Den svenske instruktør Gustav Möller imponerede tilbage i 2018 med det intense drama "Den Skyldige", der også fik en amerikansk remake med Jake Gyllenhaal i hovedrollen. Nu vender han tilbage med et lige så intense drama, hvor Sidse Babett Knudsen kæmper imod sine egne dæmoner.
Eva (Sidse Babett Knudsen) arbejder som fængselsvagt - et arbejde, der er præget af meditation, undervisning og et fornuftigt samarbejde med de ansatte. En dag ankommer den farlige Mikkel, der er placeret på en anden afdeling. Uden at røbe sin hemmelighed beder Eva om at blive skiftet til afdelingen, men står nu i sit livs dilemma.
Sidse Babett Knudsen er aldeles fremragende som den idealistiske Eva, som gør hvad hun kan, for at bevare roen overfor Mikkel. Hun portrætterer sorg, vemodighed og angst på fornemste måde. Som om rollen er decideret skrevet til hende. Og så viser Sebastian Bull også sit stortalent, da rollen er meget krævende både fysisk og psykisk.
Filmen er skåret helt ind til benet, hvor Möllers fokus er på Evas indre kamp og mentale tilstand. Der vises hverken hendes privatliv eller anden omgangskreds, men vi befinder os i det dystre og skræmmende fængselsmiljø, hvor ens dømmekraft hurtigt kan spille en et puds.
Tematikken er yderst interessant, og man kan tydeligt se forholdet imellem fanger og betjent, og hvordan de intern kan spille på hinanden. Selvom Eva har et tydeligt ønske om hævn, så påvirker hendes fornuft også meget hendes adfærd. Selv Mikkel hat på fornemmelsen, at der snart ikke er mulighed for indfrielse. Begge karakterer forbliver fortsat i hvert deres indre fængsel.
"Vogter" er et intens, fascinerende og psykisk fængselsdrama. Man kan ikke slippe fængslets rammer - hverken inde eller udenfor væggens murer. Sidse Babett Knudsen og Sebastian Bull er fremragende i dette kammerspil, hvor følelserne sidder helt inde i kroppen.