Skriv en kommentar
Irène Jacob hører til den slags skuespillerinder, der med sit yndefulde ydre, unægtelige talent og betagende og udtryksfulde øjne, kan hypnotisere sit publikum fra start til slut. Hun evner at drage os ind sin karakters komplekse psyke via få synlige virkemidler og manipulerer vores følelser i en så ekstrem grad, at man er helt rundtosset bagefter. Og i samarbejde med Kieślowskis legende visuelle og impressionistiske fortællestil og fotograf Sławomir Idziak's farvebelagte overdådige billeder, er "Veronikas To Liv" en film - og ikke mindst sanselig oplevelse, du ikke bør snyde dig selv for.
To identiske sjæle
Filmen følger de to unge kvinder, Weronika, der bor i Polen og er en fremadstormende operasanger og Veronika, der bor i Paris, Frankrig, hvor hun er musiklærer. Trods den geografiske afstand og det faktum, at de ikke kender hinanden, lader det til at deres liv er fuldkommen identiske. Af udseende er de ligeså ens. Men det, der er mest forunderligt er, at deres liv synes sammenflettet via et følelsesmæssigt og overnaturligt bånd, som overskrider sprog og landegrænser. Og da den ene af de to dør, begynder den anden på et nyt liv.
Fænomenale Irène Jacob
Irène Jacob, der sidenhen blev fortrukket af Kieślowski i hans tredje film af hans "farvetriologi, "Rød", fra 1994, spiller som sagt dobbeltrollen i form af Weronika og Veronika. Og det mestrer hun med smukt overskud. Det er trods alt lidt krævende, uanset hvor meget talent du så end har, at skulle spille to personer på hver sit sprog (polsk og fransk). Men Irène Jacob er og bliver bare en fænomenal skuespillerinde.
En massiv strøm af følelser
I takt med Zbigniew Preisner utroligt velkomponerede og dragende musik, skabes der en både sørgmodig og højdramatisk men også ophøjet stemning i scenerne, hvor Weronika synger sopranstemme i de storslåede koncerter, hvor hun står i midten af lyset og alt er stille og larmende på samme tid. Det er en stemning, der skal føles og sanses ligesom resten af filmen. Selvom der er et plot og en klar handling i filmen, virker det mere som om at Kieślowskis umiddelbare intention har været at få os til at føle filmen som en massiv strøm af følelser, som vi får kastet direkte i hovedet.
Et poetisk mesterværk af flere dimensioner
Det er en film om at være forbundet med hinanden, og det bliver smukt formidlet i denne skønne lille tidløse perle. Ligeledes forfalder Kieślowski aldrig til at give publikum de åbenlyse og nemme svar, men overlader meget til fri fantasi og fortolkning. Det er befriende, og det er med til at give filmen et ekstra pift, så den forbliver original og tro overfor sin modige fortællestil.
Der er kort sagt tale om et poetisk mesterværk af flere dimensioner, der griber fat om hjernen og hjertet på dig. Og den giver ikke slip igen.
