Skriv en kommentar
Daniel (Jakob Cedergren) er graffitimaler og lever af at spraye kærlighedserklæringer på Københavns mure på bestilling. De sidste fem år har han officielt kun tjent 40 kr. Han er konstant forfulgt af postvæsnet, DSB, skattevæsnet, parkeringsbødefolket og overformynderiet, som han selv formulerer det. En dag møder Daniel Franc (Tilly Scott Pedersen), som ved et uheld er kommet til at spise psykedeliske svampe. Hun opfører sig så dopet, at hun for øjnene af Daniel bliver fyret fra den bagerbutik, hun arbejder i. Daniel kører hende hjem og det bliver begyndelsen til en forelskelse. Uheldigvis er Franc den samme pige, som Daniels bedste ven, Morfar (Nicolas Bro), har været forelsket i længe. Morfar er, helt modsat Daniel, en lidt bedrevidende nørd, der hele sit liv har ”levet efter reglerne”. Da han taber i kærlighedens spil, beslutter han sig for at lægge al sin energi i sin store drøm om at blive fodbolddommer. På banen kan han til fulde udleve sit behov for at holde trit og orden. Mens Morfar træner til sin store debut, har Daniel sit at slås med. For Daniel er selv husleje at betragte som uforudsete udgifter, så han bliver smidt ud af sin hus-trailer, og kan kun se til, mens alle hans ting bliver solgt i et improviseret loppemarked, bestyret af bolighajens lille datter. Samtidig bliver han taget på fersk gerning på en graffiti-opgave og ved en retssag dømt for at have begået hærværk. Dommeren (Morten Suurballe), som dømmer Daniel, lever et liv langt fra Daniels afslappede stil. Han er gift, har en datter og er ansvarlig til fingerspidserne i sit job. Men noget synes alligevel ikke at være helt i orden. Han sover ikke om natten, og der viser sig efterhånden at være sprækker i det perfekte liv. En dag tager han pludselig ikke på arbejde, men indlogerer sig i stedet hemmeligt på et hotel. Imens oprinder Morfars store dag, hvor han skal dømme sin første fodboldkamp. Til hans store overraskelse viser det sig at være en kvindefodboldkamp, hvilket slår benene helt væk under ham, og dagen ender i en ydmygende fiasko. Nu er der kun een vej for Morfar. Nedad. Den super-moralske Morfar beslutter sig for, sammen med kollegaen Teis (Nicolaj Kopernikus), at bryde alle De Ti Bud på én nat. For Daniel viser livet sig at have flere overgribende overraskelser i ærmet. Franc bliver gravid, og Daniel går i panik: ”Hvordan kan jeg være far - jeg læser ikke engang aviser”, er hans reaktion. Franc og Daniel må nu tage et meget voksent valg.
Allerede inden sin spillefilmsdebut fik islandske Dagur Kári Petursson stor anerkendelse af filmkritikerne for et par af sine kortfilm.
Hans hidtige film er excentriske, romantiske og præget af en underfundig humor. Et vist slægtskab med instruktører som Jim Jarmusch og Kaurismäki-brødrene fornægter sig ikke.
Det skæve komedie-drama 'Nói Albinói' (2003) gav den unge instruktør et solidt gennembrud med priser på alverdens festivaler. Filmen handler om outsider-teenageren Noi, der bor hos sin bedstemor i den lillebitte sneklædte islandske landsby Bolungarvik.
Kári forlod Den Danske Filmskole i 1999 med afgangsfilmen 'Lost Weekend', der efterfølgende vandt 11 priser ved festivaler verden over. Han har desuden instrueret kortfilmen 'Old Spice' (1998).
Sammen med Orri Jònsson har Kári duoen SlowBlow, der uddover at lave musik til Káris to første film, har udsendt tre selvstændige albums, heriblandt 'Quicksilver Tuna' (1994).
Dagur Kári Petursson er født i Frankrig af islandske forældre. Familien flyttede til Island da Kári var tre år. Han er søn af forfatteren Pétur Gunnarsson.
Jakob Cedergren der spiller Daniel har en blandet fortid som skuespiller bag sig.
