Skriv en kommentar
Steven Spielberg er efterhånden ligeså meget et varemærke som en instruktør. Manden har givet os en god håndfuld klassikere i årenes løb, hvilket i den grad har cementeret hans navn i filmhistorien forevig. Som det nu engang er med mange af Hollywoods aldrende instruktører, er det ikke altid at kvaliteten helt følger med. De seneste mange af Spielbergs film har da netop været af tvivlsom kvalitet, og selvom sidste års ”Tintin” på mange måder varslede en tilbagevenden til fordums tid, så træder ”War Horse” i Spielbergs seneste årtis vante fodspor. Det er på ingen måde en direkte dårlig film, men den bærer så mange problemer rundt undervejs, at det hele ender som en noget ujævn oplevelse.
”War Horse” starter ganske forfærdeligt ud. John Williams’ score er påtrængende og pompøs, og eftersom den er helt fremme i lydbilledet fra starten af, overtager den fuldkommen historien og hovedpersonernes roller. Man ser en hest blive født til sødsuppemusik og en dreng forelske sig platonisk i den. Langsomt introduceres vi til en række skabelonsskårne karakterer og arketyper, og bedst som vi ved præcis hvilken retning historien drejer, bliver vi hevet ud af den og over i en ny. I ”War Horse” er det nemlig mirakelhesten Joey, der besidder hovedrollen, og den har ganske enkelt ikke en fast ejermand. Som titlen også hentyder til, ender den nemlig i krig, nærmere betegnet 1. verdenskrig, og selv her vader den ind og ud af en række personers historier. Det er på mange måder et modigt manuskript, der på trods af klicheerne, netop går veje som man ikke helt regner med. Dette er både filmens force og svaghed. Det er nemlig meget svært at engagere sig følelsesmæssigt i en fortælling, som aldrig når at definere karaktererne eller historien, og tilbage står kun den overfladiske sentimentalisme, som der da også smøres tykt på af. Joey kommer igennem en hel del, og alligevel ender filmen præcis der, som man havde regnet med fra starten af.
Alle de typiske Spielberg-kendetegn er konstant tilstede i ”War Horse”. Kameraet væver sig rundt i de smukke landskaber, og det ene mindeværdige billede afløser det andet. Spielbergs film har nemlig igennem hans lange karriere været godt håndværk, og ”War Horse” er bestemt ingen undtagelse. Når først krigen kommer i gang, vækkes der mange minder fra de bedste scener i ”Saving Private Ryan” og ”The Empire Of The Sun”. Krigen ser usandsynlig grum og smuk ud, og enkelte scener er endda direkte intense. Derimod mangler filmen en hel del hvad angår skuespillet. Hesten Joey bliver skam spillet til perfektion af intet mindre end 14 heste, men menneskerne er en helt anden sag. Drengen der træner Joey, bliver spillet af Jeremy Irvine, og han alene står bag filmens mest tåkrummende scener. Blanding af den britiske accent og den mest absurde naivitet skaber så overdrevent sentimentale og opkastfremkaldende scener, at det halve kunne være nok. Peter Mullan der spiller drengens far, slipper lidt bedre fra nogenlunde samme handling, men selv han bliver for meget i den lange ende. Mest acceptabel er Emily Watson, der med en oprigtighed undgår, at ryge ned af samme boldgade. Sådan fortsætter det igennem historien, og når hesten møder vores egen Nicolas Bro, bliver det endda en smule komisk. Selvom Bro naturligvis i disse scener er berettiget en accent ligesom alle andre i historien (ja, både franskmænd og tyskere taler nemlig engelsk med tung accent), så lyder det ligeså slemt som Villy Søvndal på en god dag.
”War Horse” ville have været et mesterværk, hvis den var lavet i Hollywoods guldalder. I dag har vi som publikum stødt på lignende historier talrige gange før, og kun de færreste vil se igennem filmen mange problemer. Spielberg yder dog som altid, det han kan, og skaber mange smukke og mindeværdige billeder undervejs. Er du sentimental af natur, bør du smutte direkte i biografen, men hvis du ikke er, så er der ingen grund til at skynde dig. Det mest interessante ved filmen forbliver dog, om Oscar-komiteen falder for den. Den virker som en næsten for oplagt kandidat.
