Skriv en kommentar
Siden Bridget Jones trådte ud på verdensarenaen med sine kedelige bedstemortrusser, usunde vaner og komiske indre monologer, har adskillige efterfølgende film kopieret denne populariserede formel, der sædvanligvis består af følgende tre uundværlige komponenter:
- en single, søgende kvinde, der evig og altid er på udkig efter ham, der skal fuldende hende.
- en potentiel mage (for det meste kvindens chauvinistiske chef, tidligere amoralske kæreste eller byens uforbederlige hjerteknuser), der på ydersiden er dampende lækker, men på indersiden er en overfladisk narcissist.
- et overset, men synligt oplagt partnerpotentiale (for det meste hovedheltindens trofaste ven, som har sat sig fast i venskabets limbo-land), som på ydersiden er den grimme ælling, men på indersiden den smukke svane.
Nynne (2005), The Wedding Date (2005) og Han er bare ikke vild med dig (2009), for blot at nævne nogle få, har foreviget denne drøje konceptuelle tilbøjelighed til en færdigstrikket filmisk kliché. Venskab med fryns lægger sig mageligt ovenpå denne ombejlede matrice, men omrokerer lidt på hovedbropillerne – kærlighed er blevet udskiftet med sex, mens søgende østrogen nu hedder søgende testosteron.
Friends with Benefits
Adam (Ashton Kutcher) og Emma (Natalie Portman) har kendt hinanden on og off i mange år. Da filmen rigtigt folder sin historie ud, slikker Adam sjælesårene efter et forlist forhold med en udsvævende kvinde, som har forladt ham til fordel for hans forjaskede tv-stjerne-fader Alvin (Kevin Kline). Emma har til gengæld ikke tid til kærtegn, men dedikerer sin energi til en lovende karriere som læge. Kærlighed er en persona non grata, men begges biologiske drifter er for højrøstede til at blive overhørt, så Adam og Emma får den meget modernistiske idé at lade deres kroppe forene i lyst og liderlighed og holde hjerterne strengt adskilt. Uforpligtende eros synes som den ideale tilflugt, når ”i medgang og modgang” og ”til døden os skiller” mest runger af gråhårede bonmot'er. Den fine erotiske affære fremavler både nydelsesfulde veje og sydende udveje … men er Adam og Emma nu også på en mørkelagt vildvej? For kærligheden er ikke sådan lige til at styre …
Efter at have høstet noget nær samtlige respektable hædersanvisninger i år med sit uudslettelige bravurnummer som den skrøbelige primaballerina i Black Swan, vender Natalie Portman nu blikket mod en mere grinbidende genre og en mindre provokativ personkarakteristik. Forståeligt nok, fristes man til at sige, for en så udfordrende rolle som den sarte ballerina affordrer da også en mere ubesværet efterkommer. Og Natalie Portman klarer det igen helstøbt som den på overfladen tilknappede og bidende lægeaspirant Emma, der balancerer graciøst mellem spydig afstandstagen, humoristisk bedrevidende og fragil følsomhed. Natalie Portman indfanger disse forskellige stemningsskift på en diskret og tillidvækkende måde, så man slet ikke tvivler på karakteren Emma. Ashton Kutcher er gennem årene blevet slagtet med voldsomme hug af selv de mest sympatiske anmeldere. I denne ombæring fremstår han dog både tilpas sukret og sympatifremkaldende, som det er blevet hans filmiske signatur, men tilfører tilmed sin karakter en smule mere format og independens. Det klæder ham, og jeg håber, at han vil opøve denne disciplin mere fremover. Kemien mellem dem føles oprigtig og stimulerende, så man næsten glemmer, at de ikke er et par udenfor biografsalens blændværk. I virkeligheden burde skuespillerne få langt flere gungrende bifaldsjubel for deres fine præstationer, eftersom filmens øvrige elementer gør alt for at minimere dem. Filmen kommer ganske enkelt på tværs af sin egen historie, da den er så frygteligt trælbunden af den obligate rom-com-formel.
Forgettable that´s what you are …
Ingen tvivl skal der herske om, at Venskab med fryns primært er en økonomisk frembringelse og kun sekundært en seværdig film. Økonomisk forstået på den måde, at den er et strategisk udtænkt produkt, fabrikeret af profitorienterede producenter, som forfølger billige og bagatelliserede filmrecepter, der indtjener obskøne mængder penge. Denne 2011's første romantiske komedie er derfor en nedtrykkende indikation af, at penge stadig er omdrejningspunktet i Hollywood.
I vores mere liberale europæiske øjne fremstår selve grundidéen om uforpligtende bollevenner ikke just revolutionerende eller stødende. Ikke desto mindre virker det, som om filmen sætter denne ekstensiverede tendens på en måbeværdig piedestal. Det bliver fremhævet så eksplicit, at det føles, som om filmen ikke taler til den nulevende generation, der absolut kan bryste sig af en frigjort, progressiv seksualitet, men til en mere puritansk, forseglet seksuel kultur, som klart vil finde bollevenner-princippet omvæltende. Disse alderdommelige touch kan måske spores tilbage til filmens veteraninstruktør, Ivan Reitman, hvis hidtidige CV bl.a. tæller Ghostbusters (1984), Strømer i Børnehaveklassen (1990) og My Super Ex-Girlfriend (2006). Han synes nemlig at have holdt sig rigorøst til en udrangeret filmformel, der svælger i et misforstået subversivt materiale og iscenesætter dette vha. udlevede stumfilmsremedier, der skal slå filmens usjove og ikke omstyrtende punchlines igennem. Eksempelvis bliver der skruet ekstremt op for vulgært sprog og manierede scener, der mest af alt minder om børnemålrettet teater. Det var måske sjovt dengang, Reitman selv var knøs, men i dag virker det mærkeligt anakronistisk, da vi i forvejen er overeksponerede for den type jargon – i hvert fald her i Europa. En instruktør med en mere hjemmevant finger på den moderne puls havde ikke maltrakteret disse ekspressive finesser så gevaldigt.
Venskab med fryns flyder desforuden over med plot-underdanige bifigurer, hvis skærmtid både er kortvarig og ubetydelig. Almindeligvis optræder de som accessoriske injektioner af direkte dårlig humor. Reitman og co. ville have været bedre tjent med at skære ned på mængden af venner og bofæller og i stedet have tilføjet flere dimensioner til de enkelte karakterer, så de ikke fører sig frem som intetsigende statister i andres show. Lake Bell som Adams kluntede assistent og Emmas BFF eller best friend forever, Greta Gerwig, havde helt sikkert fortjent flere replikker og mere spotlys. Kevin Kline er til gengæld både fersk og luvslidt som Adams far. Denne anmelder fik helt tårer i øjnene over det depressive gensyn, for manden var da en cool skuespiller og en ægte stjerne engang.
Venskab med fryns føles både lidt autentisk, light komisk og let vedkommende til tider, men i sidste ende kan man ikke undslippe mistanken om, at hele scenariet og dets medvirkende er drivende tandhjul i et pengeroterende maskineri, hvis omløb er ligeså repetitive, som de er stereotype.
Vi kender efterhånden rom-com-cirklen til udmattelse. Derfor genkender vi også Venskab med fryns, før vi overhovedet har lært filmen at kende …
