Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Dewey Cox, manden, legenden og hjernen bag nogle af de største hits gennem tiderne! Endelig får vi filmen om hans liv og det er ikke for barnlige sjæle!
Nej, Dewey Cox findes ikke i virkeligheden, men denne film gør alt hvad den kan for at få dig til at tro, at han gjorde!
Filmen tager afsæt i de mange bio-pic film, der har huseret de sidste år, særlig Walk the Line, der som bekendt omhandler manden i sort, Johnny Cash.
Som 8-årig mister Dewey Cox sin bror, den (ifølge deres far)mere talentfulde Nate i en bizar machete ulykke. Traumet er så stort at Dewey mister sin lugtesans! Dette er kun det første af mange skøre ting, den kære Dewey kommer ud for. Efter års underkuelse, forlader Dewey sin familie som 15-årig og forsøger sig som rock'n'roll musiker.
Vi følger ham fra sine spæde kår som forsanger i et high school band, til en jazzklub for et primært sort publikum, der tager godt imod Dewey.
Senere skal han på scenen efter kongen himself, Elvis Presley og ender med at give sit livs koncert.
Men med successen følger stofferne. Deweys bandkammerat Sam, prøver, med fuldstændig manglende overbevisning, at holde Dewey fra dem, men det går ikke. I en hylende morsom scene, hvor Sam med en gruppe andre, prøver at holde Dewey fra at ryge marijuana ved at fortælle om alle fordelene (det er billigt, man bliver ikke afhængig og det gør kun sex bedre) begynder Dewey sin personlige nedtur.
Filmen er en slags "greatest hits" af biopics, så alle de velkendte ting sker. Filmen er endda bevidst om dette og flere gange nævner aktørene ting, der henleder til disse ting. F.eks når Sam siger "this is the really dark period".
Det er langt ude og John C. Reilly, primært kendt fra Magnolia, Chicago og en anden Apatowproduktion, Talledega Nights, giver en af sine bedste præsentationer. I Chicago viste han, at han kunne synge og i Talledega Nights viste han, hvor sjov han kunne være.
Som en evigt naiv og talentfuld drengemand, lever Dewey Cox rock'n'roll drømmen, med alt hvad det indebærer.
Samtidig er musikken ganske god og man er ikke i tvivl om, hvem der bliver gjort grin med, gennem Deweys mange forskellige stil-perioder.
Som sagt tager filmen afsæt i Walk the Line, men det er ikke kun Johnny Cash, der gøres grin med. Brian Wilson, David Bowie, Elvis og Jim Morrison er kun et lille udvalg af, hvad der kommer under kniven her.
Kombiner det med nogle nært geniale cameo-opvisninger fra f.eks Jack Black, Paul Rudd, Jason Schwartzman og Justin Long som the Beatles, Frankie Munz som Buddy Holly eller Jack White fra the White Stripes, som en næsten psykopatisk Elvis Presley, samt nogle virkeligt syrede og skøre indslag og man har en opskrift på en fantastisk film, som formår at underholde hele vejen igennem.
Filmens eneste virkelige problem er, at der nogen steder springes ret heftigt i handlingen og det kan være med til at forvirre en smule. Jeg er senere blevet gjort opmærksom på, at der findes en længere udgave af filmen, som skulle udglatte disse spring, men at den ikke er tilgængelig i Danmark, noget vi før har set med andre Apatowproduktioner (tænker her især på Anchorman). Det er ærgeligt, for det trækker en smule ned.
Men bortset fra det, er filmen er helt klart anbefalelesværdig og hvis du har set andre Apatow producerede film, såsom førnævnte Anchorman og Talledega Nights, har du også en lille ide om hvilken type film, du kan forvente.
LYD OG BILLEDE:
filmen præsenteres i widescreen og er okay, omend nogle af de mange indendørs scener kan være lidt slørede. Men alt i alt ganske pænt.
Straks bedre er lyden, der præsenteres i 5.1 surround. Musikken er filmens helt klare højdepunkt og det kommer helt til rette i din stue!
EKSTRA MATERIALE:
Slettede scener
et kommentarspor med bla John C. Reilly, Judd Apatow og Jake Kasdan.
En minidokumentar om musikken og en featurette om den virkelige Dewey Cox.
Desværre var det en screener, jeg så filmen med, så ovennævnte materialle har jeg ikke haft mulighed for at se. Man kunne jo håbe at filmselskaberne ville sørge for, at vi fik det hele med, men ak!
