Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
D. 4 juni 2003 bliver 11 tyrkiske soldater arresteret af deres amerikanske allierede og bortdeporteret fra den region i det nordlige Irakisk-Kurdistan de hidtil har haft kontrollen med. Foran de tilstedeværende journalisters evigt nysgerrige kameraer, bliver de ført ud til de vendte lastbiler i håndjern om deres ikke uniformerede arme og med hvide hætter over deres hoveder. Denne ydmygelse er så stor for en af de 11 tyrkere at han efter sin frigivelse begår selvmord, dog ikke uden at sende et afskedsbrev til sin bror Polat Alemdar hvori han fortæller om episoden. Broderen, en tyrkisk specialagent, rejser sammen med 3 venner til området for at drage den ansvarlige CIA agent Sam Marshall til ansvar. Her opdager han en situation langt være end det han havde forventet. En hel befolkning der, under en sadistisk besættelsesmagts knusende støvlehæl, blot bliver brugt som en undværlig brik i et vanvittigt og forfængeligt spil om magt og olie. Dermed bliver Polats personlige hævntogt langt mere omfattende og blodigt end han umiddelbart havde regnet med.
Dette er den overordnede handling i dette barske krigsdrama og som en slags ”Tyrkisk Rambo” fungerer filmen fint. Men der er meget mere end som så. For det er ikke den personlige og traditionelle hævnhistorie der bider sig fast, men scener som disse:
En stor bryllupsfest stormes af de amerikanske styrker, der vil have fat i så mange af de forsamlede familieoverhoveder som muligt, for at kunne stramme deres greb om regionen yderligere. Aktionen udvikler sig og stor del af gæsterne skydes ned på stedet. Kvinder og børn inklusive. De resterende bliver ført væk i en lukket container og da det går op for amerikanerne at fangerne er ved at kvæles af iltmangel, tømmer en af soldaterne sin maskinpistol i siden af containeren for at give dem nogle lufthuller. Og han sigter ikke højt. De sidste overlevende bliver nu ført ind i et veritabelt helvede af et fængsel hvor de får at vide at de aldrig vil komme levende fra. Den største protest over de mange døde kommer fra fængslets jødiske læge der har brug for levende fanger, idet han køre en profitabel forretning med at sælge deres organer til rige velhavere i bl.a. USA, Israel og England (!) Det er også her vi ser en kvindelig fangevogter stable de nøgne mænd op i en pyramideformet bunke ved hjælp af sin knippel og et kobbel bidske hunde.
Og således er mange af de rystende sekvenser i filmen baseret på virkelige hændelser. Fra arrestationen af de tyrkiske soldater der vakte stor furore i Tyrkiet, til den kvindelige fangevogter i Abu Ghraib fængslet der i den virkelige verden hedder Lynndie England og fik tre års fængsel for sine handlinger. Selv episoden med den lufttætte container har fundet sted (selvom den i virkeligheden fandt sted i Afghanistan, en mindre detalje jeg personligt finder ligegyldig) og den 19 maj 2004 blev omkring 30 voksne og 10 børn dræbt ved bombningen af en bryllupsfest.
I filmen bliver den overlevende brud fra brylluppet så oprørt over mordet på sin mand og søn at hun beslutter sig for at blive selvmordsbomber. Dette stoppes af hendes plejefar, et vellidt religiøst overhoved, der forklare hende (og os) at ingen rettroende vil begive sig ned af den vej. ”Der er at opgive håbet og man risikerer at tage uskyldiges liv, hvilket er det samme som at dræbe hele menneskeheden og et dommedagstegn.”
Og indtil videre er alt dette såre godt. Det er øjensynligt en nødvendighed med fim som denne, der viser os en anden verden end den vi er vant til fra den store amerikanske propagandamaskine. Og at tyrkiske Valley Of The Wolves har skabt røre overalt hvor den er blevet vist er kun forståeligt og – indtil videre – et sundhedstegn. For ja ... muslimer er andet end morderiske barbarer der ikke bestiller andet end at selvmordsbombe og stå og råbe ”jalla jalla” mens de vifter med deres kommunistiske AK-47rifler som vi ellers er blevet vant til at se dem på film og i tv-avisen.
At vi pludseligt har at gøre med et fredssøgende folk der ikke ønsker andet end at opbygge deres land selv og har mulighederne for det uden en besættelsesmagt til at holde dem nede, harmonerer ikke helt med den opfattelse som en stor del af Hollywood og Bush-regimet ønsker vi skal have. Så foreløbigt stort hurra for tyrkiske Valley Of The Wolves ... om ikke andet for nødvendigheden af den.
Men så stopper festen også. For nok har mange af de brutale sekvenser taget afsæt i faktuelle begivenheder, men det er et ualmindeligt entydigt og ondsindet billede filmen tegner af især de amerikanske styrker, men heller ikke jøderne eller kristendommen generelt går uramt forbi. I en af de mildere sekvenser ser vi hvorledes CIA agenten Max (Udmærket spillet af Billy Zane fra f.eks. James Cammerons Titanic) benytter en busfuld skolebørn som levende skjold. Da den tyrkiske specialagent konstaterer at Max må hade børn, svare denne: ”Nej jeg elsker børn. De er ikke bange for døden. Det er kun når de bliver voksne og synder at de bliver det. Måske burde vi dræbe alle børn nu”.
Og det er kun et ud af mange eksempler på amerikanernes komplette afstumpethed som den portrætteres her. Og det bliver kun værre og værre som filmen skrider frem. Hvilket jo ikke gør den et hak bedre en de tilsvarende propagandafilm fra henholdsvis Hollywood og salig A. Hitlers tro følgesvend Goebbels hadske hænder, som de fleste med en smule smag kun kan foragte eller i bedste fald grine af. Man kan til nød forstå muslimernes lyst til at tage til genmæle, men at slynge mudderet tilbage i hovedet på afsenderen inviterer næppe til nogen dialog, endsige skaber det næppe fred i mellemøsten. I bedste fald gør det ingenting ... i værste er det blot at hælde benzin på bålet og deri drukner Valley Of The Wolves budskab om fred i en stor og kvalmende selvmodsigelse. Men tankevækkende og underholdende er den.
Aldrig har jeg haft så store problemer med at skulle smide en fast karakter efter en film som i tilfældet her. På den ene side har jeg lyst til at give den 4 flotte stjerner for en godt sammenskruet film med et vigtigt budskab, men på den anden side kun en enkelt, for sit entydige hadske og selvmodsigende syn på sin omverden. Jeg ender på tre og en stor opfordring til alle voksne mennesker om at se denne film og selv tage stilling, når blot de samtidigt husker at hverken Rambo eller Valley Of The Wolves tegner et færdigt billede af den verden der omgiver os.
Puh ... jeg trænger til en øl.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
PAN Vision.
