Det var næppe med fornyet livsgejst og tro på menneskehedens godhed, at de fleste forlod Cinemateket lørdag aften. VOID havde spot på den koreanske instruktør Yeon Sang-ho. Biografsalen Asta, opkaldt efter den danske stumfilmsdronning Asta Nielsen, var denne aften dedikeret til visninger af Sang-ho’s tre spillefilmslængde animationsfilm, The King of Pigs (2011), The Fake (2013) og Seoul Station (2016), samt kortfilmen The Window (2012).
Man skal være exceptionelt hårdhudet for at kunne klare at se alle disse film i streg, som VOID-programmet ellers lagde op til. At være vidne til Yeon Sang-ho’s filmiske univers er at træde ind i en verden styret af vold, grådighed, håbløshed og gru. Det er stærke sager, tydeligvis fra en mand med meget at sige om livets mange ubehageligheder, men med få, for ikke at sige ingen, bud på hvorfra lyset skal komme. Det er virkningsfuldt og knugende, men det er også alt, alt for meget at se tre og en halv film i træk, hvis synsvinkel på menneskets væren i verden er så bælgmørkt.
Derfor måtte denne anmelder også springe midterforestillingen The Fake over. Efter en dobbeltforestilling med kortfilmen The Window og Sang-ho’s første animationsfilm i spillefilmslænge, The King of Pigs, var der behov for at sunde sig. De to films intensive bearbejdning af vold, som den bærende magtfaktor i samfundet, skulle lige fordøjes. Det gjaldt jo om at blive klar til aftenens sidste forestilling - Sang-ho’s nyeste film Seoul Station. En prequel til den biografaktuelle live-action zombiefilm Train to Busan.
The Window og The King of Pigs
The Window er en personlig beretning om vold i militæret bygget på Sang-ho’s egen afsoning af den obligatoriske koreanske militærtjeneste. Som opvarmning til The King of Pigs var kortfilmen en smagsprøve på Yeon Sang-ho’s animationsstil – en realistisk streg, karakterdrevet historiefortælling og hidsig samfundskritik med udgangspunkt i et decideret pessimistisk menneskesyn.
Som en velafstemt doublefeature roterede begge film om vold og magt, og den rådne dynamik mellem de to, som former det samfund, vi lever i. Særligt The King of Pigs har tid til en større kommentar om det klasseopdelte samfund. Filmen viser mødet mellem to voksne mænd - den ene har slået konen ihjel, den anden har banket sin. De mødes og husker tilbage på det særprægede venskab de og en tredje kammerat havde under skoletiden. Vi ser hvordan de tre drenge forsøger at stå imod den klasseinddelte vold, der dikterer magtfordelingen på skolen. Mennesket skildres som værende i spænd, begrænset fra fødslen af, med vold som både spændetrøje og eneste tilgængelige oprørsform, for de der ligger nederst på samfundets rangstige. De rige har magten og håndhæver den ved vold, mens de laveste må blive monstre for at fravriste de rige magten. Der er ingen frelse, intet lysglimt at spore. Blot en endeløs voldsspiral i jagten på status og magt. En hård kommentar på livet og menneskeheden fra Yeon Sang-ho. Desværre gik noget af samfundskritikkens klarhed tabt i en mangelfuld engelsk tekstning, der til tider, gjorde det svært at forstå, hvad der egentlig blev sagt. En ærgerlig forstyrrelse i en film der tydeligvis har meget på hjerte.
Efter sigende skulle The Fake være en endnu mere dyster og modløs kritik af samfundet i samme stil. I denne går Yeon Sang-ho dog især i flæsket på organiseret religion.
Seol Station – zombierne kommer!
Seoul Station afviger fra Yeon Sang-ho’s tidligere film ved at introducere et overnaturligt element, de populære zombier. I ægte George A. Romero-stil (Night of the Living Dead) bruger Sang-ho zombie-genren til at uddele aktuel samfundskritik. Igen udstilles ulige magtforhold og livets uretfærdigheder, der så ofte opdeler mennesker i dem, der har og dem, der intet har.
Yeon Sang-ho er dygtig til at strikke en spændende historie sammen og skarp i sin allegorier, der ofte arbejder i flere lag og giver én lyst til en større dissekering af de velkomponerede scener – altså, når først man genfinder modet til et gensyn. Det kræver nemlig lidt at dykke ned i Sang-ho’s dystre univers.
Alt for modløst med tre film på samme aften
Det er naturligvis fristende og forståeligt at VOID laver tema-aften ved at samle visninger af den samme instruktørs film. Men lige netop Yeon Sang-ho’s dystre verdensbillede og modløse menneskesyn går dårligt i spænd med et filmmaraton. Det havde været rart om de tre film var spredt over et par aftener. De tunge pointer risikerer simpelthen at gå tabt i det overflod af elendighed, som filmene prædiker. Fremfor en skærpet opmærksomhed på uretfærdighed mellem mennesker, overtager følelsesløsheden hurtigt, tæt forfulgt af håbløshed.
At se en Yeon Sang-ho film er en intens oplevelse, og han sætter bestemt spot på vigtige og aktuelle problematikker i samfundet. Bearbejdningen af disse er dog så modløs, at det kan være svært at se, hvad det skal være godt for. Yeon Sang-ho efterlader sin seer i håbløshedens dystre mørke. Måske filmene i sidste ende kan motivere sine seere til at modstå samme pessimistiske menneskesyn? Ellers er der vel kun apati tilbage til at klare dagligdagens grusomhed, som den skildres i Sang-ho’s film.
