Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Tilbage i 2000 var instruktøren Bryan Singer med til at starte nybølgen af tegneseriefilmatiseringer. “X-Men” havde så stor en påvirkning på filmindustrien, at vi stadig kan mærke efterveerne den dag i dag. Efter tre film blev franchisen rebootet, og tre film inde i den næste serie af film, er vi nået til et punkt, hvor det er fornuftigt at kigge tilbage på franchisen som helhed. Udgivelserne hedder i denne omgang “The Prequel Trilogy” af tre film, “The Sequel Trilogy” også af tre film eller “The Collection” med alle seks film. Man har valgt at udelade de indtil videre to spin-offs om Wolverine, så fokus er på hovedfilmene. Personligt har jeg længe gerne ville gense de gamle, så udgivelsen rammer det perfekte tidspunkt for undertegnede, selvom oplevelsen af filmene individuelt ikke har ændret sig, selvom man ser dem sammenhængende.
Den første trilogi foregår indenfor en forholdsvis kort tidsperiode omkring nutiden. På trods af at X-men består af en stor gruppe mutanter med hver deres evner, får Wolverine (Hugh Jackman) hovedrollen nærmest fra allerførste scene i den allerførste film. Han er først en ensom vandringsmand, men hans møde med en gruppe onde mutanter, skubber ham i armene på Professor X (Patrick Stewart) og hans X-men. Herfra udvikles de første tre film om X-Men. Det er et helt naturligt valg, at fokusere på de enkelte og endda give en af dem en hovedrolle, og da Wolverine netop er en favorit i tegneserierne, er han det mest oplagte valg. Hugh Jackman har forøvrigt gjort rollen sin helt egen, og med den kommende “Logan” som hans sidste tur i kostumet, er det svært at forestille sig andre tage hans plads. Jackman er forøvrigt også bindeleddet mellem alle “X-Men” filmene idet, at han optræder i samtlige film - dog absolut mest i de tre første.
Den første “X-Men” film er en fin introduktion til universet, der dog kun let betræder mulighederne for franchisen. De gode mod de onde mutanter forbliver kernen i fortællingen, og det hele holdes ret afdæmpet med kun få udslag af action. Det er dog først i “X-Men 2” at franchisens filmiske univers virkelig bliver åbnet. Ikke kun bliver racekonflikten mellem mennesker og mutanter sat på spidsen - forståelsen af hvem der er ond, bliver også udfordret. X-men er nemlig nødsaget til at danne en alliance med Magneto i denne omgang, for at stoppe en fælles fjende. Intet er sort og hvidt i “X-Men” tegneserierne, og dette kommer i den grad til udtryk i “X-Men 2”. Introduktionen af Nightcrawler er ligeledes fremragende, imens alt fra tempo, spænding, action og selv plot sidder lige i skabet. Det er præcis sådan en blockbuster skal skæres!
Efter to succesfulde film ville Bryan Singer prøve kræfter med noget andet. Han forlod franchisen, og filmselskabet gav den videre til, hvad de troede, var et sikkert valg. Brett Ratner havde nemlig sikret filmselskabet rigeligt med penge med sine “Rush Hour” film, så hvad kunne gå galt? Kun det der altid går galt. Økonomisk succes er ikke ens betydende med kvalitet, og Ratner er så absolut en af Hollywoods værste instruktører. “X-Men: The Last Stand” blev dødsstødet for franchisen. Den kunne ikke tjene nok penge ind, og både publikum samt anmeldere hadede den - og med god grund. De nye manuskriptforfattere havde hastet en manuskript igennem fyldt med kontinuitetsfejl, og Ratner havde ikke evnerne til at rette dem. Karakterer skiftede personlighed, udseende og alder, imens plottet ganske vist berørte et interessant emne omkring en kur til mutanterne, men aldrig rigtigt nåede forbi det overfladiske. Væk var gråzonen fra forrige film, og tilbage stod et rodet actionbrag, der dræbte en franchise.
Efter den store nedtur, gentænke Fox straks hvad e kunne gøre med X-men. Derfor gik der kun 5 år fra den store nedtur til den næste store optur. “X-Men: First Class” blev en prequel, der skulle se starten på X-Men. Dermed blev serien rebootet, og fokuserede nu på Professor Xavier som hovedperson i form af James MacAvoy. Hugh Jackman udgjorde en langt stærkere hovedperson, og jeg foretrækker også Patrick Stewart som Xavier, men MacAvoy kan sagtens bære rollen. Michael Fassbender som Magneto er dog altoverskyggende, og som prequel-trilogien skrider frem, kommer der da også mere fokus på ham fremfor Xavier - på trods af at han faktisk hovedsageligt fungerer som skurk.
