bonitzer), som i ordets bogstaveligste forstand venter på prinsen på den hvide hest. Den anden tråd tager afsæt i en spådom. Pierre (Jean-Pierre Bacri) er fader til filmens anden hovedperson Sandro (Arthur Dupont). Pierre er fraskilt, kan ikke foredrage børn og er vant til at have kontrol over sit liv. Pierre bliver mindet om en spådom ved sin faders begravelse. En clairvoyant har år tilbage forudsagt Pierres dødsdag. Dødsdagen er sat til den 14. marts i dette herrens år. Overfor sin søn og ex-kone lader han som om, at den slags fordummende forudsigelser ikke rør ham. Det forholder sig modsat. Spådommen volder Pierre stor irritation, bekymringer, søvnløse nætter og det går ud over hans koncentration som kørelærer.
Sønnen Sandro er konservatoriestuderende på den klassiske komponistlinie i Paris. Han stammer og har et dårligt forhold til Faderen Pierre. Laura og Sandro mødes tilfældigt til en fest, hvor kvinderne kommer klædt i prinsessekjoler og herrerne i skjorte og hvidt. Forelskelsen skildres i overdrevne, klichéagtige scener, hvor ord ikke er nødvendige, men musik og billeder siger alt.
Amoriner er i luften. Den forførende, kvindeglade komponist Maxime (Benjamin Biolay) begærer straks Laura ved første øjekast. Han får kilet sig ind mellem Laura og Sandro som den store stygge ulv. Men han er kun ude på at få ’et lille eventyr’ med Laura ikke andet, for han binder sig ikke til nogen kvinder. En rigtig Don Juan, som begærer, den kvinde han gerne vil indfange for derefter at forkaste hende til fordel for andre kvinder. Listen over forførelser er alenlang.
Under regnbuen – Au bout du conte à Paris
Filmens original titel ”Au bout du conte” ekspliciter at rammen for filmens fortælling er eventyrgenren.
Indenfor rammefortællingen fortælles de små personlige fortællinger. Det er Paris, som er rammen for persongalleriets drømme og gøremål. Eksempelvis begynder Lauras moster Marianne (Agnès Jaoui) at tage køretimer hos Pierre hver uge. Samtalerne i bilen bliver terapeutiske for Pierre. Livets problemstillinger vendes, mens Marianne forsøger at køre bil. Marianne er Lauras moster, gudmoder og i en eventyrkontekst, den gode fe. Hun lytter og giver råd til familiemedlemmer.
Instruktøren Agnès Jaoui og hendes medkompagnon Jean-Pierre Bacri har fundet stor inspiration i den amerikanske komponist og lyriker Stephen Sonderheims musical ”Into the woods”, hvor forskellige eventyrkarakterer mødes i en skov. Det samme sker for persongalleriet i filmen. De mødes tilfældigt og vikles ind i hinandens relationer. Laura er den billedskønne unge kvinde med det røde hår og den tætsiddende røde frakke. Hun er den naive rødhætte, som ikke frygter ukendte veje og bevæger sig dybt og langt ind i ’skoven’. Sandro er den unge prins på den hvide hest, som først til sidst ’hypper’ hen til den rigtige prinsesse.
Agnès Jaoui er suveræn til at skabe klaustrofobiske rum i byen Paris. Hun udvælger nogle bestemte lokaliteter, som persongalleriet bevæger sig indenfor ligesom i de tidligere film De andre smag fra 2000 og Se på mig fra 2004. Musikken af Stephen Sonderheim hæver filmens ’laden-som-om’, at det er et moderne eventyr spundet sammen af personlige fortællinger op på et højere niveau. Musikkens drillende tone understøtter filmens skarpe, humoristiske dialoger.
Agnès Jaoui har sin egen stil som filmmager og instruktør. Det er de små personlige anekdoter fra hverdagslivets trummerum, som får livets eksistentielle emner op på et højere plan. Det er de personlige fortællinger, som er små film i sig selv og som for Agnès Jaoui er værd at fortælle – og det gør hun suverænt.
