Skriv en kommentar
Volcano, eller Eldfjall som den hedder på islandsk, er historien om den netop pensioneret Hannes. Efter 37 år som gnaven vicevært og forsømmende ægtemand står han nu foran resterne af sit liv bestående af en forfalden kutter, kæderygning og en familie, han har distanceret sig fra – i prioriteret rækkefølge. Han vrisser af sine børn og børnebørn, som henholdsvis afskyr og frygter ham tilbage, og i midten står hans hengivende kone, der trods megen brok holder ved og af ham.
Konfronteret med sit livs vinter i form af hans pension og en nærdødsoplevelse, går det op for ham, at hans liv er i lige så dårlig stand som hans kutter. Men livet lader sig heller ikke stå til, og pludselige og voldsomme begivenheder vender op og ned på alt.
Selvom gamle mænd sjældent er det film kredser om, er der alligevel efterhånden lavet en del film om især den gnavne slags af dem, og hvordan de genfinder deres lykke i en renæssance af livets glæder. Men dette er ikke Hr. Frederiksen fra Op, der op til nu har nydt sit liv og tosomheden, eller Gustafson og Goldman fra Gnavne Gamle Mænd, der egentlig finder glæde i deres gnavenhed. Dette er en mand, der har givet op på livet uden at være sig det bevidst eller tage sig af det. Han har vendt sig mod verden, længe inden den vendte sig mod ham, og som nu må vælge, om han vil træde ind i den igen eller helt give op.
Med Islands ulmende og til tider ugæstfrie natur som bagtæppe har Rúnar Rúnarsson lavet en film, som i alt sin enkelthed er et billede af livet. Her er ingen forskønnende solskin eller uddybende replikker, og skuespillerne er så uglamourøse og hverdagsagtige, som de kommer. Men det er netop filmens styrke. Den giver sig ikke ud for meget, og derfor virker historien meget stærkere, når vi fx ser den gnavne mand lavet et halvhjertet selvmordsforsøg, eller omvendt, hvor glad han pludselig er, når han fisker.
Volcano er i sin enkelthed et indblik i en verden, vi sjældent ser, men som dog slet ikke er usædvanlig. Det er en hverdag, uromantisk og ucharmerende som den er, men som alligevel formår at være en smule livsbekræftende. Det er næppe en film for alle alene pga. filmens ret langsomme og dvælende tempo og dens tema. Men som et billede af alderdommen og en påmindelse om livets stille værdier er det en meget smuk og vigtig film.
