Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
I dag er ”West Point Story” mere en historisk kuriøsitet end en historisk vigtig film. Proppet med pro-militær propaganda er historien om Broadway-instruktøren, James Cagney, der sættes på prøve i den bundsolide og regelrette militærbase, West Point, et vidnesbyrd om en nation i krig. Om ikke åben krig (filmen er fra 1950), så i hvert fald kold krig. Heldigvis er filmen stadig underholdende.
Vi følger Cagney i en af hans mindre sammenbidte roller, som Elwin Bixby, en falleret Broadway-instruktør, der overtales til at opsætte en intern forestilling med de regelrette, nydelige og meget imponerende mandfolk i West Point. Målet er at overbevise hovedrolle-indehaveren, Gordon MacRae, om fornuften i at forlade officers-uddannelsen og indfinde sig i det spraglede jet-set hvor hans sangtalent hører hjemme. I løbet af filmen overbevises Bixby dog om vigtigheden af det smarte, stolte, nationalistiske og ikke mindst drønnødvendige, amerikanske militær. Der blandes en Hollywood-starlet i form af Doris Day ind i løjerne og der synges, danses, råbes, kysses og drilles indtil den storslåede morale er slået fast med syvtommersøm.
Det heldige ved Roy Del Ruths film er at den formår først og fremmest at være film og kun sekundært underkaste sig sin propagandistiske dagsorden. Kun en enkelt gang kammes der helt over i en utrolig lang og vældig malplaceret enetale om det stolte, amerikanske militær og den historiske West Point-base. Et irritationsmoment, men dog et der ikke gentages. Historien som helhed er naturligvis svært prædikende, men alligevel kan man, i sær i dag med historiske briller på, lade sig underholde af i sær Cagneys hysteriske personage, de nydeligt opsatte danserutiner (der er på et niveau der simpelthen ikke eksisterer længere), den rappe dialog og de veltimede, komiske optrin. Plot skal man ikke forvente for meget af, og i sær til sidst kører historien helt af sporet. Filmen er heller ikke uden fejl og i sær en enkelt dialog-scene, hvor flere tilskuere via klipningen bliver kastet rundt i lokalet er utrolig lattervækkende. Alligevel rammer filmen nogenlunde plet og generelt er den, udover et særpræget, historisk dokument, en morsom musical, der nok skal kunne underholde de fleste, selv i dag.
Billede- og lydsiden er fint restaureret, med enkelte småfejl rundt omkring, men generelt klart og tydeligt. Af bonusmateriale finder man en stribe små-udsendelser der sammen med filmen er et forsøg på at genskabe en biografoplevelse fra 1950. En kort nyhedsudsendelse, der komisk nok fordømmer sovjetisk brug af propaganda, en lille dokumentarfilm om et hestevæddeløb i Italien, en kort tegnefilm med Daffy Duck og en trailer til en kommende film. Det har ikke rigtig noget at fortælle om ”West Point Story”, men det er en sjov detalje og en fin måde at udnytte DVD-mediet på.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Bros..