Med den store hovedrolle som journalisten Bjarne Madsen i Ole Christian Madsens krimi-serie 'Edderkoppen' (2000), blev den unge Cedergren pludselig et kendt ansigt hos de danske tv-seere.
Forinden havde han været aktiv på de skrå brædder, blandt andet på Mungo Park med roller i 'Faust er død' (1997), 'Design for Living' (1997) og 'Elton Johns briller' (2000).
Efter en lille rolle i Christian Braad Thomsens værtshusdrama 'Den Blå Munk' (1998) fik Cedergren først sin rigtige spillefilmsdebut i debutanten Jannik Johansens 'Rembrandt' (2003). Her har han rollen som småforbryderen, der en dag ved et uheld får fingre i et maleri til 100 millioner kroner.
I 2001 havde Cedergren Ulrich Thomsens rolle i Mammutteatrets opsætning af 'Festen'.
I tv-sammenhæng har Cedergren kunnet opleves i DRs romanstiske dramaserie 'Nikolaj og Julie' (2002-2003), hvor har rollen som Toke, der er kæreste med Julies søster Søs.
Cedergren afsluttede sin uddannelse på Statens Teaterskole i 1997.
Nicolas Bro der i Voksne Mennesker spiller Morfar har er seneste par år dukket op i næsten samtlige danske spillefilm, eller sådan føles det i hvert fald, og ikke nok med det så medvirker han også i en række reklamefilm. Af hans mest fremtrædende roller kan nævnes Rembrandt, Konge Kabale, Adams Æbler, Regl nr. 1, Dem Gode Strømer, Af Banen.
Instruktøren Dagur Kari fortæller følgende om Voksne Mennesker:
Jeg kan bedst lide, når film er et katalog af idéer frem for en plot-drevet historie. Sådan har vi arbejdet med manuskriptet; vi har ikke sat os ned og prøvet at finde på en historie, men samlet en masse ideer ind på en fælles konto. Langsomt begynder der at forme sig en rød tråd, som ideerne kan blive hængt op på sådan, at vi til sidst har en historie.
HOVEDHISTORIEN: DANIEL OG FRANC
Fascinationen har ligget i at skildre en type unge mennesker, som vi kender fra vores omgangskreds. De lever uden nogensinde at skulle tage ansvar. De har intet berøringspunkt med samfundet og de virker uduelige i forhold til dets normer. De kan ingenting, ved ingenting og laver ingenting. Set med samfundets briller er de fuldstændig uansvarlige, men fra lystens synspunkt er det anderledes - de tager fuldt ansvar i forhold til den. Man har svært ved at se, at disse mennesker nogensinde vil blive voksne; at de vil tage slips på og trykke samfundet i hånden. Men hvor længe kan det holde? Vores udgangspunkt har været at vise, hvor disse mennesker bliver tvunget til, eller vælger at tage ansvar... DANIEL og FRANC repræsenterer "disse mennesker".
DOMMEREN (OG MORFAR):
En anden fascination har været at skildre det stik modsatte: Et voksent og ansvarsfuldt menneske der melder sig ud af samfundet. Frivilligt. Vi har ikke lyst til at bruge klichéer som fx. utroskab og pengenød i forhold til karakterens motivation. Der skulle netop ikke være en klar motivation, men mere en eksistentiel tilstand der eskalerer, indtil den får sine konsekvenser. DOMMERENS historie er tænkt som et modspil til det humoristiske og dialogbaserede; den er opbygget på tavshed og atmosfære.
MORFAR deler på en måde DOMMERENS skæbne: I starten vælger han ansvar og pligt og moral til fordel for lysten. Men i slutningen bliver det hele vendt på hovedet.