Præcis ligesom i den første trilogi, fungerer “X-Men: First Class” som en ny introduktion til universet. Det er et utroligt medrivende kapitel, der vender al ens viden på hovedet på finurlig vis imens den fortæller en stram, spændende og velfungerende historie. Der er fart over feltet imens der bliver udforsket forskellene mellem Xavier og Magneto, og hvorfor de blev fjender. Den nye instruktør der reddede X-men franchisen blev Matthew Vaughn - manden bag “Kick-Ass”. Han har endnu ikke skuffet, og det ser ikke ud til, at han har planlagt at skuffe fremover heller.
Som forventet blev det dog til endnu flere kontinuitetsfejl end før med et nyt skuespillerhold, og karaktererne ser heller ikke ud til at ældes meget over de 20-30 år prequel-trilogien dækker. Dette er dog fejl man kan leve med, så længe man er underholdt og bliver udfordret på andre måder. Og netop udfordringen tog Bryan Singer op igen, da han vendte tilbage til franchisen med tidsparadoks-filmen “X-Men: Days Of Future Past”. Ikke kun holder han underholdningsniveauet fra det tidligere kapitel, men Singer formår at holde en snørklet film sammen på elegant vis. Man skal dog ikke blinke mange gange, før man ryger bagud i fortællingen, men det er så heldigvis en af den slags film, der vinder ved gensyn og allerede er fænomenal ved første øjekast. Mange har udråbt den som den bedste X-men film, og efter dette gensyn, er jeg tilbøjelig til at give dem ret - “X-Men 2” er dog på omtrent samme niveau.
Den sidste film X-Men er naturligvis den netop udgivede “X-Men: Apocalypse”. Bryan Singer skruede ambitionerne op med denne dommedagsfilm, men resultatet blev desværre en kæmpe ufokuseret rodebutik. Der er dog masser at holde af i dette gigantiske CGI-brag af en actionfilm, hvor især Evan Peters som Quicksilver står for en af hele franchisens bedste scener. De enkelte lyspunkter hæver desværre ikke helheden op over middel, hvilket må siges at være en gigantisk skuffelse med Bryan Singer bag roret. Allerede nu er Fox ved at planlægge sig ud af det nye nederlag, hvor “Logan” og den kommende “Deadpool” fortsættelse (med flere X-men som bipersoner) uden tvivl vil pege, hvilken retning franchisen skal gå. Det er nok slut med Singer igen, så vi må bare krydse fingre for fremtiden.
Sammenlagt er X-men filmene altså noget rodede og fyldt med fejl. Oveni hatten har man også spildt talenter såsom Jennifer Lawrence, der tager en stor del af budgettet på de nyere film, men alligevel drukner i mængden, og ikke gør et særligt væsen af sig. Alligevel formår langt de fleste af filmene at underholde, og halvdelen har endda mere på hjerte end blot det. Som simple tegneseriefilmatiseringer, er det dejligt at se problematikker og moraler, som rent faktisk kan udfordre lidt og relatere til nutidens samfund.
“X-Men” - 4/6
“X-Men 2” - 5/6
“X-Men: The Last Stand” - 2/6
“X-Men: First Class” - 5/6
“X-Men: Days Of Future Past” - 5/6
“X-Men: Apocalypse” - 3/6
Billede & Lyd - 5/6
Der er her tale om de samme udgivelser, som hvis man køber dem enkeltvis. Det vil sige, at det ikke er nyrestaurerede udgaver, men dem som vi allerede har set og anmeldt her på siden. Generelt holder hver udgivelse et højt niveau hvad angår både billede- og lydkvalitet. Allerbedst er den nyeste film i franchisen, og allerværst er den første film - dog er her ikke tale om dårligt billede og lyd, det er stadig et godt stykke over middel. Generelt holder franchisen sig til blålige toner og pompøst lydunivers, så på sin vis hænger franchisen visuelt og auditivt godt sammen trods skiftende instruktører.
Ekstramaterialet - 4/6
Igen skal det understreges, at det er de samme udgivelser i boksen her, som enkeltvis tidligere er anmeldt på siden her. Ekstramaterialet holder også en forholdsvis høj standard med kommentarspor og featuretter, der går bag kameraet. Især i den originale trilogi er der masser af guf, imens det bliver en smule mere mangelfuldt med den nye trilogi. Der er timevis af underholdning, og jeg anbefaler lige at kigge lidt af hvert igennem efter hver film, da tidligere film også bliver berørt senere hen, og derfor er med til at give en mere sammenhængende oplevelse. God fornøjelse.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Fox-Paramount
