Skriv en kommentar
Ægteparet N.J. og Min-Min bor i Taiwans hovedstad Taipei, har to børn, en lille dreng, Li-Li og en teenagepige, Ting-Ting. Familien lever sammen med mormoren. N.J.s firma går dårligt og står overfor en betalingsstandsning. Mormoren får en hjerneblødning, går i koma og plejes derhjemme – familiemedlemmerne skiftes til at tale til den bevidstløse gamle kvinde. Rundt om disse er et større persongalleri af andre familiemedlemmer og naboer.
Filmen har ingen central handling, men har samme postmoderne fortællestruktur som vi har mødt i bl.a. ny-klassikere som Pulp Fiction og Short Cuts. Her står skæbne og tilfældighed konsekvent på spil. Men til forskel fra ovennævnte er Yi Yi uden deres til tider højspændte tilfældigheder, og insisterer på det stille hverdagsdrama i hjemmet, på jobbet, i skolen, til fest.
Det almindelige liv er dog alt andet end kedsommeligt i instruktøren Edward Yangs fremstilling. Gang på gang lykkes det ham at hæve trivialiteterne, hverdagsgentagelserne op til det sublime, ved at vise hvor eksistentielt afgørende disse er for de involverede; hverdagen er gennemsyret af håbet om kærlighed. Det lykkes for instruktøren både at fastholde håbet om det bedre, en livslang længsel efter kærlighed, og samtidig lade realiteterne spille deres ofte tragiske spil. Så hvad enten N.J. genser sin ungdoms kæreste og gennemlever et intenst døgn med hende, eller datteren lisså intenst gennemlever den første kærlighed, forfalder Yang ikke til en hollywoodsk forløsning men fastholder realiteterne; uforløstheden og længslen. Moderen udtrykker det klarest, da hun i begyndelsen af filmen bryder sammen foran den komatiserede mor - ´jeg fortæller det samme til hende hver dag. Mit liv er tomt´. Og da hun til sidst i filmen vender tilbage fra rekreation i bjergene, må hun konstatere at behandlerne på samme måde sagde det samme hver dag, ´der var ingen forskel´.
Dette kunne være det moderne menneskes mantra: gentagelsen og tomheden. Men selvom mormoren, som repræsentant for det forgangne, ligger for døden - hun faldt om da hun bar skraldet ned - er der ikke skyggen af nostalgi hverken fra personernes eller instruktørens side tilstede; pigen Ting-Ting der hele filmen igennem kæmper med skyldfølelse, fordi det var hende der skulle have båret skraldet ned forløses gennem det sublime, da drøm og virkelighed væves sammen og et stykke origami bliver det håndgribelige bevis på, at hun er uden skyld. Yang forfalder m.a.o. ikke til den alt for lette og trivielle fornægtelse af det moderne til fordel for ´der var engang´. Der var engang er nu.
Centralt i filmen er familiens bestræbelse på ærlighed, på at gøre det rigtige og det gode. Og så konstateringen af måske alligevel at gøre det forkerte, gøre ondt: fx, hvem skal N.J. gøre forretninger med, med de der laver originalprodukter, eller de der laver kopiprodukter? Hvordan undgår pigen at gøre den anden ondt, da hun forelsker sig i venindens kæreste?
Mest konsekvent og overraskende kommenteres dette i en scene, hvor faderen mødes med sin japanske forretningsforbindelse der viser ham en kortkunst. ´Hvad er tricket?´, spørger N.J. ´Der er intet trick´, siger forretningsmanden – han har lært kortenes placering udenad. Dette er næppe ladesiggørligt, ikke desto mindre er tricket udtryk for dualitetens opløsning – trick/ikke-trick, ærlighed/uærlighed, godt/ondt. Det er samme forretningsmand der insisterer på musikkens tilstedeværelse no matter what. Han kunne meget vel være instruktørens alter-ego, for det er samme æstetiske bestræbelse på opløsning af det tragiske/ikke-tragiske i hverdagen der gennemtrænger scene efter scene i denne mesterlige film. Der var korttricket og origamien. Men varmest skildres den lille drengs bestræbelser på at finde sandheden ved hjælp af et kamera; han fotograferer menneskenes nakker, for dem kan vi ikke se. På én gang tragiske mennesker uden ansigter og samtidig med forløsende bagsider. Edward Yang er en mester.