SORT/HVID:
Vi har valgt at lave filmen i sort/hvid. Vi har forsøgt at arbejde med et grafisk udtryk i vores framinger og production design; interiører som er firkantede og linier som er hårde. Hvor mennesket med sine runde former dårligt kan passe ind. Fordi filmen handler om mennesker, som ikke passer ind i det samfund, de hører til. Enten har de skabt deres egen alternative virkelighed, eller stræber efter at finde den. Alle vores visuelle referencer var enten sort/hvide fotografier eller sort/hvide film. Det slog os, at det eneste rigtige for denne film ville være at lave også den i sort/hvid. Rent formmæssigt er filmen tænkt som en slags hyldest til 60´erne; den uskyldige tid hvor filmsproget sprudlede med liv og nonchalance blandet med en fræk stilbevidsthed. Vi har lyst til at skabe et filmisk univers, som er afskåret fra det realistiske; vi vil ikke låne omstændigheder, som de ser ud i virkeligheden, men skabe vores egne. Vi vil lave en hyldest til nuet samtidig med, at vi er nostalgiske. Sort/hvid giver os muligheden for at være nostalgiske i nuet. Historiemæssigt skildrer vi hovedpersonen Daniel; en ung mand som opererer på en anden frekvens end samfundet. Hvis alle andre tilhører virkeligheden, tilhører han drømmen. Og ifølge videnskaben drømmer vi i sort/hvid.
Dagsordenen har været at lave en film, der er opfindsom og energisk; der dvæler ved potentialet i hvert enkelt øjeblik frem for at være slavisk i forhold til plottet og det overordnede. At dyrke det organiske frem for det mekaniske. At prøve, så godt man kan, at bevare den uskyldige fortælleglæde.
Voksne mennesker er en fin lille film, der hvis den absolut skal sammenlignes med andre danske film, kan minde lidt om Let’s Get Lost. Ikke kun i de sort/hvide billeder men også i dens beretning om nogle menneskeskæbner og deres hverdag i og omkring København.
Daniel der spilles af Jakob Cedergren er så uansvarlig, at det næsten gør ondt at værer vidne til. Men alligevel føler man for ham, da lidt af hans bagland afsløres i form af en ligeså, hvis ikke mere uansvarlig far.
Ligeså uansvarlig og med et ligeså usikkert bagland er Franc, spillet af den smukke og strålende Tilly Scott Pedersen. Håber virkelig at vi får set mere til hende i dansk film. Hendes karisma brænder nemt igennem det hvide lærred og når sagtens længere ud, end sidste række i biografens mørke.
Nicolas Bro er tilsvarende ligeså fin i sin rolle som den nørdede Morfar, som folk har svært ved at huske det rigtige navn på. Nicolas bliver for det meste castet til disse typer som Morfar. Men i Voksne Mennesker er han for en gang skyld rigtig god. Han for os til at føle med Morfar, der bag facaden er en trist person, der helst vil virke cool og tjekket, uden aldrig at opnå det. Men sådan vil vi i grunden alle værer, vil vi ikke ?
Voksne Mennesker er klippet lidt groft, og billederne er til tider grynede, men det underbygger fint stilen og fortællingen om nogle mennesker der heldigvis virker troværdige i al deres utroværdighed. Tilsat realismen er så nogle små magiske øjeblikke, som da Franc og Daniel forelsket mødes på en cafe og en række elefanter pludselig marchere forbi i baggrunden, uden de ænser det. De har kun øjene for hinanden. Eller scenen i bilen på Langebro, hvor det går op for Daniel at han skal træffe et vigtigt valg. Det er smukt fortalt, og pludselig genkender man disse små magiske øjeblikke fra ens egen hverdag. Disse øjeblikke der gør livet så vidunderligt at leve.
De grove men alligevel smukke og gennemtænkte billeder bliver ledsaget og støttet af instruktørens eget band. Stilen er dejlig jazzet og løfter billederne derop hvor de hører til.
Voksne mennesker er magisk realisme, der giver et friskt pust til dansk film. En fragmentarisk beretning, der når stumperne samles, danner hverdagen for nogle underlige, men dog helt almindelige mennesker, der desperat forsøger at samle brikkerne til det puslespil, nogen har valgt at kalde for ” livet ”. Her er intet helligt, og vores hovedpersoner bliver nådesløst kastet igennem tilværelsen. En tilværelse hvor det kan værer svært at værer et voksent menneske.
