Skriv en kommentar
Overfor kendte mesterværker som ”Diligencen”, ”The Seachers” og ”The Man who shot Liberty Valence” er ”The Wagon Master” en af western-auteuren John Fords, for ham, mindre værker i hans imponerende række af kraftfulde westerns. Men det gør den bestemt ikke til en mindre gyldig repræsentant for denne patosens mester. Med en af Fords mest benyttede forfattere, Frank S. Nugent, på holdet, og den store Merian C. Cooper (bl.a. ”King Kong”) i producersædet er dette måske heller ikke så underligt.
Baseret på en historie af Ford selv, var ”The Wagon Master” fra 1950 øjensynligt en meget personlig film for Ford. Han har således selv udtalt, at den var den film, der kom tættest på det han ville opnå. Alt andet lige er det en lige så klassisk afklaret western som hans anden mesterlige efterkrigs western, den sørgmodige svanesang over et tabt paradis, ”My Darling Clementine” fra 1946.
Ingen kan som Ford lade et billede med patos, menneskelig varme og uselvisk heroisme. Og det går man heller ikke glip af her. Ej heller snydes man for det poetisk smukke Monument Valley, der her for femte gang lægger sit støvede bagtæppe til Fords poetiske billeder.
Skuespillerne, med Fords vanlige følge, Ben Johnson og Ward Bond (som en mormonsk pater familias), i spidsen af karavanen, gør det glimrende, men det er uden de store stjerner på rollelisten, hvilket man alt andet lige savner når brændet nu engang skal falde, idet deres star quality altid giver det sidste gryn til Fords storslåede film poesi.
Heltene er denne gang de to venner og cowboys, Travis (Ben Johnson) og Sandy (Harry Carey Jr.), der, i et klassisk quest set-up fyldt med suspense, er ansat til at føre en gruppe af mormon familier igennem Utahs nådesløse ørken. Ikke nogen ufarlig opgave, da ørkenen er befolket med indianere på krigsstien - med rette, som der antydes i filmen - samt med brutale, eftersøgte forbrydere og er plaget af en ubarmhjertig tørke. I disse omgivelser må mænd bevise, at de er mænd, og kvinder, at de er kvinder, men, som det ofte er blevet misforstået hos Ford, behøver de to køn ikke repræsentere sig selv stereotypt som henholdsvis det stærke og svage køn. Rollerne byttes livligt rundt, ofte med enten komisk eller dramatisk effekt.
På rejsen møder de, og vi, såmænd også en række spøjse figurer, ikke mindst Jane Darwells elskeligt truttende Sister Ledeyard, fuld af ægte menneskelig glæde og melankoli, og enkelte af dem med et par lyssky tricks i ærmet.
Det er en lidt sølle kopi discountfirmaet On-Air Video disker op med. Ikke mindst når man tænker på hvilket filmhistorisk materiale, man har mellem hænderne. Ingen ekstramateriale og overførslen er tydeligvis foretaget i den billige ende med et tarveligt udseende cover, en tam menu og lettere grynede billeder til følge. Ifølge bagside-coveret fås billedet i både 4:3, 1:1.33 og fullframe format, men denne funktion var dog i hvert fald ikke umiddelbar mulig i menuen på mit eksemplar. Man kan dog se filmen i både farveversionen og den originale sort-hvide version, som er klart at foretrække af de to. Og så en temmelig sløset fejl: min anmelder-kopi havde en mindre tryk fejl på bagsiden af coveret, hvor der i credit-listen stod ”The Big Sky” og ikke ”The Wagon Master”. 1 stjerne til denne del.
Hvis man skal have en værdig kopi af denne film mellem hænderne, må man nok endnu engang ty til udlandet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:On Air Video.
