Skriv en kommentar
"They're here" advarede den yndige Carol Anne i filmen Poltergeist fra 1982, mens hun stirrede stift ind i et flimrende tv.
Nu er de her igen, men denne gang manifesterer de sig ikke blot i sneen på fjernsynsskærmen. De dukker op på computerskærmen, mobilen, clockradioen, telefonsvareren, transistoren, GPS'en - kort sagt alle vegne, hvor der optræder elektroniske støjsignaler udenfor frekvens eller white noise.
Arkitekten Jonathan Rivers (spillet af Michael Keaton, der her forsøger at få kontakt til sin afdøde karriere) oplever Electronic Voice Phenomena (EVP), da hans afdøde kone Anna (Chandra West) pludselig ringer ham op på mobilen.
Jonathans unge, labre kone af en bestseller-forfatter forsvandt på mystisk vis for et par uger siden. Nu er hendes forkomne lig fundet i en flod 5 km væk fra det sted, hvor hendes bil var efterladt.
Desperat forsøger Jonathan nu at opklare sin elskedes gådefulde død. Han drages af EVP-specialisten Raymond (Ian McNeice) og hans hjemmelaboratorium, hvor det efter sigende er muligt at tale med de døde via white noise. Hos Raymond møder Jonathan en anden sjælejæger Sarah (Deborah Kara Unger), som han allierer sig med i jagten på spøgelserne.
Snart dukker Annas stemme op overalt. Hun indtaler natlige beskeder på telefonsvareren og mumler meddelelser via transistorradioen.
Jonathan beslutter sig for at forvandle sit hjem til én stor modtagerstation af white noise og elektroniske stemmer i håb om yderligere kontakt med sin elskede afdøde. Og kontakt får han, men ikke kun til sin Anna.
Med ét vælter spøgelserne ud af ethvert tænkeligt medie. Også onde ånder eller mørke kræfter gør krav på sendetiden på EPV-frekvensen, og snart begynder folk at dø som fluer omkring ham.
Jonathan modtager advarsler fra den anden side i form af white noise-billeder af mennesker, umiddelbart inden deres død. Og så starter en slags interaktivt detektiv-samarbejde mellem den virkelige og den paranormale verden.
Lyder det som nonsens? Det er det også. End ikke Thomas Edisons videnskabelige citat i starten af filmen, der forsikrer os om, at afdøde sjæle KAN manifestere sig i elektroniske apparater, retfærdiggør hændelserne i denne omgang vrøvl af en film.
Filmen lægger (meget) langsomt ud med et lovende præmis, men pludselig skyder tempoet i vejret, og det vrimler med retningsløse idéer, der aldrig samles til et helstøbt plot. Plottet er tyndt, fyldt af huller, usammenhængende, rodet og modsiger sig selv gang på gang. Det kiksede manuskript formår heller ikke at kombinere kriminalgåden og spøgelseshistorien på heldig vis. Denne del fungerer slet ikke, og den ender med at blive plat og til tider direkte komisk.
Alligevel er denne film så gennemgribende uhyggelig, at man må holde sig for både øjne og ører. Ethvert trick i gyserhåndbogen er brugt, og det virker! Vi får chok på chok, udsættes for langsomme, mørke scener, spøgelsesstemmer præcis kl. 02.30 om natten samt utydelige beskeder og ansigter i fjernsynets flimmer. Det er spøgelsme uhyggeligt.
Måske er det tanken om, at disse stemmer fra det hinsides omgiver os hver dag, der skræmmer. Hvem ved, måske forsøger en afdød i læsende stund at etablere kontakt til dig via den computer, du sidder foran.
Kombineret med en tur på filmens hjemmeside (link nederst på siden), hvor man kan bl.a. kan lytte til, hvad man antager er virkelige optagelser af EVP's, tror jeg, at selv den mest hårdnakkede spøgelsesfornægter vil mærke de små nakkehår rejse sig.
Se "White Noise" og slå et smut forbi filmens web-side. Det vil nok få de fleste til fremover at indstille radioen på den rette frekvens hurtigst muligt. Med mindre man altså er i humør til en stemningsrapport fra den anden side.
