Skriv en kommentar
“Noget siger mig, at en nelwyn venter jeres ankomst”... Hvad pokker er en nelwyn, spørger du måske? Et godt sted at starte må være at sætte Ron Howards “Willow” fra 1988 på. Et eventyr opfundet af selveste George Lucas og som også fik 2 Oscar-nomineringer på ærmet. Et af sin samtids største fantasy-værker, hvor en såkaldt nelwyn finder en lille spæd pige (med særlige kræfter) og beslutter sig for at bringe hende i sikkerhed. Willow er nelwynens navn og han bærer et stort mod, selvom han i sig selv ikke er ret stor. En nelwyn er nemlig en afart af dværge. Som en anden Frodo Baggins begiver han sig ud på en lang og farefuld rejse, hvor han får hjælp af den dristige charmeur Madmartigan og prinsesse Sorsha i form af det senere ægtepar Val Kilmer og Joanne Whalley i kampen om at besejre den onde Bavmorda. Alt dette lykkes for trio’en, men…
Noget er ikke, som det burde være her 20 år. Der lurer fortsat en ondskab i riget Tir Asleen, hvor “Willow” udspiller sig og det er netop dette omdrejningspunkt, som har skabt grobund for en serie, der nu kan opleves i sin helhed på Disney+. Det nye 8 afsnit lange eventyr starter dog ikke med Willow i centrum, for først skal vi lige opdateres på rammerne. Sorsha er nu dronning over Tir Asleen, Madmartigan formodes at være død og parrets to børn kæmper med både titler og kærligheden. Sønnen Airk er forelsket i en af køkkenpigerne på familiens slot, mens datteren Kit står foran at skulle giftes med en fremmed prins ved navn Graydon for en fredelig alliances skyld. I virkeligheden er Kit forelsket i sin personlige tjener og fægtesparringspartner Jade, som er jævnaldrende og af samme køn. Bedst som vi har persongalleriet på plads skyller en stormtåge ind over slottet og en masse grumme væsner nærmest regner ned inden for murene. Da tågen letter og slaget skal gøres op, så mangler Airk. Bortført af tågens væsner og ført så langt væk, at intet kort i Tir Asleen dækker det. Krigere kan ikke udgøre et befrielsestogt alene, så med Kit, Jade, prins Graydon samt en frisat forbryder ved navn Thraxus Boorman plus en loyal hærfører (som dog ikke lever længe) som en slags nyt fellowship - for nu at blive i Ringenes Herre-termer - så mener Sorsha, at det ville være en god idé at kigge forbi i nelwynernes landsby. Der kunne blive brug for en troldmand på rejsen også. Og det er her Willow kommer ind i billedet. Noget siger dog Sorsha, at Willow allerede har forudset hændelsen i et klarsyn. Afsted det går, for at befri prins Airk. Uventet følgeskab kommer i form af den føromtalte køkkenpige Dove, som er Airks elsker.
Ganske rigtigt! Vi får lige Willow at se i de afsluttende minutter af første afsnit, og han er helt klar over hvad, der er på spil. Hvad han dog ikke er klar over, er at køkkenpigen nu slet ikke er så fremmed endda. Og til alles overraskelse (inklusiv hendes egen), så beviser Willow, at hun er identisk med Elora Danan, den lille pige med de magiske kræfter - nu altså bare som ungvoksen. De magiske kræfter, som hun besidder, er dog ikke blevet trænet eller tøjlet, så Elora står også foran en dannelsesrejse undervejs. En særdeles farlig rejse kan begynde. Det lille “seksmandsorkester” skal mod fjerne egne, hvor ingen af dem rigtigt har været før. Lad eventyret begynde!
Her er alt, hvad man havde turdet håbe på ved at genrejse og fortsætte en klassiker, som betyder så meget for mange. Så snart Warwick Davis træder frem på lærredet tilsat James Horners kendingsmelodi fra for 34 år siden, så er der dømt ægte nelwynstemning. Den lille, store skuespiller, som også har Star Wars og Harry Potter på samvittigheden, er fænomenal og byder på både komik, omsorg, mod og visioner. Det smitter helt sikkert af på resten af castet, og Willows nye eventyr bliver ikke mindre magisk end sin forgænger. Rejserne gennem diverse landskaber med den lille flok er alt, hvad man kunne ønske sig som vinterledsager.
Det er ikke legendariske Ron Howard, som står bag kameraet denne gang. Howard er dog med som executive producer, så et vist touch og troværdighed mod Willow-universet er fortsat sikret. Skønt også at se, at der er fundet plads til nye stjerneskud og velkendte navne, som eksempelvis Christian Slater, til at gøre serien til et overflødighedshorn af magi. Læg dertil nogle skønne flashbacks fra 1988, så du ikke kan undgå at komme i den helt rette stemning. Skulle du være ny seer, og først bagefter finde ud af, at der rent faktisk er en spillefilm fra 80’erne, så er det ikke en helt umulig oplevelse at se tingene i forkert rækkefølge. Så fat mod. Ganske som Willow også gør det og til fortjente 5 stjerner.
